MOBILVERSION

14. februar 2026

Kendt esbjergensisk erhvervsmand fylder 90

Fra dreng i Østergade til internationale direktørposter: Henning Uth fylder 90 år – og ser tilbage på et liv med mod, medvind og markante aftryk i både erhvervsliv og Esbjerg.

Fra dreng i Østergade til internationale direktørposter: Henning Uth fylder 90 år – og ser tilbage på et liv med mod, medvind og markante aftryk i både erhvervsliv og Esbjerg.

Denne artikel er mere end 15 dage gammel. Indholdet kan derfor være uaktuelt.

Henning Uth er født i Østergade i Esbjerg i 1936 – og på onsdag, den 18. februar, runder han 90 år.

Det lå ikke i kortene, at han skulle blive en af byens markante erhvervsprofiler. Faren var uddannet hvedemøller og arbejdede på Valsemøllen, og for at supplere familiens indtægt solgte han afgrøder fra familiens kolonihave.

Henning Uth foran sommerhuset på Fanø i påsken 2025. Her tilbringes mange timer. Foto: Camilla Uth.
Henning Uth foran sommerhuset på Fanø i påsken 2025. Her tilbringes mange timer. Foto: Camilla Uth.

– Da jeg havde fået min realeksamen, vidste jeg ikke, hvad jeg så skulle. Min far, der var socialdemokrat og håndværker, mente, at jeg også skulle være håndværker. Det var jeg ikke specielt interesseret i, men jeg bøjede mig og kom i lære som smed på en maskinfabrik, fortæller Henning Uth i bogen Uth og Se, der udkom for nogle år siden.

Det var dog ikke rette hylde. I stedet kom han i lære hos Ankersens herreekviperingsforretning på hjørnet af Stormgade og Kongensgade. Her trivedes han, men ambitionerne rakte videre. Han søgte ind på en købmandsskole i Bremen – og blev optaget.

Manglede penge – fik hjælp fra uventet kant

Økonomien var imidlertid en udfordring.

– Jeg blev optaget, men havde ikke ret mange penge. Jeg søgte legater forskellige steder og fik samlet et beløb, men det rakte ikke. Derfor overtalte jeg min far til at gå med mig i Varde Bank for at få et lån. Det var ingen god idé. Vi fik en nedværdigende behandling af bankdirektør Palludan, som ikke ville låne mig pengene.

Vendepunktet kom et helt andet sted. På Valsemøllen – hvor der var badefaciliteter, som familien ikke havde hjemme i Østergade – mødte de direktør Langergaard. Han hørte om afslaget i banken.

Valsemøllen blev på flere måder Henning Uths skæbne. Arkivfoto: Camilla Uth.
Valsemøllen blev på flere måder Henning Uths skæbne. Arkivfoto: Camilla Uth.

– Dagen efter kontaktede han min far: ”I kan gå op i Varde Bank og låne de penge, Henning har brug for. Jeg står bag.” Det glemmer jeg aldrig.

Det blev begyndelsen på et arbejdsliv ud over det sædvanlige.

International karriere

Først Tyskland. Siden London, hvor han blandt andet arbejdede på Den Danske Ambassade – og mødte her sin kommende hustru Birta, der kom ind på ambassaden for at få fornyet sit pas.

Herefter fulgte stillinger hos Galt-OX (Slagteriet Danmark) rundt i landet.

– Jeg blev træt af alt det rejseri og sagde mit job op, fortæller han.

Skæbnen ville dog, at han senere mødte en svensker, som netop havde overtaget Valsemøllen. Tilbuddet lød på en direktørstilling – og dermed vendte Uth tilbage til virksomheden, hvor han som ung havde fået den afgørende håndsrækning.

Senere blev han koncerndirektør i Superfos. En spændende, men også turbulent periode, som efter nogle år endte med en beslutning om at vende hjem til Esbjerg.

Arovit og det store salg

Under et ophold på Fanø mødte Henning Uth tilfældigt Johan Hoffmann, der søgte en leder til virksomheden Arovit – producent af dyrefoder.

– Jeg var fristet af udfordringen og takkede ja mod at få en aktiepost i virksomheden.

Med Uth ved roret voksede Arovit markant, og interessen for virksomheden steg. Efter længere forhandlinger blev selskabet solgt til amerikanske Doane Pet Care – en af verdens største producenter af petfood.

Det blev samtidig et farvel til direktørjobbet.

Natur, kultur og familie

I dag bor Henning Uth i Gjesing sammen med Lene Kirkegaard, som han mødte efter sin kones død.

– Det er et dejligt sted nær skoven, perfekt til daglige spadsereture. Og så tilbringer vi meget tid på Fanø i sommerhuset – gerne kombineret med en runde golf.

Der har også været bolig i Spanien gennem mange år – et samlingspunkt for børn og børnebørn.

– Med alderen – og den har jeg jo – bliver jeg mere og mere glad for naturen ved Vestkysten. Det er balsam for sjælen.

Lene trækker ham ofte med til opera, kunstudstillinger og kulturelle arrangementer. Samtidig følger han med stolthed udviklingen i Esbjergs kulturliv.

Derudover mødes han jævnligt med en privat bridgegruppe, hvor kortspil og røverhistorier går hånd i hånd.

Den største glæde er dog familien. Fire sammenbragte børn – Michael, Mette, Tine og Tue – fem børnebørn og nu også et oldebarn.

– Den største gave i livet er at se børn, børnebørn og oldebarn trives, mener Uth.

90-års dagen fejres i første omgang med netop familien.

Henning Uth foran sommerhuset på Fanø i påsken 2025. Her tilbringes mange timer. Foto: Camilla Uth.
Henning Uth foran sommerhuset på Fanø i påsken 2025. Her tilbringes mange timer. Foto: Camilla Uth.
Del artiklen