MOBILVERSION
Klar til sæsonstart: Nye trøjer, nyt afsnit og nye tiltag på Blue Water Arena
Vi klæder dig på til EfB's sæsonpremiere søndag – med nye trøjer, fanmarch, happy hour, stemningsafsnit og bæredygtige krus - her er alt, du skal vide.
Vi klæder dig på til EfB's sæsonpremiere søndag – med nye trøjer, fanmarch, happy hour, stemningsafsnit og bæredygtige krus - her er alt, du skal vide.
Vi klæder dig på til EfB’s sæsonpremiere søndag – med nye trøjer, fanmarch, happy hour, stemningsafsnit og bæredygtige krus – her er alt, du skal vide.
Alt er klar til søndag kl. 15.00, hvor Esbjerg fB tager hul på sæsonen i Betinia Ligaen med en hjemmekamp mod Lyngby BK.
Det bliver ikke bare første kamp i den nye sæson – det bliver også en dag fyldt med nye tiltag, stærkt fællesskab og høj stemning på Blue Water Arena.
På tribunerne vil fansene kunne skåle i genanvendelige krus for første gang. EfB har nemlig valgt at droppe engangsplast og i stedet satse på bæredygtige alternativer. Et initiativ, der ifølge adm. direktør Allan L. Agerholm både skåner miljøet og bevarer den gode stadionoplevelse.
Klubben forventer at spare over 100.000 plastikkrus om året, og alle opfordres til at aflevere deres krus i de opstillede stationer efter brug.
Samtidig er stemningen rykket mere centralt ind på stadion. Det nye stemningsafsnit er nu klar i midten af Telesikring-tribunen og bliver fra søndag det nye samlingspunkt for vokal og visuel opbakning.
Projektet er blevet til i samarbejde med Esbjergs forenede Fanscene, og flere hundrede frivillige har i løbet af sommeren lagt arbejdstimer i flytningen.
Resultatet er et centralt og slagkraftigt afsnit, som skal give spillerne den bedst tænkelige opbakning fra første fløjt.
Søndagen byder også på fanfest i gaderne. Allerede fra kl. 10.30 samles EfB-fans i Skolegade til fælles fanmarch, arrangeret af Nordvestkurve Esbjerg. Kl. 12.45 går turen samlet mod stadion, hvor festen fortsætter med happy hour i EfB Caféen fra kl. 13.00 til 14.30 og aktiviteter på forpladsen for både børn og voksne.
Her venter blandt andet panna-bane, hoppeborg, bordfodbold og oppustelig fodboldmål – alt sammen en del af ambitionen om at gøre kampdagen til en helstøbt oplevelse.
Som en del af indsatsen for at styrke netop stadionoplevelsen har EfB også ansat en ny stadionservicechef.
34-årige Irene Kubel Madsen har i mange år været aktiv fan og skal nu bruge sin erfaring og baggrund til at løfte oplevelsen for alle segmenter på stadion. Hun har allerede været involveret i flere af søndagens tiltag og ser frem til at bidrage til udviklingen.
Også på banen er der nyt at se frem til. Spillere og fans kan tage hul på sæsonen i spritnye trøjer fra Hummel og SPORT 24.
Både hjemme- og udebanetrøjen bliver præsenteret torsdag mellem 14.00 og 16.00 i fanshoppen, hvor hele førsteholdstruppen vil være til stede, så man kan sikre sig en autograf eller en selfie.
Julius Lucena har skiftet til nummer 17, mens nyindkøbte Sander Strand bliver at finde i trøje nummer 19. Hele truppen løber på banen i nyt udstyr, og publikum kan naturligvis sikre sig deres egen trøje i shoppen – med navn og nummer efter eget valg.























