MOBILVERSION

8. juni 2026

Red Barnet Esbjerg får 70.000 kroner til sommerlejr og familieoplevelser

Donation skal give udsatte børn og familier i Esbjerg nye oplevelser, fællesskaber og sommerminder. Blandt andet kommer støtten årets sommerlejr til gode.

Donation skal give udsatte børn og familier i Esbjerg nye oplevelser, fællesskaber og sommerminder. Blandt andet kommer støtten årets sommerlejr til gode.

Der var både smil og taknemmelighed på Platformen, da Red Barnet Esbjerg modtog en donation på 70.000 kroner fra TrygFonden under årets Family Day.

Pengene skal bruges til oplevelser for udsatte børn og familier i lokalområdet – blandt andet den sommerlejr, som hvert år giver familier mulighed for at skabe minder og fællesskaber væk fra hverdagens udfordringer.

– Vi er utrolig glade og taknemmelige for endnu en gang at modtage støtte fra TrygFonden. Det giver os mulighed for at skabe endnu flere oplevelser og fællesskaber for de børn og familier, vi møder gennem vores frivilligearbejde. Ikke mindst betyder det, at vi igen kan afholde en sommerlejr, som giver børn minder, oplevelser og historier at tage med tilbage i skolen efter sommerferien, siger Marianne Hansen, forperson for Red Barnet Esbjerg.

Når sommerferien ikke er ens for alle

For mange børn er sommerferien fyldt med forventninger om rejser, forlystelsesparker og oplevelser. Men sådan ser virkeligheden ikke ud for alle.

– Der findes børn, som ved, at de ikke kommer til Legoland, vandland eller på ferie i udlandet. Når skolen starter igen, kan det gøre ondt at føle sig udenfor, når klassekammeraterne fortæller om deres sommeroplevelser. Derfor betyder vores sommerlejr så meget. Her får børnene oplevelser, fællesskab og minder, som de kan tage med sig videre. Det handler om langt mere end en ferie – det handler om at føle sig som en del af fællesskabet, siger Marianne Hansen.

Støtte til fællesskaber året rundt

Red Barnet Esbjerg drives af frivillige og står bag en række aktiviteter for børn og familier, herunder Småbørnsklubben, Madklubben for børn på flugt og Familieoplevelsesklubben. Derudover arrangerer lokalforeningen blandt andet fastelavn, Eid-festival, julearrangementer og udflugter gennem året.

Hos TrygFonden glæder man sig over at kunne bidrage til indsatsen.

– Vi ved, at fællesskaber og positive oplevelser kan gøre en stor forskel for børn og familier i udsatte positioner. Derfor er vi glade for at kunne støtte Red Barnet Esbjergs arbejde, som med engagerede frivillige og stærke lokale aktiviteter er med til at skabe tryghed, glæde og gode minder for børn og familier i lokalområdet, siger Ferdinand Rendebo Jepsen fra TrygFonden.

I år skal 12 familier, 33 børn og ni frivillige med på sommerlejr som en del af indsatsen.

Del artiklen