Leg og bevægelse rykker ind i Esbjergs børnehaver: Med støtte fra Claus Sørensens Fond får alle børn adgang til Action Kids’ fantasifulde og aktive univers.
Leg og bevægelse rykker ind i Esbjergs børnehaver: Med støtte fra Claus Sørensens Fond får alle børn adgang til Action Kids’ fantasifulde og aktive univers.
Leg og bevægelse rykker ind i Esbjergs børnehaver: Med støtte fra Claus Sørensens Fond får alle børn adgang til Action Kids’ fantasifulde og aktive univers.
Alle børnehaver i Esbjerg Kommune har nu fået adgang til det populære bevægelseskoncept Action Kids. Det betyder, at pædagoger og medhjælpere på en ganske almindelig dag kan tage børnene med på en fantasifuld tur på bondegården, på zoofari eller helt ud i rummet.
Det er Claus Sørensens Fond, der har gjort det muligt at uddele 78 såkaldte Actionkasser til kommunens børnehaver. Fonden støtter primært almennyttige initiativer i Esbjerg.
Action Kids er Danmarks største bevægelseskoncept målrettet børnehavebørn. Konceptet er udviklet i samarbejde med ergoterapeuter, fysioterapeuter og pædagoger, og idéen er at motivere børn til mere bevægelse gennem leg og historiefortælling.
Ved hjælp af en fortællerstemme, musik, lydeffekter og farverige illustrationer bliver børnene guidet gennem historier, hvor de aktivt bruger kroppen til at løse forskellige opgaver. Dermed opdager de næsten ikke selv, at de dyrker motion.
– Historierne er inddragende og skal sætte gang i fantasien. Undervejs får børnene forskellige opgaver, de skal løse, hvor de aktivt bruger kroppen. Idéen er, at børnene fokuserer mere på at løse opgaven end på, at de motionerer, forklarer projektleder i Action Kids, Thomas Fedder.

Begejstring i børnehaverne
I Vognsbøl Børnehus, hvor billederne i denne artikel er fra, har pædagogerne allerede taget konceptet i brug og er begejstrede:
– Børnene er helt vilde med det. Det er en rigtig god måde at få nem motion på, og det kan være med til at udvikle fantasien og legene hos børnene. Det er nemt at starte op, så selv hvis man er vikar eller ny personale, kan man sagtens gå i gang.
Fakta om Action Kids
- Plug-and-play-koncept, der kombinerer bevægelse og historiefortælling
- Anvendes i dag i mere end 1.950 børnehaver i 64 kommuner i hele Danmark
- Har også udviklet Kreakassen og Action Kids i Cirkus
- Drives som en almennyttig forening

































