MOBILVERSION

21. december 2025

Midt i en svær tid: Marc Uhd og Ribe-Esbjerg HH forlænger

Der lægges tre år til den nuværende aftale - det handler om kontinuitet, fortæller sportschef, Ribe-Esbjerg HH.

Der lægges tre år til den nuværende aftale - det handler om kontinuitet, fortæller sportschef, Ribe-Esbjerg HH.

Denne artikel er mere end 15 dage gammel. Indholdet kan derfor være uaktuelt.

Der lægges tre år til den nuværende aftale – det handler om kontinuitet, fortæller sportschef.

Kontinuitet er en bærende søjle i Ribe-Esbjerg HH’s strategiske rejseplan frem mod 2030 – og netop derfor har klubben nu forlænget samarbejdet med cheftræner Marc Uhd.

Aftalen betyder, at der lægges tre år oven i den nuværende kontrakt, som ellers stod til at udløbe i sommeren 2027. Marc Uhd er dermed REHH-cheftræner helt frem til 2030.

I REHH’s strategiske rejseplan 2025–2030 er målet klart: Klubben skal udvikles til et stabilt top 5-hold i den danske liga og samtidig være fast deltager i de europæiske turneringer. Talentsatsningen er én af grundpillerne, kontinuitet i det samlede setup omkring ligaholdets udvikling en anden.

– Det føles helt rigtigt

Marc Uhd lægger ikke skjul på, at beslutningen om at forlænge var nem.

– Det føles helt rigtigt for mig – både når jeg ser på arbejdet på banen og min dagligdag i de mange samspil i REHH. Det var naturligt og let at sige ja. Jeg er meget stolt og beæret over tilliden og troen på, at jeg er den rigtige – selv om vi er midt i en sæson, der slet ikke er forløbet, som jeg havde håbet, siger han.

For cheftræneren handler den lange aftale om mere end bare tid.

– Et langt samarbejde giver jo perspektiv for os alle i REHH-fællesskabet. Vi får mulighed for at lægge både kort- og langsigtede planer rettet mod at forme holdet. Og hér har jeg selvfølgelig nogle idéer til retningen og mulighederne. Jeg glæder mig rigtigt meget til at være nøgleperson i det, vi skal fortsætte og videreudvikle i et attraktivt miljø i REHH, lyder det fra Uhd.

Anerkendt trænerprofil

Marc Uhd tiltrådte i Ribe-Esbjerg HH den 1. januar 2025 efter seks år i norsk, svensk og dansk håndbold. Undervejs er han blevet kåret til årets træner i både Norge og Danmark – en blåstempling, der understreger hans faglige niveau og potentiale.

Ifølge sportschef Jesper Holm var der heller ingen tvivl, da beslutningen skulle træffes.

– Jeg ser Marc som den ene af tre trænere, der p.t. er de dygtigste og mest lovende trænere i ligaen. Så det var ikke svært at forlænge med ham. Det store arbejde, som Marc supplerende lægger i ungdomsarbejdet, vil – sammen med hans dedikation omkring ligaholdets udvikling – være med til at sikre vores 2030-plan, siger Jesper Holm.

Med forlængelsen sender Ribe-Esbjerg HH et klart signal – både internt og eksternt – om ro, retning og ambitioner i klubbens langsigtede projekt.

Del artiklen