MOBILVERSION
Nyt liv til Esbjergs vartegn: Udviklingsplan skal løfte området omkring Mennesket ved Havet
Esbjergs vartegn får nyt liv: Området omkring Mennesket ved Havet skal forvandles med bæredygtige materialer og bedre tilgængelighed for alle.
Esbjergs vartegn får nyt liv: Området omkring Mennesket ved Havet skal forvandles med bæredygtige materialer og bedre tilgængelighed for alle.
Esbjergs vartegn får nyt liv: Området omkring Mennesket ved Havet skal forvandles med bæredygtige materialer og bedre tilgængelighed for alle.
Esbjerg Kommune og Sædding-Fovrfeld Lokalråd har i samarbejde med PLET arkitektur udarbejdet en ny udviklingsplan for området omkring skulpturen Mennesket ved Havet. Målet er at skabe en smuk, bæredygtig og tilgængelig ramme om et af byens største vartegn.
Skulpturen Mennesket ved Havet af Svend Wiig Hansen, der blev opført for 30 år siden i år, er i dag et ikon for Esbjerg og et populært udflugtsmål for både borgere og turister.
Men området omkring skulpturen er nedslidt og mangler både faciliteter og struktur, lyder det i en ny udviklingsplan, som netop er blevet offentliggjort.
Området omkring skulpturen er præget af slid, tilfældige materialevalg og manglende tilgængelighed – ikke mindst for mennesker med handicap. Det har længe været et ønske fra både kommune og lokalråd at opgradere stedet, så det i højere grad lever op til sin rolle som kulturelt og rekreativt knudepunkt. Det arbejde er man så småt i gang med, som vi for nyligt har beskrevet.
Derfor har man bedt lokale PLET arkitektur ved Helene Plet om at udarbejde en helhedsplan, som skaber sammenhæng, skønhed og funktionalitet – og samtidig tager hensyn til naturen, skulpturens ånd og Vadehavets særlige karakter.

Visionen: Enkelhed og bæredygtighed
Planen er båret af en klar vision: At skabe identitet og kvalitet i området med så få og bæredygtige greb som muligt. Materialerne – cortenstål, dansk egetræ og slotsgrus – er valgt for deres æstetik, holdbarhed og minimale vedligeholdelsesbehov. Samtidig skal de understøtte et roligt og værdigt udtryk omkring skulpturen.
Indsatserne omfatter blandt andet:
- En ny rampe med korrekt hældning, så alle kan komme op til skulpturen
- Ensartet skiltning og affaldshåndtering i cortenstål og eg
- Bedre og tydeligere parkeringspladser til både cykler og biler
- Opholdszoner med plinte, borde og bænke i gennemgående materialer
- Trapper og stier, der leder gæster nænsomt gennem området uden at slide på landskabet
Små greb med stor effekt
Der er ikke tale om en gennemgribende ombygning, men snarere en opstramning af stedet med respekt for landskabet og de eksisterende strukturer. Fodhegn og tilfældige bomme fjernes, og i stedet defineres området med enkle, klare linjer og naturlige materialer.
– Det handler om at gøre så lidt som muligt – med så stor effekt som muligt, lyder det i planen.
Udviklingsplanen understreger også skulpturens betydning som symbolsk mødested mellem mennesket og naturen – mellem himlen, jorden og havet. Det er netop det, som gør Mennesket ved Havet til noget særligt – og det er denne oplevelse, som man nu vil understøtte og beskytte.
Planen kan gennemføres etapevist i takt med tilgængelige midler – og rummer dermed en fleksibilitet, som gør det muligt at handle konkret uden at miste det store perspektiv.
Det første arbejde er gået i gang og ellers er det planen, at arbejdet løbende udføres i etaper i takt med at der bliver søgt – og forhåbentligt doneret – fondsmidler til formålet.




















