MOBILVERSION

19. december 2025

Hjem til Esbjerg – og videre frem: Glenna rykker ind i egne rammer

Efter mere end 15 år i Tyskland og en rejse gennem iværksættermiljøet har Glenna Nielsen fundet sin plads. Pr. 1. januar 2026 åbner hun eget FruSEO-kontor i Esbjerg.

Efter mere end 15 år i Tyskland og en rejse gennem iværksættermiljøet har Glenna Nielsen fundet sin plads. Pr. 1. januar 2026 åbner hun eget FruSEO-kontor i Esbjerg.

Denne artikel er mere end 15 dage gammel. Indholdet kan derfor være uaktuelt.

Efter mere end 15 år i Tyskland og en rejse gennem iværksættermiljøet har Glenna Nielsen fundet sin plads. Pr. 1. januar 2026 åbner hun eget FruSEO-kontor i Esbjerg.

Hvor gemmer man et lig? På side 2 i Google – for dér kigger ingen.

SEO-vitsen er gammel i branchen, men den rammer meget præcist essensen af søgemaskineoptimering: Er din virksomhed ikke synlig i søgeresultaterne, eksisterer den reelt ikke online.

SEO – Search Engine Optimization – handler kort sagt om at gøre hjemmesider mere synlige i søgemaskiner som Google, Bing og Yahoo. Det er netop det felt, Glenna Nielsen har specialiseret sig i.

Hun er bedst kendt under navnet FruSEO, og hendes SEO-bureau har de seneste år udviklet sig til en markant spiller inden for synlighed i det sydjyske erhvervsliv.

Nu tager hun næste skridt i virksomhedens udvikling. Pr. 1. januar 2026 åbner FruSEO sit eget kontor i kontorfællesskabet på Vestkraftgade i Esbjerg.

Marketing er mange ting

– Jeg er egentlig fra Esbjerg, men har boet i Tyskland i over 15 år. Da jeg vendte hjem til Danmark, stod jeg over for at skulle finde en ny retning i mit arbejdsliv – og den fandt jeg inden for international marketing, fortæller Glenna Nielsen.

Undervejs blev SEO hendes primære fokus – et fagområde, hvor der endnu ikke findes en egentlig formel uddannelse.

– Jeg har taget alle de kurser – både fysiske og online – jeg kunne finde, brugt Googles egne materialer og lært resten gennem praksis. SEO er et fag, der konstant forandrer sig, så man er nødt til at være nysgerrig og lære hele tiden.

I 2023 stiftede hun FruSEO med et klart mål: at blive den foretrukne SEO-konsulent for B2B-virksomheder i Syddanmark. I opstartsfasen hentede hun sparring hos Riggen, iværksætterhuset under Esbjerg Business.

– Riggen var min kravlegård. Det er et fantastisk sted for nystartede virksomheder, og jeg lærte enormt meget om at komme godt fra start – viden, jeg i dag også bruger aktivt i arbejdet med mine kunder.

Tysk er en efterspurgt vare

Glenna opdagede hurtigt, at hendes mange år i Tyskland var en klar konkurrencefordel – især for danske virksomheder med ambitioner på de tysktalende markeder.

– Tysk er ikke bare noget, man smider i Google Translate og lægger direkte på en hjemmeside. Risikoen er, at teksten virker utroværdig eller useriøs – og så er man færdig, før man er kommet i gang.

Selvom Tyskland er Danmarks nærmeste nabo, er både forretningskultur, organisationsformer og tiltaleformer markant anderledes.

– Det skal man tage højde for, hvis man vil tages seriøst. Her har jeg en klar fordel, og derfor har jeg udvidet FruSEO til også at tilbyde oversættelser til både tysk og engelsk. Det er en naturlig forlængelse af mit SEO-arbejde.

Fra iværksættermiljø til mere etablerede rammer

Efter et år på Riggen – og senere som en del af Brinchs Hus, et mere formaliseret iværksættermiljø for soloselvstændige i Esbjerg – er tiden nu kommet til næste fase.

FruSEO flytter ind i kontorfællesskabet på Vestkraftgade, hvor etablerede aktører som Reccura, ProAssign og 3F allerede har til huse.

– Jeg glæder mig til at blive en del af et større fællesskab og få nye faciliteter. Jeg er nået dertil, hvor jeg har brug for mit eget kontor for at få arbejdsro – men FruSEO er stadig ikke så voksen, at hun kan stå helt alene. Relationer er vigtige for mig, og så er det jo rart med kolleger dør om dør.

AI er et værktøj – ikke en erstatning

Kunstig intelligens fylder stadig mere i SEO- og marketingbranchen, men hos FruSEO er teknologien et supplement – ikke en erstatning.

– AI er blevet en rigtig god assistent, og den kan meget. Men den har ikke min popcorn-hjerne, griner Glenna.

– Jeg har erfaring fra mange forskellige brancher og jobtyper og er god til hurtigt at sætte mig ind i nye forretninger. Det er ofte dét, der gør forskellen på en flad, AI-genereret tekst og en skræddersyet tekst med fingerspitzengefühl og nerve.

SEO er ikke sort magi

– Jeg kan godt lide udfordringer, og her passer SEO perfekt til mig. Mange synes, det er svært at forstå, fordi SEO ikke er noget, man kan quick-fixe. Det er et langt, sejt træk, som handler om sund fornuft og om at forstå, hvordan søgemaskinernes algoritmer arbejder.

– Det er ikke sort magi – men det kan være uoverskueligt, især hvis man i forvejen har mange andre opgaver på sit bord. Her kan det give god mening at tage fat i én specialist, afslutter Glenna Nielsen.

Del artiklen