Forfatter og klummeskribent Henrik List funderer over, hvordan hans liv mon KUNNE have formet sig, hvis han havde fulgt sine dagdrømme …
”Jeg skulle have været taxachauffør”, skrev Dan Turèll i et noir-romantisk digt – om at cruise søvngængersikkert gennem storbyens mørke, regnvåde, neonspejlende gader ”med én finger på rattet” …
Onkel Danny voksede op i et rækkehus i en forstad til København. Jeg blev født i en lejlighed på første sal i Vesterbyen i Esbjerg, halvanden kilometer i mågeflugtslinje fra en af landets største havne, og bor nu sågar endnu tættere på den. Selvom jeg dog er rykket op på anden sal i en boligblok ikke så langt fra barndomshjemmet.
Derfor er det vel heller ikke underligt, at mine drengerøvsromantiske dagdrømme snarere har været rettet imod det maritime. Eksempelvis når jeg som teenager sad på en mole, bunker eller pullert og så kuttere, Englandsfærger og store, internationale skibe sejle slowmotion-langsomt ud forbi Fanø …
Ja, jeg skulle have været sømand og haft en pige i hver en havn. Jeg skulle have været kaptajn eller styrmand, navigerende tværs over de syv verdenshave … med én finger på roret, blus på merskumspiben og skipperkasketten listigt på sned!
Min morfar malede kuttere på havnen hele sit liv; min far var tolder dernede i 40 år; et tredje familiemedlem sejlede på langfart indtil pensionen. Jeg beundrede sidstnævntes falmede, blålige tatoveringer og elskede at lytte til hans politisk ukorrekte sørøverhistorier om afrikanske pirater i Guineabugten, ludere på havnebulerne i Bangkok og ture ind mod Mørkets Hjerte på Amazonfloden …
I min barndom i slutningen af 1960’erne og starten af 70’erne blev det normalt at tage med charterfly til Mallorca, men rigtigt fjerne, eksotiske destinationer var det som almindeligt menneske dengang kun muligt at opleve som sømand.
Man vidste som vesterbydreng fra naboer og slægtninge, at det var hårdt, beskidt og farligt arbejde at være fisker, og dét trak sgu aldrig i mig, hvis jeg skal være ærlig. Hvad ekkoet af ”pagajens dunken fra Rangoon til Mandalay” derimod gjorde, om end jeg pinligt nok siden hverken har lært at bruge en sekstant, binde et råbåndsknob eller sejle så meget som en optimistjolle.
I dag er der ikke megen romantik over en havn som Esbjergs, hvor de fleste arealer er afspærret med bomme og NATO-hegn. Det er der heller ikke over computerstyrede containerskibe, der kortvarigt lægger til på reden ud for moderne, industrielle havne langt fra metropolernes centre, uden at søfolkene når at komme i land. Eller så meget som i nærheden af en lusket, tilrøget havneknejpe med billig sprut og frække damer .,..
Derfor var det også som at stige ombord på en gyngende skonnert af en tidsmaskine, da jeg for nylig var til åbent hus i Marineforeningen i den gamle, halvtomme fiskerihavn, hvor over 600 kuttere i sin tid lå side om side i bassinet.
Normalt er der nemlig kun adgang for medlemmer, og disse skal vist helst have været i søværnet eller handelsflåden. For en bolværksmatros var det således ét langt flashback til over 50 års dagdrømme at træde ind i denne hule af nautiske minder og souvenirs: To etager proppet med ror, kikkerter, kompasser, sabler, redningskranse, radio- og telegrafiudstyr, orlogsuniformer, matroshatte og kaptajnskasketter, billeder af skønne skuder samt fine flaskeskibe og skibsmodeller. En samling, der får selv den tilsvarende inde på Sydvesten ved siden af til at blegne.
LÆS OGSÅ: Henne om hjørnet – i Havnebyen
Jeg er blevet gammel nok til at erkende mine begrænsninger, og ligesom Onkel Danny i sit digt skrev, at han må blive taxachauffør i sit næste liv, er det nok for sent for en landkrabbe som mig at blive nogen Kaptajn Haddock i denne inkarnation.
Men hvem ved? Måske vinder jeg en dag i Lotto og får råd til en lille båd med motor, så jeg kan stævne ud fra kysten med skipperkasketten på og piben i kæften? Indtil da må jeg – som den desillusionerede kontormand i Osvald Helmuths smukt melankolske sang ”Havnen” – nøjes med at slentre en tur langs NATO-hegnene, ryge en smøg for enden af en mole og kigge længselsfuldt ud over det store blå …
For ”derude et sted bag ved molen/ligger verden og livet og solen./Men hvem her i verden får alt, hvad han ka’ li’?/Så’n tænker jeg altid, når dagen er forbi.”
Denne klumme har i en lidt anden udgave tidligere været bragt i Avisen Danmark.
Anledningen til at bringe ovenstående klumme er, at esbjergenserne atter har haft fornøjelsen af Fulton, som mange har været ude at sejle med i de seneste par uger, mens skonnerten har ligget til kaj i Esbjerg. Fulton er nu sejlet videre til beddingen i Hvide Sande.
Fulton af Marstal har siden 2017 haft et helt særligt bånd til Esbjerg, da man i samarbejde med Lauritzen Fonden og Esbjerg Kommune har indgået et særligt samarbejde, hvor unge, som bøvler lidt med livet, kan komme i et forløb under Fulton-stiftelsen under navnet “Esbjerg-matroser”.
Fakta: Sejlende søfartshistorie
At sejle et skib, som skonnerten Fulton, føles som en rejse i tid. Ombord er søfartshistorien nærværende og relevant. Når man står på dækket, er det svært ikke at lade fantasien vandre og forstille sig, hvordan det har været at leve, sejle og arbejde til søs for over 100 år siden.
Sejlskibe som Fulton fragtede i 1800-tallet og først i 1900-tallet gods i store dele af verden. Dansk søfart i dag bygger på det sømandsskab, som blev skabt i disse skibe. Tusinder af søfolk på langfart levede og arbejdede i de små træskibe under primitive forhold i al slags vejr.
Skipper Mogens Frohn var i mange år synonym med Fulton og den socialpædagogiske virksomhed, der pågik på skonnerten, hvor uafrettede unge mænd kom om bord og arbejdede side om side med den faste besætning.
Fulton har også været anvendt til lejrskoleophold for folkeskoleklasser i sommerhalvåret siden 1970.
