Autentisk Singapore-mad i Skolegade

Singapore Køkken byder på frisk, lækker, ikke-fordansket kinesisk mad. En nyskabelse, der bør blive et hit i en by, hvor ’kinesisk’ hidtil har været lig med fritureosende grillbarer eller buffetrestauranter.

De fleste danskere tænker nok mere på en cocktail end på bestemte signaturmadretter ift. den tropiske, sydøstasiatiske bystat Singapore. Nemlig Singapore Sling – den rubinrøde drink opfundet på det fornemme britiske kolonihotel Raffles omkring 1. verdenskrig.

Der er imidlertid ingen alkohol på den spritnye take-away/minirestaurant Singapore Køkken. Faktisk kun nonalkoholiske tilbud som hjemmelavet limejuice, div. slags te og sodavand.

Til gengæld kan man i det enkelt hvidmalede, minimalistiske lokale med plads til max 10-12 taburetsiddende gæster i Skolegade møde det ægte singaporeanske køkken. Ja, hér kan man for første gang i Esbjerg smage ikke-fordansket kinesisk mad. Vel at mærke i en by, hvor ’kinesisk’ historisk har været ensbetydende med friturefedtede grillbarer eller discount-buffetrestauranter.

Kan du li' artiklen? Abonnér på vores nyhedsbrev!


Singapore Køkken byder derimod på sunde, lækre hverdagsretter, som de sælges fra hawker centres  – overdækkede street food-markeder – i den skinnende futuristiske skyskraberby, hvor jeg selv har været et par gange. Og som bagvæggen er dekoreret med farvefotos af.

Læs også: Fra Singapore til Stengårdsvej

Efter en trist start med lukning pga. beboerklager over madlugt i den visne ende af gågaden, hvor Singapore Køkken ellers var et pust af nyt liv iblandt de mange tomme butikslokaler, er det stærkt, at indvandrerparret Regina og Andrew Chuah allerede få måneder senere gør comeback i Namastes tidligere takeaway-biks. Respekt.

Den hjemmelavede limedrik kan i den grad anbefales. Foto: Fjodor Pedersen.

Den travle kok Regina laver alle bestillinger fra bunden – hver gang – og der er blus under gryder og wok’er i køkkenet. Man skal derfor ikke forvente McDonald’s-kvik servering, men kan glæde sig over usædvanligt frisklavet mad, der virkeligt er værd at vente på!

Et par klassikere er desværre taget af menuen (Chicken Rice + Bak Chor Mee) i forbindelse med genopstarten, men disse har fået værdige afløsere i form af Char kway teow og Kung Pao-kylling. Lige såvel som der er strammet op på det førhen uoverskuelige udvalg af mange slags stegte ris, der nu er reduceret til en mere passende håndfuld.


Det kan være fristende at spise alt for mange dumplings som forret. Foto: Fjodor Pedersen.

Der er velkendte, men veltillavede kinesiske ris- og nuddelretter, forårsruller og knasende sprøde kyllinge-dumplings, som det er fristende at spise alt for mange af som forret. Der er kulinariske påvirkninger fra Malaysia, Indonesien, Thailand og Indien. Der er kulør og krydderi på paletten, men ingen behøver frygte alt for stærk mad. Vi er i den mere rolige ende af spektret end de brændende hede retter, man kender fra indisk eller thailandsk kogekunst. Om end de stegte risretter afgjort bør spices op med udvalget af soya- og chili-sovser af varierende styrke, der giver det sidste pift.Især anbefales Reginas hjemmelavede Canton-chilisovs, der river i ganen og er superduper til de dér delikate dumplings …

To af de mest elskede hawker centre-retter fra Chuah-parrets hjemland er henholdsvist Laksa og Char kway teow.

Læs også: Henne om hjørnet i havnebyen

Laksa (129 kr.) er en cremet karry-nuddelsuppe, der kan minde om thailandsk panaeng-karry – eller om en fyrig asiatisk udgave af en hummerbisque. Regina laver den med fin balance imellem krydret varme og fed sødme: Mixet af kokosmælk og hjemmelavet skaldyrsbouillon; farvet flot gul af karryen; spækket med vannamei-rejer, stegte tofu-’melboller’, sprøde bønnespirer og mættende risnudler.

Laksa kan smagsmæssigt minde om en fyrig asiatisk udgave af en hummerbisque. Foto: Fjodor Pedersen.

Også stedets Char kway teow (109 kr.) sad lige i kineserskabet, selvom den dog ikke serveres 100% autentisk, da den manglede de i Singapore så typiske muslinger i skal. De brede risnudler, rejerne og grøntsagerne (bl.a. bønnespirer og forårsløg) var marineret i velsmagende umami-power fra den kraftige brune sovs lavet på hvidløg, chilipasta, soya- og østerssovs samt fermenteret fiskesovs. Stegt til kanten, så retten får en dyb, næsten ’røget’ smag, som kineserne kalder wok hei. Et billigt must på menukortet, hvor man får smæk for valutaen.


Måske for at satse bredere har Regina inkluderet flere oksekødsretter, som vi ikke nåede omkring (bl.a. én med det pirrende navn ”Kejserens oksekød”!), og det er nok klogt i en hardcore-kødby som Esbjerg.

Char kway teow (109 kr.) sad lige i kineserskabet, mener EsbjergLiv.dk’s anmelder. Foto: Fjodor Pedersen.

Nyt på menuen er Kung Pao-kylling (119 kr.): Kuber af kyllingebryst marineret i lys/mørk soya, hoisin-sovs, chili-sovs, riseddike og sesamolie er stegt med stærk Sichuan-peber, ingefær, løg, hele tørrede chilier, rød/grøn peber og peanuts, og spist på dampende varme, hvide jasminris var dét bare forrygende godt; tilpas stærkt og atter med dyb umami. I al fald med nok power til, at selv EsbjergLiv.dk’s tømmermændsramte redaktør Fjodor Pedersen blev revet ud af sin døs …

Stegte ris må være en af vor planets mest spiste retter, eftersom den er grundkost for milliarder af asiater. Regina steger jasminris med æg så perfekt, som man aldrig nogensinde vil kunne i sin egen wok derhjemme. Altså hverken for hårdt stegte, overkogt bløde eller oliesnaskede.

Kung Pao-kylling imponerede EsbjergLiv.dk’s anmelder. Her får man virkeligt smæk for skillingen. Foto: Fjodor Pedersen.

Det gjorde hun skam også denne gang, men alligevel blev vi en anelse skuffede over de stegte ris med kylling og chili (99 kr.). Simpelthen fordi der var så lidt kylling i, at det var svært at spotte de papirtynde strimler. Mere tilbehør end en hovedret i sig selv.

Så er der langt mere substans i den store og robuste, men lækkert luftige Fu Rong-omelet – med masser af rejer og grøntsager som fyld – til blot 85 kr. Lige til højrebenet for unge/yngre mennesker, der arbejder på butikker/kontorer i nærheden – og sikkert vil digge sådan en nem, kalorielet ret til frokost … eller som ta’-med-hjem-aftensmad …  


Regina steger jasminris med æg så perfekt, som man aldrig nogensinde vil kunne i sin egen wok derhjemme. Foto: Fjodor Pedersen.

Jeg ville gerne have nydt en iskold Tiger Beer – Singapores glimrende pilsner – til maden, men den går altså ikke. Heldigvis fik jeg et stort glas forfriskende, hjemmelavet limejuice (40 kr.), der passer til endog de stærkeste retter … og slukker tørsten for selv et par ølhunde som os. Der under alle omstændigheder nød den fremragende, ægte asiatiske mad til rimelige priser på dette nye sted, som bør blive et gastrohit i Skolegade.

PS: Der er ikke kundetoilet på restauranten. Derfor egner Singapore sig nok også mere til take-away eller en hurtig frokost/middag end til f.eks. en længere aften-session!

Singapore Køkken, Skolegade 19, 6700 Esbjerg.
Lukket mandag, men åbent alle andre dage 13-21. (Lukket sidste søndag i hver måned.)
Tlf. 50 18 18 44.

Singapore Køkken har fået en central placering i Namastes tidligere lokaler i Skolegade 19. Foto: Fjodor Pedersen.

Henrik List er født i Vesterbyen og vendte i 2020 tilbage til Esbjerg – efter næsten fire årtier som forfatter/kulturjournalist mm. i København. Har fået udgivet bl.a. bøgerne ”Bodega Blues”, ”Scener fra Sunset Boulevard”, ”Kære fucking dagbog” og ”Solen skinner aldrig på en go-go-bar”. Læs mere på www.henriklist.dk

Del eller print artiklen:

Seneste artikler

_DSC1258
Flot forpremiere på film med tråde til Esbjerg
michael_tangaa_spar
Nyt supermarked åbner i Østerbyen
REJSEHOLDET
Nu kan du blive statist i ny storfilm - og få løn for det
20241119_154202
Skøjtebanen åbner planmæssigt
Politiuniform_foto Kim Matthai Leland
Hjælp politiet: 15-årig pige forsvundet
Adam (1)
Ny chef for landsdelens måske travleste køkken

MERE FRA SAMME SEKTION

20241119_154202
Skøjtebanen åbner planmæssigt
Adam (1)
Ny chef for landsdelens måske travleste køkken
_DSC1139
Flere hundrede var med på gastrowalk
_DSC1253
Plakatvæg opsat tæt på Torvet
Processed with VSCO with m6 preset
Julefrokost i Esbjerg - hvor og hvordan?
Custom_Jacob_Skyggebjerg_-_Portraet_2021_-_Inderkredsen_12
Jacob Skyggebjerg: Første dag i digterhjemmet

Det sker i Esbjerg

Juleblues-billede-1024x576
Juleblues
GarrisonKnudsenMogensen-840-1
Jazz Esbjerg: Garrison/Knudsen
open_mic_esbjerg_bryghus
Open Mic Comedy
rockstar
E-beats / Rockstar Club Tour
julemartine-Coverbillede-til-Billetto-1024x576
Julematiné

Mest læste seneste uge

IMG_4678
Brand på plejehjem: Én beboer afgået ved døden
michael_tangaa_spar
Nyt supermarked åbner i Østerbyen
close up of electric lamp against black background
Fem mistede kørekortet på skolevej
stemning-6
Første navne til Suset: Aqua, Hugorm, Kellermensch og tre andre
REJSEHOLDET
Nu kan du blive statist i ny storfilm - og få løn for det

Mest læste 24 timer

michael_tangaa_spar
Nyt supermarked åbner i Østerbyen
REJSEHOLDET
Nu kan du blive statist i ny storfilm - og få løn for det
20241119_154202
Skøjtebanen åbner planmæssigt
Politiuniform_foto Kim Matthai Leland
Hjælp politiet: 15-årig pige forsvundet
IMG_4678
Brand på plejehjem: Én beboer afgået ved døden
Edit Template

Vejret i dag

powered by Advanced iFrame. Get the Pro version on CodeCanyon.

TILMELD NYHEDSBREV

Få guides og nyhedsoverblik direkte i din indbakke - helt gratis!

Ved tilmelding accepterer du vores vilkår og betingelser for nyhedsbrevet.

Vi tager ansvar for vores indhold og er tilmeldt

GÅ ALDRIG GLIP AF NOGET!

Få vores GRATIS nyhedsbrev 3-4 gange om ugen ...

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Du kan afmelde dig med et klik, hvis du fortryder.