MOBILVERSION
Ulykke i nat på motorvejen: Tre kammerater reddede mand ud af brændende bil
Sikke en heltedåd! Tre unge gutter fra Esbjerg tøvede ikke et sekund, da de natten til torsdag reddede en fastklemt mand ud af en brændende bil på Esbjergmotorvejen.
Sikke en heltedåd! Tre unge gutter fra Esbjerg tøvede ikke et sekund, da de natten til torsdag reddede en fastklemt mand ud af en brændende bil på Esbjergmotorvejen.
De tre kammerater Lasse Kræfting Christensen, Mark Svenson og Salam Sam tøvede ikke et sekund, da de natten til torsdag blev vidner til en voldsom ulykke på Esbjergmotorvejen. En bil var brudt i brand efter et sammenstød med et dådyr og lå væltet om på taget. Inde i bilen sad stadig en fastklemt passager.
De tre unge mænd fra Esbjerg handlede instinktivt og fik reddet passageren ud få sekunder, før bilen blev opslugt af flammer.

Lasse, der ejer værkstedet KC Autoteknik på Gammelby Møllevej, Salam Sam, speditør og selvstændig, og værkfører Mark Svenson, kom kørende lidt efter midnat, da de fik øje på den brændende bil.
Føreren var kommet ud ved egen hjælp, men hans bror sad fortsat fastspændt på forsædet og kunne ikke slippe fri.
– Føreren råbte efter hjælp, så vi reagerede bare med det samme, fortæller Lasse Kræfting Christensen.
Han kravlede ind i bilen gennem bagdøren bag førersædet for at forsøge at få passageren fri.
– Jeg kunne hurtigt se, at jeg ikke bare kunne få ham ud, så jeg løb tilbage til min egen bil og hentede en hobbykniv for at skære sikkerhedsselen over, fortæller han.
Holdt fast i benene mens flammerne tog til
Mens Lasse arbejdede inde i den havarerede bil, blev situationen mere og mere dramatisk.
– Ilden begyndte at tage mere og mere fat, mens jeg lå derinde og skar sikkerhedsselen over. Mark holdt fast i mine ben hele tiden, så han kunne trække mig ud, hvis flammerne pludselig bredte sig yderligere, fortæller Lasse.
Samtidig ringede den tredje heltemodige unge mand, Salam Sam, til alarmcentralen.
Det lykkedes de tre unge mænd at få passageren ud i sikkerhed, kort tid før bilen var fuldstændig overtændt.
Både føreren og passageren slap fysisk uskadt fra ulykken, men var naturligt meget chokerede efter den dramatiske oplevelse.
“Man tænker ikke så meget”
For Lasse, 23, var der ikke tid til at overveje risikoen.
– Når der ligger en og skriger om hjælp, tænker man ikke så meget. Jeg fik hurtigt et overblik og tænkte bare, at der sad en ung mand i en brændende bil, som havde brug for hjælp, siger han.
Selv slap han med mindre brandsår på hænderne.
På værkstedet er hverdagen allerede vendt tilbage, selvom oplevelsen sent onsdag nat næppe bliver glemt foreløbig.
– Vi er selvfølgelig glade og lettede over, at det lykkedes. Men ellers har vi egentlig ikke tænkt så meget over det bagefter. Her på værkstedet kører hverdagen jo videre, siger Mark, også 23, dagen derpå.

Nattens tredje helt nåede heller ikke at ikke tænke meget over situationen – der skulle bare handles:
– Jeg forsøgte at snakke beroligende med storebroderen, der var kommet ud af bilen, da jeg havde afsluttet opkaldet til alarmcentralen – og heldigvis lykkedes det Mark og Lasse at få mandens lillebror ud af bilen i tide, siger Salam Sam til EsbjergLiv.dk.































