MOBILVERSION

23. maj 2025

Tidligere landsholdsspiller spøger som ny EfB-træner

Hvis der er noget om snakken, kan han blive forenet med sin bror i Esbjerg.

Hvis der er noget om snakken, kan han blive forenet med sin bror i Esbjerg.

Denne artikel er mere end 15 dage gammel. Indholdet kan derfor være uaktuelt.

Hvis der er noget om snakken, kan han blive forenet med sin bror i Esbjerg.

Siden Esbjerg fB tidligere på måneden meldte ud, at cheftræner Lars “Lungi” Sørensen stopper efter denne sæson, har klubben været på jagt efter hans afløser. Nu tyder meget på, at jagten allerede er ved at være slut.

Flere medier, herunder Bold.dk, har berettet, at EfB er tæt på at kunne præsentere den tidligere landsholdsspiller Peter Løvenkrands som ny cheftræner for NordicBet Liga-mandskabet.

Og da esbjergenserne til aften spillede sæsonens sidste kamp imod OB, blev der kun båret endnu mere brænde til bålet; Peter Løvenkrands var nemlig blandt tilskuerne, hvilket TV3 Sport også fokuserede på under live-transmissionen af kampen, som i øvrigt endte 4-2 til oprykkerholdet fra Odense.

Peter Løvenkrands er et forholdsvist ubeskrevet blad, hvor det ikke er cheftrænererfaring på allerøverst hylde, han har mest af.

Den tidligere offensivspiller har senest stået i spidsen for AaB’s U19-hold, hvor han stoppede i sommeren 2024. Tidligere har han haft cheftræneransvaret i Fremad Amager og været en del af ungdomssetuppet i skotske Rangers – klubben hvor han selv spillede i seks år.

Han fik 22 landskampe under Morten Olsen mellem 2002 og 2010 i en periode, hvor konkurrencen fra Rommedahl, Grønkjær og Martin Jørgensen var stor. På klubbasis nåede han også forbi Birmingham, Newcastle og Schalke04.

Hvis Løvenkrands bliver ny træner i EfB, bliver han manden, der forhåbentligt kan indfri ambitionerne om en oprykning til Superligaen. Og at blive Superligatræner er ikke nogen ny ambition for den tidligere wing.

– Det kunne være rigtig fedt at blive cheftræner for en Superligaklub på et tidspunkt, sagde han i september 2018 til TV2.

For Peter Løvenkrands kan EfB og Esbjerg ikke være helt ukendt, da hans storebror Tommy spillede i klubben fra 2003 og nogle år frem. Broderen er blevet boende i byen efter endt karriere, hvor han i dag har en stilling ved helikopterfirmaet Bel Air Aviation og også i en årrække har været selvstændig malermester.

TV3 Sport talte efter kampen med EfB’s relativt nye sportschef Sebastian Brydegaard, der – ganske forventeligt – ikke var videre meddelsom på spørgsmålet om, hvorvidt Peter Løvenkrands bliver ny EfB-træner.

– Jeg kommenterer ikke på konkrete navne, lød det korte svar.

Fiskeri- & Søfartsmuseet
Del artiklen