MOBILVERSION

1. januar 2026

Platanvej dagen derpå: Genhusning, forsvundne kæledyr og undersøgelser

Nytårsnatten på Platanvej endte i flammer, evakuering og et nyt år uden et hjem for 33 familier. Dagen derpå står chokket, usikkerheden – og et stærkt lokalt sammenhold – tydeligt tilbage i den sodsværtede boligblok.

Nytårsnatten på Platanvej endte i flammer, evakuering og et nyt år uden et hjem for 33 familier. Dagen derpå står chokket, usikkerheden – og et stærkt lokalt sammenhold – tydeligt tilbage i den sodsværtede boligblok.

Denne artikel er mere end 15 dage gammel. Indholdet kan derfor være uaktuelt.

Mens fyrværkeriet lyste himlen op andre steder i byen, blev nytårsaften på Platanvej alt andet end festlig. Her udviklede natten sig på få øjeblikke til et inferno, da flammerne fik fat i en beboelsesejendom og åd sig gennem tagkonstruktionen. Da røgen lettede, stod den øverste etage tilbage som en sodsværtet ruin – med et tag, der ganske enkelt var forsvundet.

For beboerne i ejendommens fem opgange sluttede 2025 brat. Mere end 30 husstande måtte forlade deres hjem i hast, mange med intet andet end det tøj, de stod og gik i. Nogle nåede knap nok at forstå, hvad der skete, før de stod udenfor i kulden og så flammerne slå op gennem taget.

Andre var ikke hjemme, men var pludseligt blevet hjemløse. Flere efterlyste på de sociale medier kæledyr – særligt katte – i timerne efter branden opstod.

Heldigvis endte natten uden alvorlige personskader. Flere beboere blev tilset for røgforgiftning, men alle slap ud i tide – et lille mirakel i en situation, der kunne være endt langt værre.

Fotograf Łukasz Kordula var til stede både nytårsaften og -nat og igen her dagen derpå. Det er hans billeder fra nytårsdag, vi bringer herunder:

Dagen derpå: Stilhed, afspærringer og ubesvarede spørgsmål

Torsdag middag lå Platanvej stille hen. Branden var slukket efter timer og atter timers arbejde fra brandfolkene, der også fik assistance fra nabokommunerne. Men sporene efter nattens drama var umulige at overse. Afspærringer, sodsværtede facader og forkullede rester af tagmaterialer vidnede om en nat, ingen af de berørte foreløbig glemmer.

Sydvestjysk Brandvæsen afsluttede deres indsats torsdag eftermiddag, hvorefter politiet og Hjemmeværnet overtog bevogtningen af området. Fredag går Syd- og Sønderjyllands Politi i gang med de brandtekniske undersøgelser for at finde svar på, hvordan det kunne gå så galt. Den foreløbige vurdering peger på fyrværkeri, men der er ikke noget, der tyder på, at branden er påsat.

Et nyt år uden et hjem

For mange beboere begyndte 2026 med usikkerhed. Hvornår kan man komme hjem igen? Er der overhovedet noget at komme hjem til? Tagkonstruktionen og lejlighederne på øverste etage er voldsomt beskadigede, og ingen ved endnu, hvor længe genhusningen kommer til at vare.

Fredag får beboere i stueetagen og på første sal mulighed for – under politieskorte – at hente de mest nødvendige ejendele som medicin og vigtige papirer. Myndighederne understreger, at sikkerheden kommer først, og opfordrer til tålmodighed.

Sammenhold midt i tragedien

Midt i kaos og tab har hjælpen været tæt på. Flere lokale har rakt ud, og hos De Hjemløses Venner i Sædding blev der hurtigt åbnet ekstraordinært, så de ramte kunne hente tøj, sko og fornødenheder uden beregning. Også på sociale medier har naboer og esbjergenserne generelt tilbudt alt fra midlertidig husly til hjælp med savnede kæledyr.

Del artiklen