Virksomheden Cafeu med base i Esbjerg, der servicerer danske erhvervsvirksomheder med kaffeløsninger, har udviklet en teknologi, der sender dem milevidt foran resten af branchen, hvad angår logistik og bæredygtighed.
Teknologien består af en opkobling, som gør, at Cafeu kan kommunikere med kaffemaskinen hos den enkelte virksomhed, og derigennem modtage og bearbejde store datamængder.
Det har ført til 70 procent færre udkørsler for virksomhedens servicemontører og salgsmedarbejdere. For at skabe yderligere miljøbeskyttelse har Cafeu desuden investeret i en af verdens mest miljørigtige kafferistere.
Anlægget er produceret i Italien, og det har reduceret virksomhedens udledningen af partikler i atmosfæren med 99,7 procent.
– Den intelligente kommunikation øger convenience hos kunderne, og samtidig reduceres vores samlede miljøaftryk signifikant. Opstår der en fejl på en maskine, logger vores servicefolk på systemet, og i de fleste tilfælde fjernløses det, uden vi skal sende en mand ud. Når vi er nødt til at køre ud, kender vi fejlen på forhånd, hvilket optimerer processen yderligere, siger Michael Guldager, der er partner hos Cafeu Danmark.
Omstillingen har på fem år øget bruttofortjenesten med 421 procent til 7,3 millioner kroner i seneste regnskab, og antallet af installerede kaffemaskiner er i samme periode mere end firdoblet.
– Før vil fik IoT-løsningen skulle en af vores salgschauffører ud at kigge i skabene for at se, om kunden manglede kaffe. Det klarer systemet i dag automatisk, da maskinen selv fortæller, hvornår der skal leveres ny kaffe. Det giver en yderligere besparelse på både det logistiske og på CO2-udledningen.

Prisvindere og igen nomineret til stor pris
Ifølge Jan Damsgaard, der er professor på Institut for Digitalisering ved CBS, er der ingen tvivl om, at danske virksomheder kan øge deres konkurrenceevne markant ved at udvikle markedstilpassede IoT-løsninger.
– Ofte sender danske virksomheder ’døde’ varer på markedet. Det gør, at de ikke kan monitorere, hvor længe produkterne eksisterer, og hvordan de klarer sig i forhold til eksempelvis fejl og mangler. Virksomheder, der har IoT-løsninger i deres produkter, står derimod helt anderledes. Med indbyggede sensorer kan de følge produktet, og det gør dem i stand til at yde en bedre service for kunden, hvilket løfter konkurrenceevnen, siger Jan Damsgaard.
Cafeu har i to omgange modtaget økonomisk støtte fra Innovationsfonden til udviklingen af IoT-løsningen.
– Udviklingen har været en ret bekostelig affære, og vi kunne ikke have løftet opgaven uden den økonomiske støtte, vi har modtaget. Vi er naturligvis stolte over de resultater, vores løsning har skabt, og vi håber, at vores teknologi kan inspirere andre i branchen. Vi forsøger at gå forrest og vise, hvor meget man kan skåne miljøet og skabe bedre kunderelationer ved at tænke ud af boksen, når det kommer til det teknologiske setup, man opererer med i ens virksomhed, fortæller Steffan N. Tobiesen, der er direktør og grundlægger af Cafeu.
Steffan N. Tobiesen grundlagde Cafeu i 2009 netop med en vision om, at gøre det enklere at servere god kaffe på danske arbejdspladser. Siden da har virksomheden løbende arbejdet på, at nedbringe behovet for servicebesøg og andre udgifter som ikke gavner kunderne.
Cafeu modtog sidste år Den Sydjyske Erhvervspris i kategorien ’Digitalisering. Virksomheden er i år nomineret til prisen for Årets digitale SMV: Omstilling 2025, der til marts uddeles af Digitaliseringsminister Caroline Stage Olsen ved Dansk Erhvervs digitaliseringspolitiske topmøde.
Fakta: Cafeu Danmark har siden 2010 leveret kaffeautomatløsninger til mindre og større danske virksomheder. Virksomhedens installation af IoT i kaffemaskinerne muliggør fjernservice og automatisk bestilling af kaffebønner.

Del eller print:
- Click to share on Facebook (Opens in new window) Facebook
- Click to share on LinkedIn (Opens in new window) LinkedIn
- Click to share on X (Opens in new window) X
- Click to share on Threads (Opens in new window) Threads
- Click to email a link to a friend (Opens in new window) Email
- Click to print (Opens in new window) Print

