Har man set tv eller læst aviser i dag, har man næppe kunnet undgå at høre om vedtagelsen af en ny Sundhedsreform. Set med Esbjerg-briller har særligt én detalje stor betydning. Både folketingsmedlem Anders Kronborg (S) og borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) glæder sig over, at udspillet nu bliver til virkelighed.
Regeringen har indgået en aftale med SF, Radikale Venstre, Konservative og Danmarksdemokraterne om en ny sundhedsreform. Med reformen følger en række tiltag, der ikke alene ændrer sundhedslandskabet i Danmark, men også placerer Esbjerg i en nøgleposition som uddannelsesby for læger.
Reformen blev præsenteret i dag klokken 11 af Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V), der har kaldt den “den største sundhedsreform i 15-20 år.”
Med henblik på at styrke lægedækningen i Sydvestjylland indebærer reformen, der nu er endeligt vedtaget, at der skal oprettes en bacheloruddannelse i medicin med 50 studiepladser fra 2026 ved Syddansk Universitet i Esbjerg (SDU).
Kan du li' artiklen? Abonnér på vores nyhedsbrev!
Uddannelsen supplerer dermed den eksisterende kandidatuddannelse og betyder, at studerende fremadrettet kan læse den fulde medicinuddannelse i Esbjerg, hvilket der blev lagt op til i regeringens udspil, som vi i september kunne fortælle om her på EsbjergLiv.dk.
Glæde hos politikerne
Disse visioner er nu blevet en del af den endelige aftale, og der er – også på borgmesterkontoret – ingen tvivl om, at det vil gøre en forskel for både Esbjergs status som studieby og borgere i området.
– Etableringen af en bacheloruddannelse i medicin ved SDU i Esbjerg er en total anerkendelse af den succes, den hidtidige model er blevet, hvor man åbnede for, at medicinstuderende kunne tage en del af deres uddannelse her. Nu har SDU og Esbjerg Sygehus bevist, at man har fundet en model, der fungerer, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen (V), og uddyber:
– At vi får den fulde lægeuddannelse til byen, er også en anerkendelse af Esbjerg som studieby og øger samtidig sandsynligheden for, at vi kan rekruttere læger i vores landsdel. Et resultat, som understreger de gode erfaringer, vi har i Esbjerg, med at skabe attraktive uddannelser i et tæt samarbejde mellem uddannelsesinstitutioner, kommune og arbejdsgivere.
På Christiansborg har det Esbjerg-bosiddende folketingsmedlem Anders Kronborg (S) også med stor glæde noteret sig den store betydning, som reformen får for Esbjerg:
– Der er ingen tvivl om, at der har været mange mødre og fædre til denne reform i form af de mange partiet, der står bag aftalen, som også er af meget stor betydning. Ikke bare for sundhedssystemet i landet som sådan, men set med esbjergensiske briller vil den få enorm stor positiv betydning. At have et godt og veldrevet sygehus har stor værdi, når vi snakker bosætning og tryghed for fx de flere og flere ældre mennesker, og for at få et godt og veldrevet sygehus, skal man have dygtige læger, og set i det perspektiv, er det derfor ekstremt positivt, at der nu kommer til at være en fuld lægeuddannelse i Esbjerg, siger han, og glæder sig samtidigt over, at byen også er blevet mere attraktiv som studieby:
– Først kom jura, så psykologi og senere medicin. Nu er det et faktum, at hele lægeuddannelsen kan tages i Esbjerg, og den sneboldseffekt, vi har set gennem de senere år, er nu i den grad med til at styrke den samlede profil og status, Esbjerg har som studieby. Det vækker naturligvis stor glæde for mig, siger han.
Esbjerg som katalysator
Education Esbjerg ser sundhedsreformen som en naturlig forlængelse af byens arbejde med at skabe attraktive og innovative rammer for studerende.
– Vi er rigtig glade for at regeringen sammen med SF, Radikale Venstre, Konservative og Danmarksdemokraterne er blevet enige om en ny sundhedsreform. Reformen styrker ikke bare sundhedsvæsnet generelt i Danmark, men er også en gamechanger for Sydvestjylland, siger Lone Saaby, direktør for Education Esbjerg, der glæder sig over, at Esbjerg vil få en nøglerolle i forhold til uddannelsen af læger i Danmark:
– Med oprettelsen af bacheloruddannelsen i almen medicin i Esbjerg bliver vi en central del af løsningen på nogle af de største udfordringer i forhold til den regionale lægedækning. Fra Education Esbjergs side glæder vi os til at bygge videre på det gode samarbejde med SDU og Esbjerg og Grindsted Sygehus med henblik på at skabe et attraktivt uddannelsesudbud i Esbjerg, siger hun.