Med en sejr over Ikast Håndbold frisk i erindringen tager Team Esbjerg nu imod SønderjyskE Kvindehåndbold i Bambuni Kvindeligaen. Der resterer fem runder af grundspillet – og kampen om førstepladsen er helt tæt.
Med en sejr over Ikast Håndbold frisk i erindringen tager Team Esbjerg nu imod SønderjyskE Kvindehåndbold i Bambuni Kvindeligaen. Der resterer fem runder af grundspillet – og kampen om førstepladsen er helt tæt.
Team Esbjerg og Odense Håndbold har sat sig tungt på toppen af ligaen og fortsætter med at hente sejre. De to hold har tilsammen kun afgivet tre point, hvoraf de to faldt i deres indbyrdes opgør.
Lige nu skiller blot ét point rivalerne – til fordel for Team Esbjerg. Samtidig afsluttes grundspillet med et direkte opgør mellem de to tophold, hvilket kan få afgørende betydning for førstepladsen.
Målet for Tomas Axnérs mandskab er derfor klart: at vinde resten af kampene og holde Odense bag sig. Men skader spiller fortsat en rolle i planlægningen.
Michala Møller og Rikke Iversen er tilbage på holdkortet, men truppen er stadig udfordret, og derfor handler det også om at fordele kræfterne i en travl periode.
– I onsdags mod Ikast havde vi kun fire bagspillere, så vi må se, om vi har fået flere tilbage. Det handler om at finde den rigtige balance i belastningen. Jeg forventer ikke noget festfyrværkeri, men vi skal stadig levere et godt stykke arbejde, siger cheftræner Tomas Axnér.
Team Esbjerg har dog været gode til netop den balance de seneste måneder. I ligaen er det blevet til lutter sejre, og kun få hold har formået at true vestjyderne over en hel kamp.
– Hvis man kigger på kampen mod Ikast, gik vi ikke op i det højeste gear hele tiden. Det ville koste for meget. Vi har ikke råd til flere skader, siger Axnér.
Cheftræneren roser samtidig spillerne for at være gode til at styre kræfterne, når kampene er blevet afgjort.
– Man vil jo helst gå all in i alle 60 minutter og vinde så stort som muligt, men vi er også nødt til at tænke os om, siger han.
Team Esbjerg har også blikket rettet mod Champions League, hvor kroatiske Podravka venter i ottendedelsfinalen senere på foråret.
Skadeslisten er dog blevet kortere efter Michala Møllers comeback. Judith van der Helm og Tabea Schmid er fortsat ude, Nina Koppang er sygemeldt, mens Sanna Solberg er gravid.



















