EfB's årgang 2011 står onsdag i finalen om det jyske mesterskab. Efter et imponerende forår venter nu sæsonens største kamp i Hedensted.
EfB's årgang 2011 står onsdag i finalen om det jyske mesterskab. Efter et imponerende forår venter nu sæsonens største kamp i Hedensted.
Onsdag aften venter sæsonens største kamp for EfB’s årgang 2011. På neutral bane i Elsborg Park i Hedensted møder klubbens Liga 3-hold Vorup FB i finalen om det jyske mesterskab, og dermed kulminerer et forår, som har budt på både sportslig succes og stærk udvikling.
Ifølge DBU fløjtes kampen i gang klokken 19.00, og der forventes livescore fra opgøret.
Mandag aften gennemførte cheftræner Henrik Zidoree og årgangens cheftræner Anders Olsen det sidste træningspas, inden spillerne onsdag eftermiddag sætter kurs mod Hedensted med drømme, forventninger og sommerfugle i maven.
Men selv om en finale naturligvis handler om at vinde, peger klubben på, at forklaringen på succeserne skal findes i noget større end resultater alene.
– Drengene (i årgangen, red.) spiller i Liga 1 – en status, de selv har arbejdet sig frem til – og i Liga 3. Kulturen omkring holdet og trænernes evne til at give spillerne plads har været afgørende for, at vi nu står i en finale om det jyske mesterskab, siger sportslig koordinator Jesper Christiansen.
Imponerende forår
Finalepladsen er ikke kommet ud af ingenting.
Liga 3-holdet går ind til kampen med en solid portion selvtillid efter et stærkt forår, hvor holdet har leveret en målscore på 34-11. Undervejs er det også blevet til en turneringssejr i Tyskland, som har været med til at styrke både sammenholdet og troen på egne evner.
I EfB fremhæver man, at netop fællesskabet har været en af nøglerne til de gode præstationer.
Når et hold rejser sammen, træner sammen og oplever succeser sammen, skabes der relationer, som ofte viser sig afgørende, når kampene bliver tætte og presset stiger.
Det håber man også bliver tilfældet onsdag aften.
Udvikler spillere på flere niveauer
Selv om fokus i disse dage naturligt er rettet mod finalen, ser klubben også finalepladsen som et bevis på, at talentudviklingen bevæger sig i den rigtige retning.
Flere af spillerne fra årgang 2011 har i løbet af sæsonen fået mulighed for at prøve kræfter med moderklubbens U16-hold. Det vidner om en spillergruppe, der udvikler sig, og om en klub, der arbejder målrettet med at skabe progression for de unge talenter.
Det er samtidig en påmindelse om, at talentudvikling ikke kun handler om de årgange, der fylder mest i overskrifterne.
Bag kulisserne arbejdes der hver uge med at udvikle nye generationer af spillere, og onsdag får en af disse generationer mulighed for at skrive et lille stykke EfB-historie.
Nu mangler blot de sidste 70 minutter på banen i Hedensted.





























