Der var noget særligt i luften længe før dommerne fløjtede kampen i gang.

De røde trøjer fyldte tribunerne i Blue Water Dokken, hvor 3.328 tilskuere havde pakket hallen til bristepunktet. Trommerne buldrede, klapsalverne rullede ned gennem rækkerne, og forventningen hang tungt over banen. Alle vidste, hvad der stod på spil. Efter nederlaget i Odense få dage tidligere var der kun én kamp tilbage. Én chance. Én aften til at afgøre det hele.

Fra første sekund lignede Team Esbjerg et hold, der havde besluttet sig.

Nora Mørk åbnede festen med kampens første mål, Live Rushfeldt Deila satte fart på kontraspillet, og hver eneste scoring blev mødt af et brøl fra tribunerne, som fik hallen til at ryste. Odense nægtede dog at slippe taget. Hver gang esbjergenserne forsøgte at skabe afstand, svarede gæsterne igen.

På banen blev der kæmpet om hver eneste centimeter.

Maren Aardahl kastede sig ind i nærkampene for Odense, mens Zoë Sprengers og Helene Kindberg igen og igen fandt vej gennem det fynske forsvar. Midt i det hele stod Silje Solberg i målet med blikket fastlåst på bolden og kroppen klar til næste redning.

Ved pausen førte Team Esbjerg 19-17.

Ikke komfortabelt. Ikke afgørende.

Men nok til at holde drømmen i live.

Anden halvleg begyndte som et opgør mellem to hold, der nægtede at blinke først.

Odense reducerede. Team Esbjerg svarede igen. Silje Solberg leverede flere vigtige redninger, mens Henny Reistad fortsatte med at gøre det, hun har gjort hele sæsonen: tage ansvar, når det brænder mest på. Den norske verdensstjerne scorede otte gange og satte sit præg på finalen fra start til slut.

Så kom det øjeblik, hvor kampen for alvor tippede.

Fra 23-21 voksede føringen. Først til 25-21. Så 27-21.

Pludselig kunne man mærke det.

Odense-spillerne begyndte at kigge op på måltavlen. Publikum rejste sig oftere og oftere fra sæderne. På bænken blev næver knyttet, og på banen eksploderede jubelscenerne efter næsten hver eneste scoring.

Helene Kindberg fandt netmaskerne med imponerende sikkerhed. Michala Møller tog ansvar i begge ender af banen. Kathrine Heindahl satte et vigtigt mål ind fra stregen. Og hver gang Odense forsøgte at skabe håb, stod der en rød mur klar.

Med mindre end ti minutter tilbage lignede det pludselig ikke længere en finale på vippen.

Det lignede en kroning.

På tribunerne begyndte folk at finde telefonerne frem. Nogle stod allerede med tårer i øjnene. Andre krammede sidemanden. De vidste, hvad der var på vej.

Da Team Esbjerg nåede 33-24, kunne ingen længere skjule det.

Guldet var på vej hjem.

De sidste minutter blev spillet med en blanding af intensitet og forløsning. Odense kæmpede videre, men skæbnen var beseglet. Da slutsignalet lød, viste måltavlen 35-29.

Så eksploderede Blue Water Dokken.

Arme blev kastet i vejret. Spillere løb mod hinanden. Nogle skreg af glæde, andre sank sammen i lettelse. Smilene var umulige at skjule.

På banen var der jubelscener overalt.

Spillere sprang op i armene på hinanden. Næver blev pumpet mod luften. Publikum rejste sig i et eneste stort rødt hav af klapsalver og jubelråb.

Et år med forventninger, modgang, skader og store præstationer kulminerede på den bedst tænkelige måde.

Foran et fyldt Blue Water Dokken kunne Team Esbjerg endelig lade guldkonfettien falde.

Danmarksmesterskabet var hjemme. For ti år siden blev det første sikret med et kækt straffekast af hollandske Estevana Polman i en hal i Midtjylland. Nu er den sjette DM-pokal på vej i trofæskabet.

Team Esbjerg-pigerne fejres og hyldes i morgen kl. 16.30 på Torvet. LÆS MERE HER.

SE ALLE BILLEDERNE FRA FINALEN – KLIK HER!