Man siger, den største opfindelse i verdenshistorien er hjulet. Det er meget muligt. Men det, der så klart må være den næststørste, ligger visuelt meget tæt op ad, er også rund og fås i millioner af afskygninger. Pizzaen. Den universelle spise. Livretten over dem alle.
Alene i Esbjerg finder man alt fra gourmetversioner – vi har trods alt været hjemsted for ”verdens dyreste pizza” – til fastfood-stykker bagt på fabrik, som kan købes på tankstationer eller i supermarkeds-”bagerier”. Friskbagt fra frost med to års holdbarhed. Velbekomme.
Men dem, der er flest af, er de pizzeriaer, som populært sagt ligger på hvert et gadehjørne og som i 1990’erne solgte frokostpizza så billigt, at pølsevognene blev totalt udkonkurreret. Og så bragte de endda ofte ud ganske gratis. De er ofte drevet af tilflyttere fra Mellemøsten eller Tyrkiet, men flager med italienske flag for fuldt skrald på facaden. Menukortene er så lange at enhver køkkenchef med den mindste smule respekt for sig selv ville råbe vagt i gevær!
Men de laver den slags pizzaer, som langt de fleste af os forbinder med en … pizza. Forholdsvis billig, serveret i papæske og bestående af råvarer, som næppe scorer højt på bæredygtighedsbarometeret. Og så går de i hyggeracistisk slang under det lidet flatterende navn ”tyrker-lagkage”.
I den kategori finder vi Bella Casa i Strandbygade. Og lad det være sagt med det samme: Det er sådan set både synd og lidt forkert, da man åbenlyst gerne vil noget andet og har potentiale til mere. Det vender vi tilbage til.
FAKTA: Tal fra Coop Analyse viser, at 9,1 % af os spiser pizza i løbet af en given dag. I Syddanmark er Hawaii-pizzaen med ananas særligt populær i forhold til resten af landet. Målingen er fra 2021. I Esbjerg er der cirka 35 pizzarier, dvs. omtrentligt ét pr. 2.000 indbyggere.
Lever op til fordommene
Et hurtigt kig i menukortet og en hurtig optælling: Vi kan få alt fra nummer 0, som er en pizza uden navn med tomat og ost (put selv frisk basilikum på, og du har en Margherita), til nummer 130: 11 stk. kylling-nuggets med pommes frites, salat og dressing. Uden for nummer finder vi blandt andet en portion pommes frites og drikkevarer, mens fx nr. 11 fås i både en a-, b- og c-udgave! Om alle numre mellem 0 og 130 er optaget, har jeg ikke talt op – men der er nok at vælge imellem. Og alle pizzaer kan i øvrigt også fås som familiepizzaer i 50 x 50 cm.
Stor cadeau til Bella Casa for ikke at have en Michael Laudrup, en Lazio eller en Anders And på kortet. Nummersystemet fungerer overordnet fint. Til gengæld bidrager stedet med to af deres pizzaer desværre til det, der kunne gå hen og udvikle sig til en højspændt diplomatisk krise, hvis ikke man snart får sat en stopper for fænomenet: Bearnaisesauce (eller ananas) på pizza hører ingen steder hjemme uanset ens ambitionsniveau. Italienerne vil bare ikke have det!
Bella Casa åbnede oprindeligt i 1998 i Strandbygade 44. Her havde indtil da ligget China Grill – den med høj, brun laminatdisk, friturestank langt væk og spillemaskiner en masse. En rigtig tidstypisk grillsnask med Coca-Cola-skilt på facaden og roterende grillkyllinger i vinduet. Ti år senere flyttede Bella Casa til den nuværende adresse i Strandbygade 25, hvor den populære græske buffetrestaurant Akropolis havde ligget indtil da.
Og det er netop her, det store paradoks træder ind. I tiden med den græske restaurant var lokalerne stuvende fyldte aften efter aften. Sådan er det ikke i dag på adressen, selvom lokalerne i den grad indbyder til siddende gæster. For det første er her masser af plads i den dybe bebyggelse. Du kunne snildt holde en børnefødselsdag eller en glad aften med kollegerne her – uden at forstyrre de øvrige kunder. Der er ingen plastikvægge, billige campingstole eller små dumme, ustabile borde, som du skal være bange for at komme til at vælte.
Tværtimod er stedet indrettet med massive plankeborde i mørkt træ flankeret af komfortable kvalitetsstole. Glas og service er skinnende rent. Servietterne er i kraftigt papir og med logo på, hvilket vidner om at man rent faktisk går op i detaljen her på stedet.
Bella Casa – som kan oversættes til ”smukke hjem” – ligner rent faktisk meget mere en restaurant end et klassisk pizzeria, men menukortet, og til dels beliggenheden, taler bare ikke for at de dyre møbler og mange kvadratmeter for alvor skal bruges til noget. Desværre.
Lever af takeaway
Bella Casa bringer ikke ud, men lever i høj grad af takeaway til kunder i lokalområdet. Jeg indrømmer også gerne, at det mest har været som en hurtig nødløsning, når jeg selv har fundet vej forbi. Over årene er det sket fra tid til anden, og her har jeg bemærket en ikke helt uvæsentlig ting: Stedet har en bemærkelsesværdig høj standard.
Om det har været en bakke Flensted-fritter, dürümrulle med kebab – dejligt simpelt lavet med kun icebergsalat og velafrettet dressing, en given pizza, eller en spaghetti carbonara, så formår man at holde et rigtigt højt bundniveau i forhold til sammenligneligt take-away. Man er på ingen måde tro mod hverken det tyrkiske fladbrød, pizzaen eller pastaretten, som fejlagtigt laves med fløde og baconskiver i stedet for æg og pancetta eller guanciale – men hey – det gør du sikkert også selv derhjemme! Og hvilken bearnaisesauce er det nu, vi danskere helst vil have; den rigtige eller den fra Knorr?
Overordnet er carbonaraen en god oplevelse, som jeg har fået som take-away nogle gange, hvor den fortsat har været spændende, når man nåede hjem med det – og det er virkeligt ikke altid tilfældet, skulle jeg hilse og sige! Den tilhørende salat og det lille brød kunne de for min skyld godt spare væk. Men ok; det pynter gevaldigt på en ret uden den store æstetik.
Der bruges skinkestrimler til pizzaen, sikkert nok af bov, og osten er måske bare pizzatopping. Bøffelmozzarella skal man kigge langt efter, og parmesan er jo kun for de fine. Men bunden sidder faktisk lige i skabet, og er lige sprød hver gang. Der er forskel på den type mel, de bruger rundt omkring, og mit gæt er, at melet, og dejen i det hele taget, er en prioritet hos Bella Casa. Tomatsaucen kan være hjemmelavet, eller måske den kommer fra en fem-liters-dåse – det kan være svært at smage, da industrien i dag laver nogle ret gode produkter – men den er tilpas markant uden at være for dominerende.
Dürümrullen med kebabkød – rullekebabben – hos Bella Casa er i al sin enkelthed på min personlige top-3 ud af dem, jeg har smagt i Esbjerg. Der bruges den samme gode dej som fra pizzaen, og få så lige betjeningen til at supplere med lidt ekstra kød, rå rødløg og majs – så sidder den lige i skabet. Men indholdet er selvfølgelig bare min personlige præference.
Den ret snorlige standard kommer sig sandsynligvis af, at det stort set hver dag siden åbningen i 1998 har været samme mand, Halis Ünler, der har huseret i restauranten, indtil han for få år siden gav stafetten videre til sønnen Fatih, der efter eget udsagn er opvokset i pizzeriaet.
En tur på Bella Casa er ikke det, nogen vil kalde en eksotisk eller kulinarisk oplevelse, men det er, hvad det er – og det de gør, gør de rigtigt godt. Derfor fortjener de en anbefaling: Prøv dem som takeaway – eller endnu bedre: Sæt jer ind og spis – I behøver garanteret ikke bestille bord i forvejen!
