MOBILVERSION

2. februar 2026

Slutspillet lever: Ribe-Esbjerg HH skal ramme næsten perfekt

Otte kampe, nul slingren. Ribe-Esbjerg HH skal hente point på bestilling – og første skridt tages torsdag i Ribe Fritidscenter mod Nordsjælland.

Otte kampe, nul slingren. Ribe-Esbjerg HH skal hente point på bestilling – og første skridt tages torsdag i Ribe Fritidscenter mod Nordsjælland.

Efter en fantastisk EM-slutrunde for dansk vedkommende, vendes blikket allerede torsdag mod grundspillet i Bambuni Herreligaen, hvor Ribe-Esbjerg HH kæmper for en plads i top-otte.

En plads i slutspillet er ikke umulig at tilkæmpe sig i de sidste otte runder af grundspillet – men det kræver tæt på maksimalt udbytte. Ribe-Esbjerg HH skal selv præstere næsten sejr på sejr, samtidig med at blandt andre Sønderjyske Herrehåndbold skal indhentes i tabellen.

De to hold må ikke ende med samme pointtal efter de sidste otte runder. Sønderjyske har nemlig vundet begge indbyrdes opgør tidligere på sæsonen og sidder dermed med overtaget.

Stillingen i Bambuni Herreligaen - vanskelig opgave for REHH. Collage/Foto: Johnny Tauman.
Stillingen i Bambuni Herreligaen – vanskelig opgave for REHH. Collage/Foto: Johnny Tauman.

Hvor skal Ribe-Esbjerg HH hente pointene?

Regnestykket er stramt – men ikke urealistisk:

  • Sejr hjemme mod Nordsjælland Håndbold
  • Uafgjort ude mod GOG Håndbold
  • Uafgjort hjemme mod Skjern Håndbold
  • Sejr ude mod TTH Holstebro
  • Nederlag hjemme mod Aalborg Håndbold
  • Sejr ude mod Grindsted GIF
  • Sejr hjemme mod Fredericia Håndboldklub
  • Sejr ude mod HØJ Elite

Første stop: Nordsjælland

Torsdag venter et gensyn med Nordsjælland – et hold, Ribe-Esbjerg HH besejrede i en særdeles atypisk kamp i Helsingehallen tilbage i oktober. Dengang endte det med en 27-32-sejr, men det var ikke målscoren, der løb med overskrifterne.

Dommerparret uddelte hele ni udvisninger til Ribe-Esbjerg HH – inklusive cheftræner Marc Uhd – mens Nordsjælland fik seks udvisninger, heriblandt til Official A.

Torsdagens opgør i Ribe Fritidscenter fløjtes i gang kl. 18.30, og denne gang er det det rutinerede dommerpar Kim Borup og Allan Theils, der leder slaget. Forhåbningen er klare rammer og fokus på håndbolden – og en kamp, der bliver seværdig hele vejen rundt.

EsbjergLiv.dk tipper

Ribe-Esbjerg HH tager en klar sejr på 33-27, hjulpet godt på vej af et talstærkt og larmende publikum. EsbjergLiv.dk dækker naturligvis opgøret i Ribe Fritidscenter i tekst og billeder.

Var der nogen, der sagde Boxen-stemning?

Karl Wallinius kan gøre en forskel. Foto: Johnny Tauman.
Karl Wallinius kan gøre en forskel. Foto: Johnny Tauman.
Del artiklen