I næsten 50 år har Jens Ditlev Lauritzen ladet nysgerrighed, ansvar og lidenskab sætte kursen. Først i shippingbranchen, siden i Lauritzen Fonden, hvor arbejdet med læring, dannelse og langsigtet udvikling har præget hans virke. Den 13. juni fylder han 70 år.

– Jeg bryder mig ikke særlig meget om at være i centrum.

Jens Ditlev Lauritzen smiler lidt, da vi sætter os ned for at tale om dette portræt i anledning af hans 70-års fødselsdag.

Men når ens efternavn er Lauritzen, og man står i spidsen for en af Danmarks mest traditionsrige maritime virksomheder med rødder tilbage til 1880’ernes industrialisering, er det svært helt at undgå opmærksomheden.

Familienavnet bærer han med stolthed. Men han har aldrig ønsket, at det skulle definere hans egen vej.

– Jeg har altid haft et behov for at bevise mig selv og gøre mig fortjent til det, jeg lavede. Ikke fordi jeg var bange for, hvad andre tænkte, men fordi jeg er drevet af nysgerrighed og lysten til at skabe og udvikle. Den forståelse får man kun ved selv at tage turen fra bunden.

At gå sin egen vej

Netop derfor takkede han nej til en mulighed, som mange andre ville have grebet uden tøven.

Som 26-årig blev han tilbudt at overtage sin fars mindre rederi uden for Lauritzen-koncernen – et rederi med fire skibe og en veletableret drift.

Men det sagde ham ikke noget.

– Jeg syntes ikke, det var spændende, når jeg ikke selv havde været med til at bygge det op. Jeg søgte et bredere perspektiv på shippingbranchen, og det fandt jeg i Lauritzen-koncernen. Det forstod min far heldigvis godt.

Beslutningen lå i naturlig forlængelse af den kurs, han allerede havde sat som ung.

Efter realeksamen begyndte han som elev på Kogtved Søfartsskole i Svendborg.

– Det var barske løjer, siger han med et grin. – Der blev man virkelig prøvet af. Men jeg lærte disciplin og fandt ud af, hvad jeg kunne holde til.

Fra Kogtved gik turen direkte til Esbjerg Havn som klareringselev.

Friheden på Esbjerg Havn

Mens søfartsskolen havde været præget af faste rammer og disciplin, oplevede Jens Ditlev tiden i Esbjerg som noget helt andet.

– Det var jo nærmest et slaraffenland, når man kom fra søfartsskolen.

Han boede alene og tilbragte dagene – og ofte nætterne – på havnen.

– Jeg følte mig enormt fri. Jeg kørte rundt på min knallert mellem skibene og hjalp kaptajnerne, der kom ind fra Antwerpen, Rotterdam og alle mulige andre steder. Det var dér, det for alvor gik op for mig, at det var shipping, jeg skulle arbejde med.

Det var også her, fascinationen af den internationale verden for alvor slog rod.

En sikker havn

Jens Ditlev husker stadig datoen for sin første arbejdsdag i Lauritzen-koncernen.

13. juni 1977.

Hans fødselsdag.

Dagen før havde han været til sin sidste eksamen på Niels Brock. Dagen efter begyndte arbejdslivet for alvor.

Først i Lauritzen Reefers, siden i Londons benhårde mæglerverden og senere i New York, hvor han var med til at opbygge koncernens amerikanske aktiviteter inden for tørlast.

Det var år med fart på.

– Det gik stærkt. Man tog det bare, som det kom. Det har altid været lidt “hu hej” derudad.

Men midt i de mange flytninger og karriereskridt var der én konstant.

Hans hustru Marianne.

– Hun er hele årsagen til, at jeg har kunnet gøre det, jeg har gjort. Hun har været med hele vejen, støttet mig gennem alt og været klar til at flytte med, når arbejdet kaldte. Hun har været min sikre havn.

Da lidenskaben blev kompasset

I 1994 stod familien endnu engang i New York.

Karrieren blomstrede, men noget begyndte at mangle.

– Jeg kunne mærke, at gejsten var ved at forsvinde lidt. Og når det sker, skal man reagere.

For Jens Ditlev har lidenskab altid været det vigtigste kompas.

– Hvis du ikke kan mærke passionen for det, du laver, så skal du finde på noget andet.

Samtidig trak Danmark.

Familien havde fået sønnen Christian, og Jens Ditlev havde fortsat ambitioner om at udvikle sig i koncernen.

Derfor gik turen hjem.

Først som divisionsdirektør og siden som direktør for Lauritzen Bulkers.

– Det var på mange måder det, jeg havde drømt om. Jeg kom ind på et tidspunkt, hvor der virkelig var vind i sejlene.

Forfra i fondsverdenen

Da Jens Ditlev i 1997 blev valgt ind i bestyrelsen for det daværende JL Fondet, havde han ingen planer om, at fondsarbejdet skulle komme til at fylde så meget.

Men i 2009 ændrede situationen sig brat, da fondens formand Niels Secher Fisch-Thomsen døde efter sygdom.

Pludselig stod Jens Ditlev over for et valg.

– Jeg var egentlig godt tilfreds med mit arbejde i Bulkers, men fonden stod samtidig foran en stor udvikling.

Fra at være en klassisk uddelende fond skulle den arbejde mere strategisk og tættere på de projekter, den støttede.

Det tiltalte ham.

Ikke mindst fordi fondens fokus på læring, dannelse, ansvar og livsduelighed stemte overens med hans egne erfaringer.

– Det blev et spændende udviklingsarbejde. Og resten er historie, siger han med et grin.

Tålmodighed er blevet en styrke

Efter næsten et halvt århundrede i branchen mærker Jens Ditlev stadig glæden ved at være med til at udvikle nye idéer og projekter.

Men med årene er en anden værdi blevet stadig vigtigere.

Tålmodighed.

– Jeg oplever ofte, at alting skal gå hurtigere og hurtigere. Men nogle gange er det fornuftigt at stoppe op og trække vejret en ekstra gang, før man sætter nye skibe i søen.

Han mener, at mange fejl opstår, når mennesker føler sig presset til at handle hurtigt.

– Udvikling tager tid. Man skal tro på det, man gør, og man skal være villig til at holde fast, når man har fundet den rigtige retning.

For Jens Ditlev handler succes derfor ikke om at komme hurtigst frem.

Det handler om at befinde sig et sted, man selv kan stå inde for.

Måske er det netop derfor, at han på tærsklen til de 70 fortsat holder kursen fremad.