MOBILVERSION
Logrende haler klar til tjeneste: 20 nye besøgshunde bestod prøven
Plejecenter Østergården i Gørding dannede rammen om optagelsesprøve til TrygFondens besøgshundekorps. 20 nye hundeteams er nu klar til at sprede glæde på plejehjem.
Plejecenter Østergården i Gørding dannede rammen om optagelsesprøve til TrygFondens besøgshundekorps. 20 nye hundeteams er nu klar til at sprede glæde på plejehjem.
Måske læste du med, da vi for nyligt skrev en artikel om Stephanie og hunden Cody, der spreder glæde på plejehjemmet i Tarp. Nu er det lokale korps af besøgshunde udvidet med endnu en snes.
I starten af februar blev Plejecenter Østergården i de østligste del af kommunen – i Gørding – nemlig fyldt med logrende haler og forventningsfulde hundeejere. TrygFonden afholdt nemlig optagelsesprøve for nye besøgshundeteams, som fremover skal skabe glæde og gode minder på plejehjem og i plejeboliger som en del af TrygFondens besøgshundekorps.
For at blive optaget skulle hundene gennem både sundhedsundersøgelse og adfærdstest. Det er afgørende, at de trives i rollen som besøgshunde og kan håndtere mødet med beboere i ofte sårbare situationer. Samtidig var hundeejerne til samtale med TrygFondens personale, så de er godt klædt på til opgaven som frivillige.
Resultatet blev, at 20 ud af 22 fremmødte hunde og deres ejere blev godkendt – og nu kan kalde sig en del af korpset.
Omsorg, nærvær og livskvalitet
TrygFonden har i dag knap 600 besøgshundeteams, der besøger plejeboliger over hele landet. Med omkring 800 plejehjem i Danmark er behovet fortsat stort, og derfor vækker nye frivillige glæde.
– Livskvalitet er kernen i besøgshundekorpsets arbejde. Hundene giver både omsorg, nærvær og noget at samles om. Samtidig giver det beboernes pårørende tryghed at vide, at deres kære får gode oplevelser i hverdagen. Besøgene betyder også meget for besøgshundeejerne selv, som oplever stor mening med indsatsen, siger Galina Plesner, projektchef i TrygFonden.
Fakta: TrygFonden Besøgshunde






























