Andre steder hedder formatet “fem hurtige”, men nogle esbjergensere har bare lidt mere på hjerte end andre … Ninna Andreasen udgiver i dag singlen “Sover med støvlerne på” – derfor har vi stillet hende fem spørgsmål, der har givet anledning til spændende og interessante svar, som du kan læse i artiklen.
Du debuterede med din egen dansksprogede musik som ret ung i omkring 2005, hvis jeg husker rigtigt, så du har efterhånden været aktiv i mange år. Hvem er sangskriveren Ninna Andreasen i dag i forhold til dengang? Og hvorfor på dansk og aldrig engelsk?
– Teknisk set debuterede jeg ikke dengang. Jeg havde rigtig nok lavet en plade i 2004-2005-stykker, men den udkom aldrig. Det er jeg glad for i dag. For det første havde jeg ikke skrevet teksterne selv. For det andet synes jeg, at de ekstra år modnede mig sangskrivningsmæssigt.
Der er virkelig næsten ingen mennesker i verden, der skal udgive en plade som 18-årig. Hvad i alverden skulle man kunne sige, som rager nogen som helst?
Jeg skrev faktisk i lange perioder på engelsk i min helt spæde ungdom.
Men der skete et markant skift for mig som sangskriver i to ryk i begyndelsen af mine 20’ere. For det første begyndte jeg at læse journalistik. Det betød, at jeg fik et andet blik på, hvad tekster kan, og hvordan man kan angribe emner og sproget på anderledes måder. Helt ned til nemme hacks som at kaste mere glans over udsagnsord og holde igen med de ofte ret benspændende superlativer.
Det andet markante skifte skete, da jeg flyttede hjem til Esbjerg. Jeg begyndte at spille for hatten rundt på forskellige beværtninger. En dag sad jeg og tævede i en guitar på Vinbaren (sandsynligvis ren leflen for publikum og deres byttepenge), da en mand i baren begyndte at råbe “Så spil da for helvede dine egne sange“. Manden viste sig at være Eigil Bak, som dengang var sangskriver og forsanger i Esbjerg-kult-bandet Vestkraft. Vi blev venner (det er vi stadig!), og han blev ved med at sige “Hvorfor skriver du ikke på dansk nu, hvor du er journalist og alt muligt?”.
NY SINGLE UDGIVET I DAG!
Har du nogensinde haft en plageånd?
I skolen? På arbejdet? Eller måske i dit privatliv?
Uanset om du har boet med en hustyran, arbejdet sammen med en sabotør eller løbet slalom i skolegården for at undgå buksevand, så ved du, at en plageånd sætter dit system i alarmberedskab – og i værste fald får dig til at tvivle på, om det måske er dig, der er noget galt med.
Det handler Ninna Andreasens nye single “Sover med støvlerne på” om.
Tracket er produceret af Rasmus Madsen. Med inspiration fra Ninna Andreasens store helt Tom Waits og en uhyrlig mængde Brewdogs blev brikkerne til arrangementet lagt en meget våd aften i Esbjerg.
Med på trommer er Casper Mikkelsen, mens multiinstrumentalisten Madsen spiller bas, guitar, keys og fandango som nærved psykedelisk underlæg til Ninna Andreasens hjemsøgende vokal.
“Sover med støvlerne på” er som altid fyldt med krøllet poesi og lunefuldhed tilsat lidt karakteristisk Rasmus Madsen-guitar og herlige rytmer. Lidt en slowburner, men den vokser ganske givet på lytteren.
Lyt til sangen i afspilleren eller via din sædvanlige streamingtjeneste.
Den vestjyske stædighed fornægter sig ikke, så jeg gik naturligvis i gang med at skrive en sang på dansk blot for at bevise overfor Eigil, at det kunne da ingenlunde lade sig gøre. Men så blev jeg bidt af skidtet.
Det, som dansk kunne, og det, der blev grundlaget for det, jeg roder med i dag, var at gå dybt i stedet for at gå bredt. Der er kulturelle og sproglige koder. Nogle har stavnsbånd, andre er mere universelt danske. Uanset hvor godt engelsk, man kan, så kan man meget, meget sjældent have det samme intuitive greb om et andetsprog som ens eget.
Og så opdagede jeg, at man guddødme kunne skrive sange, som reelt handlede om noget. Om folk, der hoppede ud fra Kridthuset (jeg har sidenhen opdaget ved koncerter, at de fleste større danske provinsbyer har eller har haft sådan et sted, hvor selvmordere tager hen for at springe ud), om at være ensom førstidspensionist og besat af en karakter i sit fjernsyn eller om at gå og spekulere på, hvor folk får alle de penge fra. Om et barns første møde med døden. Og nå ja – selvfølgelig – om Esbjerg-fiskere, der kastede rockernes motorcykler i havnen i 80’erne. Den slags.
Det er for mig langt mere interessant at skrive om, end at forsøge at fabulere mig frem til en bredt appellerende kærligheds-hookline, som er spiselig for mainstream.
At gøre som mig er ikke et råd, jeg vil give til nye sangskrivere, for det er ikke det, man bliver tyk og fed af. Men jeg bliver ret lykkelig til gengæld, når en eller anden ny vinkel eller historie dumper ned i skallen på mig.
Hvorfor udgiver man ny musik i dag, når man er Ninna Andreasen? Og hvor håber man, det tager en hen?
– Med det, jeg går og roder med, gør jeg mig ikke forhåbninger om, at jeg lægger landet ned med væg til væg-airplay på radiostationerne. Jeg har kæmpestore ambitioner for min musik. Bare ikke rigtig på den der “Det skal værre større end størst, og jeg skal være rockstjerne”-måde.
I modsætning til, hvad folk måske tænker (man har jo immervæk stukket snuden frem af og til, hvilket bevares kan være lidt risky business på de her kanter), så finder jeg tanken om at være en offentlig person direkte frastødende. Og med den form for succes med radiohits and all that jazz, følger der bare offentlighed med.
Så når jeg udgiver ny musik, er det, fordi jeg for det første ikke ægte har noget valg. Jeg dør lidt indeni, når jeg ikke skriver eller spiller, så det er også en form for antidepressiva. Samtidig har jeg et lille, men utrolig dedikeret, publikum, som jeg gerne vil servicere med nogle sange, som ellers ikke ville blive skrevet.
Jeg lever for at se én koncertgæst i øjnene og se, at de forstår mig, og jeg forstår dem. Også selvom de måtte lægge noget helt andet i sangene, end jeg gør. Og det kræver, at man i hvert fald nogle gange har noget nyt på hjerte, hvis det ikke skal blive ligeså kedeligt for dem som for mig selv.
Du har i mange år haft et makkerskab med Rasmus Madsen omkring indspilning og produktion. Hvad er det, der gør samarbejdet med ham så frugtbart?
– Jeg bryder mig ikke om at sige det, for den slags stiger ham hurtigt til hovedet. Men Rasmus er et yderst sjældent og prægtigt dyr på den vestjyske prærie. Han er lige dele ydmyghed, tvivl og tro og gigantisk arrogance. Det elsker jeg. Han er så øretæveindbydende træls, fordi han er god til alt, han rører ved. Uanset om det er musik, bardrift eller at spille squash.
Da vores samarbejde begyndte, var jeg helt på røven over, at han overhovedet gad arbejde sammen med mig. Jeg tror, en del af det var, at han måske bedre forstod, hvad jeg prøvede på, end jeg selv gjorde. Særligt med mit tekstunivers. Vi har på mange måder et værdifællesskab, som går ud over musikken, selvom vi også til tider skændes, som om vi var søskende.
Rasmus har været altafgørende for, hvordan musikken lyder, og hvordan jeg lyder. Også live. Han har haft fingrene i alt fra arrangement til snart sagt alle instrumenter.
Én ting er nemlig at skrive en sang. Det har jeg efterhånden ret godt styr på. Jeg har vel skrevet 500 efterhånden.
Noget helt andet er at kuratere dem og forstå, hvad de kan og hvor de kunne bevæge sig hen på en plade. Det kræver er helt andet gear og en helt anden form for intellekt, og det har Rasmus. Han kan simpelthen høre, hvordan indspilningen af en sang lyder, før den eksisterer. Det er en sindssyg superkraft at have.
Og så har han generelt bedre smag end mig. Jeg plejer at kalde ham mit værn mod kitch. Men nu kan han vist heller ikke tåle mere ros. Han er jo fra Fanø.
Du har spillet med/opvarmet for nogle af dinosaurerne på den danske folkrock-scene en del gange de senere år. Hvad kan man lære af det og af dem?
– Uha, ja. Jeg har været enormt privilegeret de senere år, hvor jeg har spillet support for to af mine store helte, Johnny Madsen og Allan Olsen.
Man kan først og fremmest lære noget om at være ved at skide i bukserne over, om publikum hader én, fordi de hellere vil have sig et stykke med Olsen. Men han har heldigvis et utrolig sødt og hjertevarmt publikum.
Derudover kan man lære, at en syv års-Havanna Club serveres bedst med et lille stykke appelsinskal (uden det bitre hvide) og en teske cola til at tage mavesyren.
Hvorfor har du egentlig aldrig forladt skuden Esbjerg ligesom så mange andre musikere?
– Det tror jeg er et tilfælde. Jobs, familie, venner, dovenskab. Jeg elsker Esbjerg. Men jeg kunne ligeså godt bo i en spand på Zanzibar eller i en skotøjsæske i København. Der er hverken noget bedre eller dårligere ved Esbjerg end så mange andre steder. Med undtagelse af, at det er mit folk, der bor her, og jeg for det meste forstår dem, uden at skulle gøre mig så frygteligt umage.
Lokalpatriotisme balancerer altid på en knivsæg mellem glæde og stolthed og det komplet opblæste og latterlige, så det skal man være forsigtig med. Så når jeg skriver om noget, jeg elsker ved det her lille, flade og vindblæste hjørne af verden, så skal der altid noget syrligt i. Ellers bliver det kvalmt.
Sange om (næsten) alt andet en romantisk kærlighed
Igennem de sidste 15 år har den vestjyske sangskriver fået publikum til at græde. Nogle gange af grin og nogle gange af ømhed.
Klichéerne preller af sangene, som vand på en frakke imprægneret med nanocover.
Ninna Andreasen beskæftiger sig med de 91–93% af tilværelsen, som ikke handler om parforhold:
Børnelokkeren i barndomsbyen, hadet til svindlerne i udbytteskat–skandalen, den komplicerede relation mellem sønnen og den alkoholiserede mor eller dagdrømmen om at ende sine dage som landsbytossen, de andre går og snakker om. Ofte med en god portion social indignation.
Historiefortællingen tager udgangspunkt i skæve og anderledes betragtninger på tilværelsen. Det har ført til sammenligninger med navne som Allan Olsen, Johnny Madsen og Niels Hausgaard.
Hun har udgivet to albums: Debuten “Barske Banaliteter” fra 2013, dobbeltpladen “Sminkede Lig” fra 2015 samt flere singler.
Ninna Andreasen fik i den grad opmærksomhed i forbindelse med førstealbummets signatursang “Rockersangen”, der var en kommentar til den verserende bandekonflikt, der på det tidspunkt var brudt ud i lys luge i Esbjergs gader.
