MOBILVERSION
Bevægelse uden præstation: Nyt dansestudie åbner i hjertet af Esbjerg
Henriette har åbnet nyt bevægelsesstudie i Strandbygade med dans, yoga og fællesskab i fokus. Her handler det om lyst, nærvær og om at være sig selv.
Henriette har åbnet nyt bevægelsesstudie i Strandbygade med dans, yoga og fællesskab i fokus. Her handler det om lyst, nærvær og om at være sig selv.
Der er ingen spejle, der dømmer. Ingen konkurrencer, der skal vindes. Og ingen krav om at være perfekt. Når Miintaka Bevægelses Studie slår dørene op i Strandbygade, er det med en klar ambition: at skabe et sted, hvor bevægelse handler om nærvær, fællesskab og glæden ved at være i sin krop – præcis som man er.
Studiet får fast adresse i Strandbygade 63 og byder på dans, yoga og bevægelse for både børn, unge og voksne. Her er der plads til både begyndere, øvede, barslende forældre, 40+-dansere og alle dem, der bare har lyst til at bevæge sig uden præstationspres.

Foto: Nicklas Toft.
Fra drøm til virkelighed
Bag Miintaka står stifter og underviser Henriette Nørgaard Jensen, der siden sine teenageår har drømt om et sted som dette.
– Et sted, hvor man møder op både på de gode og de trælse dage. Hvor der er plads til hele dig, lyder tanken bag studiet.
Den filosofi gennemsyrer både undervisningen og stemningen. Her er det uperfekte ikke noget, der skal skjules – men noget, der arbejdes med. Især børn og voksne på 40+-holdene møder en legende tilgang til dansen, hvor der øves i at fejle, prøve nyt og finde modet til at stå frem.
Mange stilarter – én fælles tilgang
På skemaet finder man blandt andet hiphop, house, moderne dans, intuitiv bevægelse, heels, barselsdans samt yinpower® og flow yoga. Derudover tilbydes en choreo class med fokus på at lære større mængder koreografi på kort tid.
Fælles for alle hold er fokus på lyst, glæde og det at gøre sig umage – frem for at være perfekt.
Gratis prøvetimer i januar
Allerede fra 19. til 25. januar inviterer Miintaka til gratis prøvetimer, hvor alle kan komme og mærke stemningen. Her møder man underviserne Henriette, Sabine Skjød Nielsen og Amy Rasmussen.

Studiet arbejder med både forløb og drop-in-timer, og som en del af abonnement eller forløb følger også et online univers med bevægelse og træning, der kan tages hjemmefra.
– Tanken er at skabe et sted, man har lyst til at vende tilbage til. Et sted for fællesskab, kreativitet, nybegyndere – og måske endda dansefester på en mandag, lyder visionen.





















