Esbjerg Futsal spillede sæsonens bedste 20 minutter, da klubben lørdag aften tog imod Hundested. Men var det nok til sejr?
Esbjerg Futsal spillede sæsonens bedste 20 minutter, da klubben lørdag aften tog imod Hundested. Men var det nok til sejr?
Der var fart, teknik og masser af drama, da Esbjerg Futsal lørdag aften tog imod Hundested i den første kvartfinale i Futsal Ligaen i Blue Water Dokken.
Især i første halvleg fik de mere end 800 tilskuere en oplevelse, der viste, hvorfor futsal er en af de mest intense indendørssportsgrene. Bolden fløj rundt i højt tempo, og de lokale spillere leverede teknisk flot spil med hurtige beslutninger og konstant involvering.
Imponerende første halvleg
Kampen fik en skidt start for hjemmeholdet, da Hundested hurtigt bragte sig foran 0-1.
Men Esbjerg svarede hurtigt igen. Efter blot tre minutters spil blev der udlignet til 1-1, og kort efter kom hjemmeholdet foran for første gang, da 2-1 blev sat ind med 12:56 tilbage af den effektive spilletid.
Esbjerg Futsal fortsatte med flot boldomgang og skabte flere store chancer. Defensiven stod samtidig stærkt – men ud af ingenting fik gæsterne udlignet til 2-2.
Kort før pausen lykkedes det igen Esbjerg at bringe sig foran til 3-2, hvilket udløste stor jubel i hallen. Desværre fik Hundested udlignet til 3-3, inden holdene gik til pause.

En fed oplevelse
Cheftræner Lars Christian Zøhner var efter kampen tilfreds med store dele af præstationen.
– Vi havde virkelig fundet det spil frem, som gav os en plads i slutspillet i vores første sæson i Futsal Ligaen, siger han til EsbjergLiv.dk.
– Det er den følelse med de fede boldberøringer og hurtige beslutninger, vi skal tage med til den næste kamp i Hundested.
Gule kort skabte frustration
Starten på anden halvleg blev dyr for hjemmeholdet. Hundested udnyttede et par defensive fejl og bragte sig hurtigt foran 3-5.
Samtidig blev kampen præget af en række dommerkendelser, der skabte stor frustration blandt både spillere og publikum. En af kampens tre dommere uddelte gule kort i flæng, og det resulterede blandt andet i et gult/rødt kort til en af Esbjergs angribere.
Også cheftræner Lars Christian Zøhner modtog en advarsel i en periode, hvor temperamentet var i kog på banen.
Spænding mod slutningen
Esbjerg Futsal gav dog ikke op. Med 8½ minut tilbage reducerede hjemmeholdet til 4-5, og der opstod igen håb i hallen.
Men i slutfasen lukkede Hundested kampen med scoringen til 4-6, og dermed tog gæsterne første stik i kvartfinaleserien.

Tro på revanche
Trods nederlaget ser cheftræneren stadig gode muligheder før returkampen.
– Inden vi spiller på lørdag, skal vi have en snak om håndteringen af dommerkendelser og de ufine metoder, der også var i kampen. Men vi skal bare vinde kampen – og så afgøres det i forlængelse eller straffespark, siger Lars Christian Zøhner.
Han håber, at holdet kan finde tilbage til det spil, der prægede første halvleg.
– Vi skal huske de gode takter og kreativiteten fra første halvleg. Det er der, vi skal hente energien.













































