I et valgår har byens politikere kig på foreningslivets udfordringer, men deres tilgang er forhastet. Det mener Claus Madsen, der er Næstformand i Fritidskulturelt Samråd i Esbjerg Kommune. Læs hele hans debatindlæg her:

Esbjergs politikere fortjener ros for visionen om at gøre byen til en kultur- og oplevelsesby. En levende kulturby er ikke ”bare” en dejlig by at leve i, det er også et trækplaster i bestræbelserne på at øge befolkningstallet, fordi livskvalitet i sin bredeste forstand – inklusive adgang til både natur og kultur – er en afgørende faktor for mange moderne menneskers beslutning om, hvor man skal bo og arbejde. Men hvad er kultur?

Ofte forbinder vi ordet med særlige steder eller oplevelser: En stor koncert, en balletforestilling, et besøg på et spændende kunstmuseum, eller måske et interessant foredrag i Folkeuniversitetets regi. Derved overser vi, at det brede, folkelige kulturliv bæres af og leves i kommunens mange folkeoplysende foreninger.

Her mødes byens borgere fra alle samfundslag omkring en fælles interesse, her finder man fælles fodslag trods anden forskellighed. Og til sammen danner foreningerne den kulturelle græsrodsbevægelse, hvorpå de store kulturinstitutioner støtter sig – fra Læseselskabet, Esbjerg Kunstvirke, Det Kreative Værksted, Musikby Esbjerg og Esbjerg Fotoklub, rollespil, salsa- og linedansere over sportsfiskere og e-sport-udøvere til det betydelige ungdomsarbejde, der udføres f.eks. i spejder- og FDF-sammenhæng.

Også på de mere teknisk-betonede interesseområder, fra modelbyggere til radioamatører, har kommunen et stort tilbud af foreninger, der indgår i dette tætte væv af kulturelle fritidsaktiviteter. De mobiliserer ildsjæle og danner rammen for en enorm frivillig-indsats – et grundlæggende element i et menneskevenligt, favnende og leveværdigt samfund.

Samtidig har disse foreninger og klubber en vigtig social funktion som kontaktpunkt og integrationsrum både for nytilkomne og for udfordrede borgere. Her finder de også socialt fodfæste og tryghed med andre omkring en fælles hobby. Så Esbjergs skønnet 500 folkeoplysende foreninger og klubber har meget at byde på. Hvad byder så kommunen til gengæld?

Kommunen har en række ordninger, som hjælper foreningslivet finansielt. Især for de ”voksentunge” foreninger er det ikke nødvendigvis en imponerende hjælp, men som altid i livet er der selvfølgelig tale om en prioritering – kommunen har mange opgaver og mange pligter, som skal opfyldes. Kommunen stiller også lokaler til rådighed – ikke gratis, men på gunstige betingelser.

Ser man, hvad andre kommuner gør på dette felt, er man dog ikke imponeret af Esbjergs indsats. Mange foreninger og klubber kæmper med adgang til fornuftige lokaler. Somme tider kommer administrative regler på tværs, somme tider er lokalerne i en dårlig stand, somme tider findes de slet ikke. Problemet forstærkes af, at kommunen frasælger ejendomme, som foreningerne holder til i – eller omdisponerer deres anvendelse, så foreningerne kommer i klemme. Vi ser et akut problem i Ribe, hvor de lokaler i Seminariehuset, der er tildelt foreningslivet, er utilstrækkelige, samtidig med at overskydende plads efter en politisk beslutning nu skal bruges til et andet formål. Det er et prisværdigt formål – men det hjælper ikke de foreninger, der måske havde set frem til gode lokaler i det tidligere seminarium.

Problemet er også akut i Gjesing, hvor fritidscentret måske må vige for en mulig udvidelse af Sosu-skolen. Men også andre steder i kommunen kæmper foreningerne med lokaleudfordringer, fra Spandet/Roager til Esbjergs bymidte. Usikkerheden og utilfredsheden i foreningerne er derfor forståelig. Samtidig står kommunens administration med den mildest talt utaknemmelige opgave at forvalte, hvad der reelt er en mangelsituation.

For at tackle problemet, diskuterer byens politikere netop nu en ny strategi for udnyttelse af de kommunale faciliteter. Fritidskulturelt Samråd i Esbjerg Kommune (FKS), som er et høringsberettiget fællesorgan for kommunens folkeoplysende foreninger, har set på udkastet. Planen har efter vor opfattelse gode takter ift. en optimering af udnyttelsen, også selv om det kan betyde, at nogle vil have en længere vej til deres fritidsbeskæftigelse.

Alligevel ser vi problemer i den nye strategi. Det er tanken, at man koncentrerer sig om de eksisterende faciliteter, som man imidlertid gennem påtænkte eller ønskede frasalg må regne med at se skrumpe – uden at man indtænker tilvejebringelse af adækvate erstatningsfaciliteter. Faktisk hedder det eksplicit i forslaget, at ”målet ikke [er] at bygge nye faciliteter til fællesskaber.” Værre endnu er det imidlertid, at man udvikler den nye strategi uden systematisk viden om – og derfor hensyn til – hvilke behov kommunens foreninger rent faktisk har. Planen tager med andre ord afsæt i, hvad kommunen ”har at tilbyde”, ikke hvad den ”burde tilbyde”.

Byens politikere fortjener anerkendelse for deres villighed til at se på kommunens lokalepolitik ift. foreningslivet, men vi finder, at de starter i den forkerte ende og vi frygter, at en i vore øjne forhastet aktionisme på tid vil skærpe den mangelsituation, der allerede hersker.

For en kommune og en by, der vil være kultur- og oplevelsesby, er en sådan visionsløs tilgang til de folkeoplysende foreningers daglige udfordringer forstemmende. Det bør vi kunne gøre bedre. Og ikke kun i et valgår.

Claus Madsen
Næstformand i Fritidskulturelt Samråd i Esbjerg Kommune