Dramatik i Dokken: Team Esbjerg og København tørnede sammen i en kamp med høj intensitet og masser af spil.
Dramatik i Dokken: Team Esbjerg og København tørnede sammen i en kamp med høj intensitet og masser af spil.
Blot 1.412 tilskuere var mødt op, da Team Esbjerg tog imod København Håndbold i Blue Water Dokken.
Starten var jævnbyrdig, og holdene fulgtes ad til 5-5 i en kamp uden den store dramatik. Men så blev Henny Reistad sendt i gulvet, og dommerne måtte igennem et længere videotjek, før de landede på en to minutters udvisning.

Det fik hjemmepublikummet til at reagere højlydt – ikke mindst fordi Reistad måtte en tur på bænken. Spørgsmålet var, om hun havde pådraget sig en skade.
Kindberg i hopla
København fandt det hårde forsvarsspil frem, men det kostede også udvisninger – to i samme periode.
Det udnyttede Team Esbjerg, som trak fra og i en længere periode holdt en føring på omkring fire mål.
Særligt Helene Kindberg var toneangivende. Hun styrede angrebsspillet med stor sikkerhed, leverede syv assists og bidrog også selv med mål.
København forsøgte sig flere gange med 7-mod-6, men uden den store effekt.
Ved pausen var hjemmeholdet foran med seks mål: 22-16.
Fuld kontrol efter pausen
Efter pausen gik det hurtigt den rigtige vej for Team Esbjerg.
Fire uprovokerede fejl fra København gav hjemmeholdet mulighed for at øge til 24-16, og det fik Bo Spellerberg til at tage sin anden timeout.
Det ændrede dog ikke meget – endnu en fejlaflevering fulgte, mens Team Esbjerg fortsatte med at straffe gæsterne.
Henny Reistad var tilbage på banen og markerede sig med scoringer, mens Anna Kristensen afløste Katharina Filter i målet.
Kort efter gik Helene Kindberg nærmest uhindret igennem til 25-17.

Mod de 40 mål
Team Esbjerg havde fuld kontrol og arbejdede sig stille og roligt mod de 40 scoringer.
En udvisning til Kindberg gav København nogle nemme mål, men hjemmeholdet svarede hurtigt igen.
Med seks minutter tilbage viste tavlen 35-26, og kampen var reelt afgjort.
Slutresultatet blev 36-29.
Tæt på semifinalen
Med sejren topper Team Esbjerg nu slutspilspuljen og mangler blot én sejr for at sikre sig en plads i semifinalen.






























