Autentisk Singapore-mad i Skolegade

OBS! Denne artikel er mere end 15 dage gammel. Indholdet kan derfor være uaktuelt.

Singapore Køkken byder på frisk, lækker, ikke-fordansket kinesisk mad. En nyskabelse, der bør blive et hit i en by, hvor ’kinesisk’ hidtil har været lig med fritureosende grillbarer eller buffetrestauranter.

De fleste danskere tænker nok mere på en cocktail end på bestemte signaturmadretter ift. den tropiske, sydøstasiatiske bystat Singapore. Nemlig Singapore Sling – den rubinrøde drink opfundet på det fornemme britiske kolonihotel Raffles omkring 1. verdenskrig.

Der er imidlertid ingen alkohol på den spritnye take-away/minirestaurant Singapore Køkken. Faktisk kun nonalkoholiske tilbud som hjemmelavet limejuice, div. slags te og sodavand.

Til gengæld kan man i det enkelt hvidmalede, minimalistiske lokale med plads til max 10-12 taburetsiddende gæster i Skolegade møde det ægte singaporeanske køkken. Ja, hér kan man for første gang i Esbjerg smage ikke-fordansket kinesisk mad. Vel at mærke i en by, hvor ’kinesisk’ historisk har været ensbetydende med friturefedtede grillbarer eller discount-buffetrestauranter.

Singapore Køkken byder derimod på sunde, lækre hverdagsretter, som de sælges fra hawker centres  – overdækkede street food-markeder – i den skinnende futuristiske skyskraberby, hvor jeg selv har været et par gange. Og som bagvæggen er dekoreret med farvefotos af.

Læs også: Fra Singapore til Stengårdsvej

Efter en trist start med lukning pga. beboerklager over madlugt i den visne ende af gågaden, hvor Singapore Køkken ellers var et pust af nyt liv iblandt de mange tomme butikslokaler, er det stærkt, at indvandrerparret Regina og Andrew Chuah allerede få måneder senere gør comeback i Namastes tidligere takeaway-biks. Respekt.

Den hjemmelavede limedrik kan i den grad anbefales. Foto: Fjodor Pedersen.

Den travle kok Regina laver alle bestillinger fra bunden – hver gang – og der er blus under gryder og wok’er i køkkenet. Man skal derfor ikke forvente McDonald’s-kvik servering, men kan glæde sig over usædvanligt frisklavet mad, der virkeligt er værd at vente på!

Et par klassikere er desværre taget af menuen (Chicken Rice + Bak Chor Mee) i forbindelse med genopstarten, men disse har fået værdige afløsere i form af Char kway teow og Kung Pao-kylling. Lige såvel som der er strammet op på det førhen uoverskuelige udvalg af mange slags stegte ris, der nu er reduceret til en mere passende håndfuld.

Det kan være fristende at spise alt for mange dumplings som forret. Foto: Fjodor Pedersen.

Der er velkendte, men veltillavede kinesiske ris- og nuddelretter, forårsruller og knasende sprøde kyllinge-dumplings, som det er fristende at spise alt for mange af som forret. Der er kulinariske påvirkninger fra Malaysia, Indonesien, Thailand og Indien. Der er kulør og krydderi på paletten, men ingen behøver frygte alt for stærk mad. Vi er i den mere rolige ende af spektret end de brændende hede retter, man kender fra indisk eller thailandsk kogekunst. Om end de stegte risretter afgjort bør spices op med udvalget af soya- og chili-sovser af varierende styrke, der giver det sidste pift.Især anbefales Reginas hjemmelavede Canton-chilisovs, der river i ganen og er superduper til de dér delikate dumplings …

To af de mest elskede hawker centre-retter fra Chuah-parrets hjemland er henholdsvist Laksa og Char kway teow.

Læs også: Henne om hjørnet i havnebyen

Laksa (129 kr.) er en cremet karry-nuddelsuppe, der kan minde om thailandsk panaeng-karry – eller om en fyrig asiatisk udgave af en hummerbisque. Regina laver den med fin balance imellem krydret varme og fed sødme: Mixet af kokosmælk og hjemmelavet skaldyrsbouillon; farvet flot gul af karryen; spækket med vannamei-rejer, stegte tofu-’melboller’, sprøde bønnespirer og mættende risnudler.

Laksa kan smagsmæssigt minde om en fyrig asiatisk udgave af en hummerbisque. Foto: Fjodor Pedersen.

Også stedets Char kway teow (109 kr.) sad lige i kineserskabet, selvom den dog ikke serveres 100% autentisk, da den manglede de i Singapore så typiske muslinger i skal. De brede risnudler, rejerne og grøntsagerne (bl.a. bønnespirer og forårsløg) var marineret i velsmagende umami-power fra den kraftige brune sovs lavet på hvidløg, chilipasta, soya- og østerssovs samt fermenteret fiskesovs. Stegt til kanten, så retten får en dyb, næsten ’røget’ smag, som kineserne kalder wok hei. Et billigt must på menukortet, hvor man får smæk for valutaen.

Måske for at satse bredere har Regina inkluderet flere oksekødsretter, som vi ikke nåede omkring (bl.a. én med det pirrende navn ”Kejserens oksekød”!), og det er nok klogt i en hardcore-kødby som Esbjerg.

Char kway teow (109 kr.) sad lige i kineserskabet, mener EsbjergLiv.dk’s anmelder. Foto: Fjodor Pedersen.

Nyt på menuen er Kung Pao-kylling (119 kr.): Kuber af kyllingebryst marineret i lys/mørk soya, hoisin-sovs, chili-sovs, riseddike og sesamolie er stegt med stærk Sichuan-peber, ingefær, løg, hele tørrede chilier, rød/grøn peber og peanuts, og spist på dampende varme, hvide jasminris var dét bare forrygende godt; tilpas stærkt og atter med dyb umami. I al fald med nok power til, at selv EsbjergLiv.dk’s tømmermændsramte redaktør Fjodor Pedersen blev revet ud af sin døs …

Stegte ris må være en af vor planets mest spiste retter, eftersom den er grundkost for milliarder af asiater. Regina steger jasminris med æg så perfekt, som man aldrig nogensinde vil kunne i sin egen wok derhjemme. Altså hverken for hårdt stegte, overkogt bløde eller oliesnaskede.

Kung Pao-kylling imponerede EsbjergLiv.dk’s anmelder. Her får man virkeligt smæk for skillingen. Foto: Fjodor Pedersen.

Det gjorde hun skam også denne gang, men alligevel blev vi en anelse skuffede over de stegte ris med kylling og chili (99 kr.). Simpelthen fordi der var så lidt kylling i, at det var svært at spotte de papirtynde strimler. Mere tilbehør end en hovedret i sig selv.

Så er der langt mere substans i den store og robuste, men lækkert luftige Fu Rong-omelet – med masser af rejer og grøntsager som fyld – til blot 85 kr. Lige til højrebenet for unge/yngre mennesker, der arbejder på butikker/kontorer i nærheden – og sikkert vil digge sådan en nem, kalorielet ret til frokost … eller som ta’-med-hjem-aftensmad …  

Regina steger jasminris med æg så perfekt, som man aldrig nogensinde vil kunne i sin egen wok derhjemme. Foto: Fjodor Pedersen.

Jeg ville gerne have nydt en iskold Tiger Beer – Singapores glimrende pilsner – til maden, men den går altså ikke. Heldigvis fik jeg et stort glas forfriskende, hjemmelavet limejuice (40 kr.), der passer til endog de stærkeste retter … og slukker tørsten for selv et par ølhunde som os. Der under alle omstændigheder nød den fremragende, ægte asiatiske mad til rimelige priser på dette nye sted, som bør blive et gastrohit i Skolegade.

PS: Der er ikke kundetoilet på restauranten. Derfor egner Singapore sig nok også mere til take-away eller en hurtig frokost/middag end til f.eks. en længere aften-session!

Singapore Køkken, Skolegade 19, 6700 Esbjerg.
Lukket mandag, men åbent alle andre dage 13-21. (Lukket sidste søndag i hver måned.)
Tlf. 50 18 18 44.

Singapore Køkken har fået en central placering i Namastes tidligere lokaler i Skolegade 19. Foto: Fjodor Pedersen.

Læs også:

Når Lars selv går på restaurant, kigger han altid på vinkortet først

Henrik List er født i Vesterbyen og vendte i 2020 tilbage til Esbjerg – efter næsten fire årtier som forfatter/kulturjournalist mm. i København. Har fået udgivet bl.a. bøgerne ”Bodega Blues”, ”Scener fra Sunset Boulevard”, ”Kære fucking dagbog” og ”Solen skinner aldrig på en go-go-bar”. Læs mere på www.henriklist.dk

Dagens top-3

Esbjerg Museum. Foto Museum Vest.
Nyt årskort åbner dørene til fem museer i Esbjerg og Ribe
Esbjerg Streetfood Festival 2025. Foto: Fjodor Pedersen.
Folketingets Kulturudvalg overnatter på Fanø – håb om medvind til UNESCO-anerkendelse
Inden fredagen kulminerer et festfyrværkeri, spiller Queen Machine til The Tall Ships Races.
Musikprogrammet til Tall Ships Race afsløret
REJSEHOLDET
Storfilmen om Rejseholdet får eksklusiv forpremiere
De fire på kontoret i Esbjerg. Tre psykologer og en administrativ medarbejder. Privatfoto.
Vold i hjemmet eskalerer i ferien – men hjælpen er tæt på
Gadens Burger. Foto: Line Tausen.
Pattegris, pizza og tacos: Suset er også en gastro-festival
Populær vippebænk ødelagt i Kongensgade: - Det er virkelig ærgerligt og trist. Foto: Esbjerg City.
Populær vippebænk ødelagt i Kongensgade: - Det er virkelig ærgerligt og trist
Esbjerg Festuge 2025. Foto: Peter Langwithz Smith.
Restauratør: Flere bør bidrage til Esbjerg Festuge
Charlotte Albrechtsen (i midten) er klar til sit sjette The Tall Ships Races og glæder sig til igen at mødes med erfarne og nye forbindelsesofficerer. Foto: Esbjerg Kommune.
Charlotte går ombord for sjette gang: Frivillig til The Tall Ships Races siden 1993
Esbjerg City Half. Pressefoto.
Deltagerrekord til Esbjerg City Half 2025
Borgere og besøgende i Ribe kan se frem til en ny, kunstnerisk belysning af Ribe Domkirke. En opgave, som skal løses med respekt for Ribes middelalderlige bykerne. Foto: Esbjerg Kommune.
Ny lyskunst skal få Ribe Domkirke til at gløde i mørket
Arkitekt Helene Plet og Even Ramsland, direktør for Recovery Bulls. Pressefoto.
“Oasen” i Esbjerg er fuldt finansieret

Det sker i Esbjerg

blue-water-arena
EFB - Lyngby Boldklub
Inge Ellegaard: Billeddomino, Esbjerg Kunstmuseum, fernisering 21. marts 2025. Foto: Fjodor Pedersen.
Inge Ellegaard: Billeddomino
_DSC2807
EFB - Hvidovre IF

Anbefalet

Den gamle rugbrødsfabrik i Morsøgade er et af de spots, som Henrik List fremhæver. Foto: Fjodor Pedersen.
Mit Esbjerg - forfatter Henrik List
_DSC3500
Østerbyen og Måde er fyldt med tidslommer
Boretårnet er qua sin beliggenhed på hjørnet af Gl. Vardevej og Fanøgade vel ikke en rigtig havneknejpe, men den er det i ånden. Arkivfoto: Fjodor Pedersen.
Henne om hjørnet - i Havnebyen
  • All Posts
  • Aktuelt
  • Anbefalet
  • Butiksliv
  • Byliv
  • Esbjerg Retro
  • Forbrugerliv
  • Gastroliv
  • Guides
  • Kulturliv
  • Livsstil
  • Sportsliv
  • Studieliv
  • Ude- & Indeliv
    •   Back
    • Meninger
    • Nyheder
    • Dagens Foto
    • Debat
    •   Back
    • Debat

Torvet 21, 2 | 6700 Esbjerg | 60886633

Annonceinfo

Annoncér lokalt - det er billigere, end du tror!

Kontakt os

Har du en god historie? Kontakt redaktionen.

Vi tager ansvar for vores indhold
Medlem af
Medlem af
Medlem af

TILMELD NYHEDSBREV

Få guides og nyhedsoverblik direkte i din indbakke - helt gratis!

Ved tilmelding accepterer du vores vilkår og betingelser for nyhedsbrevet.

VIND GAVEKORT PÅ 500,-

TILMELD DIG VORES GRATIS NYHEDSBREV OG DELTAG HVER MÅNED I LODTRÆKNINGEN OM ET GAVEKORT TIL BRUG I ESBJERG!

Du kan afmelde dig med et klik, hvis du fortryder.

*Vi udsender nyhedsbrev typisk fire gange om ugen. Sidste hverdag i hver måned trækker vi en ny heldig vinder blandt alle aktive abonnenter på vores nyhedsbrev. Man bestemmer selv til hvad, man vil have et gavekort, hvis man bliver udtrukket – det skal bare være til brug i Esbjerg!