MOBILVERSION
Slovenske pædagoger overrasket i Esbjerg: – I gør noget helt særligt her
To pædagoger fra Ljubljana besøger en børnehave i Esbjerg – og bliver især imponeret over én ting i dansk pædagogik. Den vil de tage med hjem.
To pædagoger fra Ljubljana besøger en børnehave i Esbjerg – og bliver især imponeret over én ting i dansk pædagogik. Den vil de tage med hjem.
I uge 10 har Bydelens Børnehus i Krydset på Stengårdsvej i Esbjerg haft internationalt besøg. To pædagoger fra Sloveniens hovedstad Ljubljana, Katja Leskovic og Alenka Komljanc, har været på studiebesøg gennem Erasmus+ for at hente inspiration til deres arbejde med børn.

Og særligt én ting har gjort indtryk på gæsterne: den danske pædagogiske metode “Vi lærer sammen” (VLS).
– Vi er meget imponerede over, hvordan I arbejder i de danske børnehaver. VLS er en rigtig god lærings- og kommunikationsramme for både børn og pædagoger, fortæller Katja Leskovic.
Hun peger samtidig på en markant forskel mellem de to lande.
– Hos os er én pædagog ansvarlig for 24 børn. Her er I tre pædagoger til 18 børn – det giver en helt anden kvalitetsforskel.
Mindre legetøj – mere fantasi
Også indretningen i de danske børnehaver har gjort indtryk på de slovenske gæster.
– Vi har observeret, hvordan I arbejder med åbne rum kombineret med små steder, hvor børnene kan trække sig tilbage. Det ser ud til at fungere rigtig godt for børnenes trivsel, siger Alenka Komljanc.
En anden ting, de hæfter sig ved, er mængden af legetøj.
– I Danmark har man faktisk mindre legetøj til rådighed end i slovenske børnehaver. Det giver børnene mere mulighed for at bruge fantasien, siger Katja.
Også måden, frokosten foregår på, har gjort indtryk.
– Vi er vilde med, at børnene selv deltager i borddækning og oprydning. Det skaber fællesskab – og det kunne vi godt lære noget af.
Systematik, der gør en forskel
I Bydelens Børnehus arbejder pædagog Mia Lerke målrettet med VLS-metoden – og hun oplever, at den systematiske tilgang gør en tydelig forskel.
– Vi arbejder med systematisk dokumentation af hvert enkelt barn over længere tid. I stedet for at have det hele i hovedet eller på løse papirer samler vi det i et struktureret system under VLS, fortæller hun.
Metoden betyder blandt andet, at hvert barn får både en fokussamtale og flere planlagte kvalitetsstunder i løbet af året.
– På den måde sikrer vi, at ingen børn flyver under radaren.
Arbejdet spænder over både sproglig, matematisk, socio-emotionel og personlig udvikling.
– Vi arbejder med målord og små forløb, som skaber nysgerrighed og nye tanker hos børnene.

Læring gennem oplevelser i naturen
Samarbejdet stopper ikke i børnehaven. I Østerbyen arbejder flere institutioner sammen om at føre tankerne bag VLS videre i skolelivet.
Her spiller naturvejleder Anders Janken fra 3i1 Bydelsprojektet en vigtig rolle.
Han møder børnene allerede inden skolestart og tager dem med ud i naturen.
– I stedet for at fortælle børnene, hvad det vil sige at undersøge noget, tager vi dem med ud og lader dem opleve det i praksis. Det giver en helt anden forståelse, siger han.

Når børnene starter i førskole, fortsætter turene blandt andet til Vadehavet, Fanø og historiske steder som Ribe.
Efter sommerferien møder Anders dem igen i 0. klasse, hvor udeskolen fortsætter som en del af undervisningen.
– Nogle af de børn, jeg mødte i starten af samarbejdet, går nu i 3. klasse – og de efterspørger stadig nye udeskoledage, fortæller han.


































