MOBILVERSION
Team Esbjerg jagter svar i målet før semifinalen – samtidig inviterer tre klubber til stor ‘gadefest’
Tre klubber, to kampe og én stor sportsdag: Team Esbjerg, EfB og Esbjerg Energy inviterer til gadefest på Gl. Vardevej.
Tre klubber, to kampe og én stor sportsdag: Team Esbjerg, EfB og Esbjerg Energy inviterer til gadefest på Gl. Vardevej.
Lørdag bliver Gl. Vardevej centrum for en stor sportsdag i Esbjerg, når Team Esbjerg, EfB og Esbjerg Energy går sammen om at skabe en fælles gadefest med håndbold og fodbold på programmet.
Men selv om rammerne bliver festlige, er der også alvor bag facaden hos Team Esbjerg.
Forud for den sidste slutspilskamp mod Nykøbing F. Håndbold er der nemlig fortsat spørgsmål omkring målmand Katharina Filter, som stadig arbejder på at blive klar efter sin skade. Og med en semifinale allerede onsdag i næste uge er situationen i målet et vigtigt fokuspunkt for cheftræner Tomas Axnér og resten af holdet.
– Vi skal ikke tage nogen risici med nogen skadede spillere naturligvis, siger Tomas Axnér.
Samtidig fortæller klubben, at sundhedsstaben arbejder intenst med at få den tyske keeper Katharina Filter klar, og at meldingerne foreløbigt er positive.
Uanset hvad, kunne det dog tyde på, at unge Anna Steffensen får endnu flere førsteholdsminutter på cv’et end forleden. Den sædvanlige U19-keeper har afløst Anna Kristensen i truppen, der sidder ude med langtidsskade.
Betydningsløs kamp – men ikke uden værdi
Sportsligt er lørdagens kamp mod Nykøbing F. Håndbold uden betydning for tabellen.
Team Esbjerg har allerede sikret sig førstepladsen i slutspilsgruppen, mens gæsterne fra Falster er sikre på andenpladsen. Derfor handler opgøret ikke om point eller placeringer – men snarere om rytme, selvtillid og forberedelse frem mod semifinalerne.

Ifølge Tomas Axnér er der stadig masser at spille for.
– Det er lidt mærkeligt at have en slutspilskamp, som er betydningsløs. Men vi kan sagtens bruge den til noget. Vi skal have alle spillere i gang og levere noget god håndbold, siger han.
Cheftræneren peger samtidig på, at holdet fortsat har en imponerende hjemmebanestime at forsvare.
I næsten et år har Team Esbjerg ikke tabt en hjemlig ligakamp på Gl. Vardevej, og det er en statistik, som spillerne stadig lægger stor stolthed i.
Håndbold i hockeyarenaen
Lørdagens kamp bliver desuden lidt speciel, fordi den ikke spilles i Blue Water Dokken.
I stedet rykkes Team Esbjerg midlertidigt til Granly Hockey Arena på grund af et andet arrangement i hallen. Det giver samtidig mulighed for at skabe en anderledes sportsoplevelse sammen med EfB og Esbjerg Energy.
Se hvordan: Hockeyarena klargøres til håndboldkamp
– På en måde kan det blive godt at få et miljøskifte og møde nogen nye fans fra fodbold og ishockey, og det tror jeg, kan blive godt for sporten i Esbjerg. Og hvis vi vil have nye tilskuere til håndbold, så skal vi også give dem en god oplevelse, siger Tomas Axnér.
Tre klubber går sammen
Det er første gang, de tre store eliteklubber på Gl. Vardevej går sammen om en fælles sportsdag på denne måde.
Planen er at skabe en samlet oplevelse for fans på tværs af sportsgrenene, hvor publikum kan bevæge sig mellem arenaerne og opleve både håndbold og fodbold samme dag.
Har man billet til én af kampene, får man gratis adgang til den anden. Og sæsonkortholdere hos Team Esbjerg, EfB eller Esbjerg Energy kan komme gratis ind til begge opgør.
Team Esbjerg åbner dagen klokken 16 mod Nykøbing F. Håndbold i Granly Hockey Arena, mens EfB senere spiller på Blue Water Arena.
For de tre klubber handler dagen ikke kun om resultater – men også om at vise styrken i det samlede sportsmiljø i Esbjerg.



















