Introugen er i fuld gang på de videregående uddannelser. Jura- og HA-studerende fra Syddansk Universitet prydede onsdag bybilledet, hvor de var på afslappende teambuilding.
En ny virkelighed og hverdag venter. Især for de mange unge mennesker, der kommer udenbys fra og netop er begyndt på deres videregående uddannelse.
For at lære hinanden at kende, er den første uge spækket med intro-arrangementer; nogle arrangeret af studiestedet og nogle mere uofficielle, som de ”ældre” elever står bag.
Dagens uformelle teambuilding foregik på hold af otte, som skulle rundt til syv forskellige aktiviteter i byen.
Kan du li' artiklen? Abonnér på vores nyhedsbrev!
De to tutorer Mia Jensen og Nadia Hansen, der begge er andetårsstuderende, stod klar i Jyllandsgade foran Esbjerg Bryghus, hvor de tog tid på, hvor hurtigt de forskellige hold kunne gå igennem en hulahopring, imens de holdt hinanden i hænderne.
Der var også en kreativ udfordring, og alt i alt kom der både megen latter, men også kreativ tænkning i gang for de nye studerende, der jo ikke på forhånd kender hinanden. Sådan kan man også lære at samarbejde.
I september afholder Education Esbjerg også Welcome Week for alle byens nye studerende, hvor det er gratis at deltage i en masse arrangementer rundt omkring i byen.
I Esbjerg udbyder Syddansk Universitet Jura og HA Erhvervsøkonomi som bacheloruddannelser, og næste år tilføjes også psykologi til programmet. Der er optaget i alt 128 nye studerende på SDU Campus Esbjerg.
Fakta: I alt er 1.628 nye studerende begyndt på Esbjergs fire videregående uddannelsessteder, SDU, EA Vest, Aalborg Universitet og UC Syd efter sommerferien. Hertil kommer nye studerende på Syddansk Musikkonservatorium og Fredericia Maskinmesterskole.