Fejl skabte spænding, og hjemmeholdet lugtede blod. Men i slutfasen satte Team Esbjerg tingene på plads og holder fast i toppen.
Fejl skabte spænding, og hjemmeholdet lugtede blod. Men i slutfasen satte Team Esbjerg tingene på plads og holder fast i toppen.
En vigtig del af Team Esbjergs angrebsspil er evnen til at sætte den afgørende næstsidste aflevering – så forsvaret bliver strakt fra fløj til fløj og målcirklen svær at dække.

I slutfasen af første halvleg mod Ringkøbing havde Helene Kindberg næstsidste hånd på bolden ved fire scoringer i træk:
11-14 Kathrine Heindahl
12-15 Kathrine Heindahl
12-16 Kathrine Heindahl
12-17 Sarah Dekker
En stærk sekvens, der var med til at give esbjergenserne kontrol før pausen.
Foran ved pausen
Team Esbjerg gik til pause med en føring på 14-18 efter en halvleg, der præstationsmæssigt svingede mod et af ligaens bundhold.
Anna Kristensen lukkede solidt af fra første dommerfløjt og stod noteret for fem redninger og en redningsprocent på 56. Offensivt var der – ud over Helenes elegante assists – sikre straffekast fra Nora Mørk og gode scoringer fra Line Haugsted.

Men billedet var ikke entydigt positivt. Der blev også noteret tekniske fejl og brændte chancer, som holdt hjemmeholdet inde i opgøret.
Fejl gav spænding i anden halvleg
Efter pausen trak Team Esbjerg hurtigt fra. Zoë Sprengers øgede til 21-26 efter en flot aflevering fra Live Rushfeldt Deila og sendte gæsterne foran med syv mål.
I en periode byttede holdene scoringer, men så begyndte fejlene at snige sig ind i det esbjergensiske spil. Henny Reistads afslutning blev reddet, Sarah Dekker skød forbi, og Nora Mørk smed en bold væk. Samtidig reducerede Ringkøbing til 25-28, og kampen fik pludselig nyt liv.
Cheftræner Tomas Axnér tog en Team-Time-Out – og det virkede. Med større ro i angrebsspillet fik Henny Reistad og Line Haugsted igen udbygget føringen til seks mål.
Førstepladsen genindtaget
Med lidt over tre minutter tilbage fik Helene Kindberg endelig selv scoret til 30-35, inden hun kort efter leverede en perfekt assist til Marit Røsberg Jacobsen til 31-36. Dermed var den sidste tvivl om kampens udfald fjernet.
Det blev – som forventet – en bøvlet affære. Men det blev også to point på kontoen. Sejren betyder, at Team Esbjerg fortsat topper ligaen og holder et forspring på ét point ned til Odense Håndbold.
Kampen i tal:
Næste kamp
Der er pause frem til onsdag 11. marts, hvor der venter storkamp i Blue Water Dokken. De evige rivaler fra Ikast Håndbold gæster Esbjerg med kampstart klokken 20.00.























