MOBILVERSION

29. april 2026

Torbens tanker fra Vandtårnet: – Jeg må have luft for min begejstring for de smukke, grønne øer

En studierejse til Færøerne viser ikke kun storslået natur og udvikling – men også de stærke bånd til Esbjergs fiskeri, uddannelser og fællesskab.

En studierejse til Færøerne viser ikke kun storslået natur og udvikling – men også de stærke bånd til Esbjergs fiskeri, uddannelser og fællesskab.

Denne artikel er mere end 15 dage gammel. Indholdet kan derfor være uaktuelt.

Dette er en klumme. Den er udtryk for skribentens personlige holdning og deles ikke nødvendigvis af EsbjergLiv.dk. Har du også noget på hjerte, kan du sende dit indlæg til [email protected].

Tanker fra Vandtårnet er titlen på Torben Skovs nye, faste klumme.
Torbens tanker fra Vandtårnet er titlen på Torben Skovs faste klumme.

Netop hjemvendt fra en studierejse til Færøerne må jeg have luft for min begejstring for de smukke, grønne øer.

Færøerne består af i alt 18 øer – hver med dramatiske fjelde og en enestående, vild natur. Her bor omkring 55.000 mennesker (estimat 2026) og – måske en anelse overdrevet – tæt på en million får og lam. Overalt ses de græssende dyr på de grønne skråninger året rundt. Hvis jeg var et lam, ville jeg uden tøven ønske at være født på Færøerne – dog med en vis ængstelse, når påsken nærmer sig.

Esbjerg er kendt for at have en af de største færøske kolonier i Danmark uden for København og Aalborg. Det skyldes ikke mindst fiskeriet og de maritime uddannelser i vores by. I Danmark bor der omkring 22.000 færinger – svarende til cirka 40 procent af befolkningen på Færøerne.

Jeg kan kun lovprise jer færinger – både her i Esbjerg og i resten af Danmark – for det samfund, I har skabt på øerne. Færøerne har gennemgået en bemærkelsesværdig udvikling siden begyndelsen af 1900-tallet: fra et relativt isoleret landbrugs- og fiskerisamfund til en moderne eksportøkonomi.

I dag fremstår Færøerne som et velstående samfund – om end stadig en lille og åben økonomi, der naturligt er sårbar over for udsving i fiskeriet og verdensmarkedspriserne. Fisk, primært opdrættede laks, samt rejer og andre fiskeprodukter udgør fortsat mere end 90 procent af eksporten.

Samtidig er turismen i vækst. Kreative initiativer og en stærk fortælling om natur og kultur gør øerne stadig mere attraktive for internationale besøgende.

Jeg ser derfor en lys fremtid for Færøerne – båret af et venligt og imødekommende folkefærd, som i høj grad formår at tage imod turister uden at miste sig selv.

Afslutningsvis vil jeg dele en lille anekdote fra mit besøg.

Kongehuset er særdeles populært på Færøerne – måske endda mere end herhjemme. Under planlægningen af et besøg ønskede Dronning Margrethe at møde en kendt færøsk kunstmaler. Kongehuset tog kontakt, men kunstneren – som var udpræget antimonarkisk – var ikke interesseret.

Efter en kort betænkningstid lød svaret:

– Dronningen er ikke velkommen – men det er Margrethe!

Det siges, at de siden blev gode venner, og at Margrethe flere gange har besøgt kunstneren som privatperson.

En fin og sigende historie.

En stor tak til det færøske folk – og til jer færinger i Esbjerg – for at fastholde et stærkt hjemmestyre i rigsfællesskab med Danmark. En balance, der gavner begge parter.

Én ting er sikkert: Jeg vil fremover varmt anbefale Færøerne som et spændende og anderledes rejsemål.

Mit næste besøg på de grønne øer er allerede under planlægning.

Del artiklen