Her skulle have ligget en fodboldbane

I anledning af, at Danmarksgades Skole muligvis skal flyttes, saneres og sikkert i sidste ende laves om til luksuslejligheder, kigger redaktøren tilbage på sin egen skoletid – med bl.a. linealsvirp, skolegårdsslagsmål og ture til stadion med en dieselstinkende gammel bus.

Der er vel næppe ret meget, der præger én som folkeskoletiden. Især ikke, når man som jeg tilbragte hele 11 år – fra 0. til og med 10. klasse – på én af slagsen – i firkanten mellem Danmarksgade og Norgesgade, et stenkast fra Torvet og gågaden og alt det andet.

Få gange har jeg været inde i ‘fængselsgården’ bag den høje gitterport – med pigge for oven – igen, siden jeg forlod den en junidag i 1999 efter det fedeste skoleår nogensinde i den frivillige 10.-klasse. Muligvis af frygt for at blive overvældet af et svirp af minder og melankoli …

Blive ramt af et fysisk svirp fra den meterlange tavlelineal kunne man til gengæld også blive på Danmarksgades Skole midt i 90’erne – næsten 30 år efter, at den slags ellers blev forbudt ved lov.

Oftest var det musiklærer Troels Sørensen, der var hurtig til at give en tur i skammekrogen – med dertilhørende lettere korporlig afstraffelse. Straf-repertoiret var dog næsten lige så begrænset som det faglige indhold i musiktimerne, hvor vi time ind og time ud sad i tre lige, lange rækker og sang for maestroen, der boksede akkorder i et klaver, som der vist aldrig havde været budget til at få stemt.

Også andre af de mandlige lærere lod sig fra tid til anden tirre. Ikke mindst en vikar, der direkte truede os med tæsk, hvis han mødte os uden for skoletiden. Andre trillede bare bussemænd og faldt i søvn. I hvert fald Hr. Larsen: En overlærer af den helt gamle skole, der hver dag troligt troppede op i sit stiveste puds – jakke, skjorte og slips – som dog nok havde været mere stift, da det årtier forinden var blevet erhvervet omme hos Gladbjerg.

Kaldte man Hr. Larsen ved fornavn, Leon, var chancen for at få hans opmærksomhed lig nul. Hr. Larsens slags var der dog få tilbage af i min tid. De fleste andre lærere var unge; forholdsvist nyuddannede (hvoraf flere vist var kærester på kryds og tværs fra tid til anden). Blandt andet min dansklærer på de første seks rigtige klassetrin – efter det et år lange, bløde introforløb, der primært foregik med leg og på skødet af den søde børnehaveklasselærer Rigmor Blom(kål). Dansklæreren var i øvrigt – vistnok – uddannet med matematik som hovedfag og kunne ikke sætte korrekte kommaer. Det lærte vi så aldrig rigtigt – og at det såkaldt nye komma både blev indført og udfaset i perioden, gjorde det heller ikke lettere.

De endeløse rivalopgør i skolegården, slåskampene i sandkassen – nogle gange med ret alvorlige udfald, hvor skadestuebesøg, løse tænder og blodig udgang næsten var hverdagskost i en midtbyskole med flest elever fra arbejderklassen og ned, besøgene hos Bager Max i Torvegade for at hente en halv kanelstang til den overkommelige pris af 12,50 kroner, og turene med Lundbergs Turistfart hørte til de tilbagevendende ritualer igennem årene. Men nogle stikker ud. Som fx dengang, da bagruden faldt ud af Lundbergs oldgamle dieselhakker midt under den ugentlige transport i sommerperioden til stadion på Gl. Vardevej, hvor vi af praktiske årsager måtte ud, da Danmarksgades Skole ikke selv havde udendørs idrætsfaciliteter. Det var rart med lidt frisk luft, men da en ny bagrude blev monteret – med gaffatape(!) – kunne man igen føle, at man var blive kvalt i dieselosen inde i kabinen. Tjah, det var en anden tid, og Kai-Aage Lundbergs bus var billig i drift.

I femte klasse fik jeg en ikke ubetydelig indsigt i livet som pamper – med alle de fordele, som den slags bringer. Begyndelsen på et nyt skoleår var lig med et par dages hyttetur for det nyvalgte elevråd, som jeg kom til at sidde i igennem flere år. Man slap altså for et par møjsommelige skoledage og fik samtidigt muligheden for at rende rundt og spille vigtig, når man kom tilbage igen.

Hytteturen lærte os nu også noget om demokratisk arbejde. Blandt andet skulle vi udarbejde en liste over ønsker til udviklingen på/af skolen, som vi med ungdommeligt overmod forventede, at bestyrelsen straks ville indfri. Jeg var med i delegationen, som efter hjemkomsten med en af Lundbergs førnævnte, sagnomspundne busser gik sporenstregs op til direktøren, på det tidspunkt Jørgen Kragh, og fremlagde vores ønsker. For han var jo den, som ‘ejede’ skolen og dermed bestemte over pengene.

Vi blev snart klogere. Den fodboldbane, vi ville have anlagt på parkeringspladsen i Danmarksgade, blev trods ønsket gennem hele min elevrådstid aldrig nogensinde realiseret. For fem år siden blev et p-hus i stedet indviet i flere etager. Sådan kan det gå, og dét siger måske en del om, at trods sunde og gode intentioner om at skabe en grøn, rekreativ by ender det ofte med det stik modsatte: flere og flere biler; mere beton/stål og mere forurening. Smukt.

I forbindelse med lejrskoleturen med skonnerten Fulton i 8. klasse kom vores nye klasselærer Porno-Poul (der var ingen dybere mening med det øgenavn, det var bare et godt bogstavrim) i overført betydning ud på dybt vand for at have skaffet sponsorater fra private virksomheder, uha-uha! Dét var uhørt i et socialdemokratisk samfund, der for bare 30 år siden var langt mindre markedsorienteret og kapitalistisk end i dag. Selvom sejlturen helt sikkert er blandt de mest mindeværdige oplevelser fra skoletiden og forløb planmæssigt med påmønstring på Sydfyn, besøg på Endelave og andre sjove steder og afmønstring i Roskilde, hvorfra hjemturen gik over den splinternye Storebæltsbro, endte også denne i ragnarok, da nogle af pigerne fra klassen undervejs var begyndt at kæresterere med de småkriminelle, nogenlunde jævnaldrende drenge, der sejlede med på skibet for at blive afrettet og komme på ret køl. Her måtte stakkels Poul ud i endnu en orkan helt alene på åbent hav – denne gang for at stå til regnskab over for pigernes forældre, der efter lejrskolen var begyndt at finde kærestebreve i postkasserne. Det her var før e-mailen og mobiltelefonens tid.

Jeg husker Danmarksgades Skole på godt og ondt, sådan som det var for mig, men har først og fremmest mange positive minder. Minder om mange ophold på feriekolonien Rendbjerg og minder om venskaberne, fjendskaberne og alle de kaotiske børnefødselsdage. Det har ikke så meget at gøre med en folkeskoles beliggenhed, fysiske karakter eller navn at gøre. Men for mig vil netop Danmarksgades Skole midt i byen naturligvis altid være lige netop dén skole, hvor jeg voksede op. Derfor gav det bestemt også en lille klump i halsen at erfare, at skolen sandsynligvis skal lukkes og sikkert laves om til luksuslejligheder.

Rent arkitektonisk er skolen et sammensurium af nyt og gammelt. Og dengang var det bare fedest, hvis man fik klasseværelse (og man fik som regel et nyt hvert år) i den nyere klodsbygning ud mod Danmarksgade. Her var i øvrigt ret moderne faciliteter med “filmslokale” (med “s”, som vores dansklærer i 7.-9., Jørgen Tambour, altid sagde!) og både sundheds- og tandlægeklinik oppe under taget. (Lige den etage kom man så i øvrigt helst ikke på frivilligt …)

Omme i Vestgården, der mundede ud i Norgesgade, var der cykelparkering og læskur til rygerne. Og ja, man måtte ryge, når man gik i 7. klasse – og man måtte også forlade skolens matrikel i frikvartererne. Begge dele var jeg i øvrigt med til at få sænket, så det allerede fra 6. klasse blev muligt med frihed og røg imellem timerne – hvis bare forældrene gav lov via en underskrift på en talon. I 10. klasse glemte vi ind imellem at komme tilbage, mår vi i 10-frikvarteret gik ud – Lygten omme i Skolegade havde happy hour fra 10 til 12 – vi havde ofte matematik på skemaet – og fik så lige en pizzaslice fra Babylon på vej tilbage i skole. Dengang behøvede man bare at svare ja til, at man da såmænd var 18, når man gik på værtshus, og så var der serveret. På mange måder var der jo en grund til, at karakteren i matematik ikke blev så prangende …

I de fine, oprindelige murstensbygninger med de tårnlignende karnapper fandtes et – dengang – nyere biologilokale med et ægte skelet, fysiklokale og hjemkundskabslokale med otte flotte “køkken-øer”, som det hedder på ejendomsmæglerdansk anno 2025. Bygningen med den gamle (drengenes) gymnastiksal var sågar tegnet af C.H. Clausen, men blev i 1970’eene kluntet bygget sammen med en moderne del indeholdende frugtbod/mælkeudlevering og pigegymnastiksal med udtræksscene, hvor alle sociale aktiviteter for forældre samt skriftlige eksaminer foregik. For oven fandt man her både metal- og træsløjdlokaler, der dog – ligesom film(s)lokalet i øvrigt – med tiden blev nedlagt pga. pladsmangel og omdannet til klasseværelser.

Ved at nedlægge Danmarksgades Skole – byens klart ældste aktive folkeskole – fjerner man selvsagt et stykke Esbjerg-historie, hvor mange esbjergensiske børn igennem mere end 125 år er blevet begejstret og banket, dannet og dygtiggjort. Heriblandt Finn Nørbygaard, som i min skoletid var tilbage på skolen for at donere et års forbrug af tavlekridt. Leif Panduro arbejdede på skolen som tandlæge en overgang, og lægen Richard Malmros – far til filminstruktøren Nils Malmros – bevarede livet igennem sin kærlighed til den gamle skole i fødebyen Esbjerg. Digteren Per Højholt har gået på skolen – og hans far var lærer her. Ankersen-brødrene har sendt et utal af livsvigtige scoringer ind i de små metalmål, der sikkert står i skolegården endnu i dag.

Jeg selv vil nok også, inden det er for sent – og med forlov – tage en sidste tur op og ned ad de brede trapper i C-, D-, og E-opgangen, hvor der efter sigende hverken er skiftet gulvbelægning eller gelændere (dem med knopper på, så man ikke kunne rutsje ned ad dem), siden før jeg blev født – og mindes det hele en sidste gang. Med et ordentligt svirp …

Måske vil jeg med et smil genkalde mig matematik- og fysiklærer O.B.’s morbide, ondskabsfulde – vil nogen sige – og sarkastiske humor: “Ka’ I ik’ gå uj og lege uje å æ modorvej, hvis I ik’ ka’ sit’ stille?” … Eller da løsningen på en matematikopgave i 10. klasse lød på, at vi fx kunne røve 10.000 kroner i en døgnkiosk. Opgaven blev stillet dagen efter, at Maja fra klassen som ekspedient i Felix-kiosken på Gl. Vardevej netop var blevet udsat for væbnet røveri, så særlig sensitivt var det ikke ligefrem. Også tyrkeren i klassen blev inddraget konkret i regnestykkerne, da svaret på spørgsmålet om, hvor stort et halvt hul er, var, at det kun er tyrkere, der graver halve huller.

Skolen består af tusindevis af røde mursten, men det er sgu måske egentlig meget godt, at de ikke kan tale …

Man var sådan overordnet set altså ikke så sarte på skolen, lang tid før der var noget, der hed Aula og woke og curling-forældre. Der var sgu ikke så meget gruppeterapi-pis og rundkredspædagogik. Dét tror jeg egentlig, at jeg lærte noget af – også indimellem på den lidt hårde, kontante måde, set med nutidige øjne. Og det er måske den vigtigste lære, jeg tog med fra min tid på en gammel skole, der måske snart forsvinder? Men på mange måder er det faktisk lidt vildt, hvad der kunne foregå, uden at nogen for alvor greb ind eller at forældre for alvor blev forargede.

PS: Jeg har slet ikke fået nævnt Jørgen Broch, som var min matematiklærer i de små klasser og skolebibliotekar gennem flere årtier – og i øvrigt sideløbende pionér og formand for kunstmuseet. En pertentlig og ordentlig mand, skrevet i bedste mening, der godt kunne lide, at der var styr på tingene, og at der var system i dem. Så da han på et tidspunkt fik indført et moderne computersystem med stregkoder og en håndscanner, var det ikke kun bøgerne, der fik stregkoder på – det var faktisk nærmest alt. Havde man kunnet sætte stregkoder på blyanter, havde de nok også fået sådan en. Men i hvert fald har Jørgen – i skolebladet Pennerytteren mellem 2002 og 2006 – skrevet fyldestgørende artikler om Danmarksgades Skole lange historie flankeret af historiske fakta. De er siden genudgivet i en Facebook-gruppe, hvor man kan fortsat kan læse dem.