Siden 2011 har De Hjemløses Venner inviteret udsatte og hjemløse til nytårskur i Musikhuset Esbjerg. I år var ingen undtagelse.
Onsdag eftermiddag var der liv og glade dage i byens kulturhus. Det er der jo i og for sig ofte, men publikum i dag var ikke helt som til de fleste andre arrangementer. Fadøllet og vinen – der i dag kom fra karton – var gratis, ligesom ribbenstegen og det uundværlige tilbehør: Kartofler – både kogte og franske samt sovs og rødkål. Til dessert fuldendtes julemenuen med en portion risalamande til de mange hundrede deltagere.
Formand for De Hjemløses Venner, Ingelise Wenzel, åbnede ballet med en kort velkomst og takkede de sponsorer, der muliggør arrangementet. Og så hyldede både hun og hele salen en nyligt afdød ven og årelang støtte af foreningen: musikeren Johnny Madsen, der blandt andet har doneret kunst til foreningens velgørenhedsauktioner. Selv til det allersidste betænkte han den godgørende forening, som Ingelise Wenzel naturligvis ikke undlod at fortælle til publikums store bifald.
Borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) bød officielt velkommen med en kort tale, hvor han bemærkede, at dagen i dag skulle være en festdag, et afbræk fra en udfordrende hverdag – og så sendte han en tak til de mange frivillige og sponsorer, der gør det muligt at stable arrangementer som dette på benene.
I løbet af aftenen var der livemusik ved Traffic Jam og Esbjerg Pensionistorkester, ligesom den lokale standupper Lars Strøm agerede konferencier – dette i fraværet af Jacob Haugaard, der plejer at varetage denne opgave.