Når Danmarks Naturfredningsforening (DN) i Esbjerg inviterer til årsmøde mandag den 3. november, er der udsigt til større fremmøde end tidligere.
Sidste år deltog blot 16 medlemmer ud af en medlemsskare på 1.184, men i år er programmet krydret med et aktuelt og omdiskuteret tema: ulve i Danmark.
Indledningsvis holder seniorforsker Hans Peter Hansen, Ph.D., fra Aarhus Universitet, Institut for Ecoscience, et oplæg om ulvekonflikten.
Hansen har gennem de sidste 16 år beskæftiget sig indgående med emnet – både i forskningsprojekter og som rådgiver for myndigheder i Danmark, Norge og Sverige.
Han har en samfundsvidenskabelig baggrund og ser derfor på ulvekonflikten ud fra politiske, demokratiske og planlægningsmæssige vinkler.
Oplægget vil bl.a. handle om, hvordan konflikterne har udviklet sig siden ulvens indvandring i 2012, hvordan de afspejler bredere samfundsmæssige udfordringer, samt hvordan myndigheder og politikere har reageret – både i Danmark og i resten af Europa.
– Jeg tænker, at det bliver en rigtig spændende aften, hvor vi får en god, objektiv samtale og debat om ulven ud fra et mere faktuelt perspektiv, siger Anna Maren Fateyev, bestyrelsesmedlem i DN Esbjerg.
Efter oplægget afholdes årsmødet ifølge vedtægterne.
Fakta: DN Esbjerg er én af Danmarks Naturfredningsforenings knap 100 lokale afdelinger. Foreningen arbejder for at bevare, beskytte og pleje Danmarks varierede og mangfoldige natur samt for at fremme et rent og sundt miljø for alle. Årsmødet er kun for medlemmer.

Del eller print:
- Click to share on Facebook (Opens in new window) Facebook
- Click to share on LinkedIn (Opens in new window) LinkedIn
- Click to share on X (Opens in new window) X
- Click to share on Threads (Opens in new window) Threads
- Click to email a link to a friend (Opens in new window) Email
- Click to print (Opens in new window) Print

