Janni Møller Thomsen er netværkschef i Superliga-klubben Lyngby Boldklub. Tidligere har hun blandt andet været direktør for København Håndbold efter årene som ansat i først EfB og senere FC Fredericia.
Uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole, veteran fra Forsvaret og har netop åbnet firmaet RåKoKo (Rådgivning i Kommerciel Kommunikation).
Hun kom til verden i 1982 på Skt. Josefs Hospital i Nørregade og voksede op i Sædding. Her blev det til skolegang på den nu lukkede Sædding Skole og Ådalskolen. I 2001 fik hun en blåhvid hue sat på hovedet, da tre års hhx på Handelsskolen nu var veloverstået.
Året efter flyttede hun til Aarhus og siden gik turen til Sjælland, hvor hun i dag er bosat på Frederiksberg.
Rigtigt mange esbjergensere flytter fra byen, når studenterhuen er i hus – for aldrig at vende tilbage igen. Under den faste rubrik Mig&Esbjerg sætter eksil-esbjergensere ord på deres rejse. Og på, hvad de savner ved vores sydvestjyske hovedstad.
Når talen falder på Esbjerg, tænker jeg altid …
… først på min familie, mine niecer og på Vesterhavet. Jeg er aldrig i Esbjerg uden at se min familie, og det er sjældent, at jeg ikke også når en gåtur langs Sædding Strand eller Ho Bugt. Det renser sjælen og tankerne at blive blæst godt igennem.
Dernæst en hel masse andre tanker om min barndom og ungdom, menneskene og minderne fra den tid, samt de stærke rammer omkring den lokale idræt. Herunder faciliteterne i Granly Hockey Arena, Svømmestadion, Blue Water Arena og Dokken, som vi i Hovedstadsområdet kun kan drømme om.
– Og så Bakskuld og kaffepunch. Det er sådan en Esbjerg-ting.
Det første sted, jeg tager hen, når jeg ankommer til Esbjerg, er …
Sædding! Når jeg rammer E20 mod Esbjerg, føler jeg, at jeg næsten er der, for så forsvinder den tætte trafik. Forbi Bilka-krydset og så bare lige ud hele vejen gennem, hvad der kan føles som flere tusinde ukoordinerede lyskryds.
Jeg starter som regel altid med at køre hjem til mine forældre, der stadig bor i mit barndomshjem, hvor jeg kan sove på mit gamle værelse. Lidt afhængigt af, hvornår på dagen jeg ankommer, er der en kold øl, en rejemad eller ostemad og et spil kort med min far klar. Det har været sådan altid.
De senere år er jeg dog også kørt direkte om og har krammet på mine niecer, der bor kort derfra. De to piger betyder alt for mig.
Hvis ikke, jeg havde været fra Esbjerg, havde jeg ikke … Lært at elske sport så meget, som jeg gør. Esbjerg har det hele – og havde også i mine år i byen masser af sport, man kunne opleve og dyrke.
Sportens verden har været mit levebrød i mange år, og jeg træder sikkert nogen over tæerne ved at sige sådan her, men jeg føler, at der i hvert fald i mine unge dage var en hård kultur i Esbjerg. Og en “du skal ikke tro, du er noget” attitude. Men den følelse har jeg brugt som en drivkraft til netop at bevise overfor dem, der sagde til mig, at en pige fra Sædding ikke kunne blive til noget, at de tog fejl.
Omend læringen fra at skrive under på en direktør-kontrakt på min 35-års fødselsdag ikke kun var lykken, så var jeg da blevet til noget.
Jeg tænker ikke på at flytte tilbage til Esbjerg, da …
– Jeg har været væk fra Esbjerg siden 2002 med undtagelse af min journalist-praktikperiode hos EfB, og det vil sige, at jeg nu har været væk flere år, end jeg har boet der, og selvom jeg stadig har mange gode venner og min familie i Esbjerg, så føler jeg, at det rigtige liv for mig er på Frederiksberg.
Jeg tænker dog af og til, at jeg burde vende hjem til Vestkysten, fordi min familie og især mine to elskede niecer, som jeg nævnte tidligere, er der, og jeg dermed ville kunne være endnu tættere på dem og deres hverdag, men heldigvis kan jeg jo lave videokald med dem dagligt, og så er de søde til også at komme til København ind imellem.
Det jeg savner mest ved Esbjerg og vestkysten, er …
Udover min familie og mine venner, så er det den rå natur, som Vesterhavet er. Dens kræfter. Dens brusen. Det at blive blæst godt og grundigt igennem på en gåtur, hvor smagen af saltvand på læberne er uundgåelig, det får man ikke på samme måde, hvor jeg er til dagligt.
