Inge Ellegaards Billeddomino er et spil af farver og figurer, hvor gentagelse skaber forandring. Motiver forskydes, spejles og opløses, mens beskueren glider fra billede til billede – fanget i kunstens rytmiske bevægelse.
Indrømmet: Jeg føler mig aldrig rigtig helt på hjemmebane, når jeg skal skrive om en kunstudstilling. Til nød kan man måske snakke lidt med, når man står der til ferniseringen med et glas boblevand i hånden, men at skulle forsøge at skrive noget kunstfagligt fornuftigt om oplevelsen er straks mere blottende.
Men så er det jo rart, når museumsdirektør Inge Merete Kjeldgaard så betryggende siger noget i stil med, at god kunst er noget, der rammer noget i beskueren, uanset hvem man er (underforstået: hvilke forudsætninger man har). Så jeg kan jo begynde med at stille mig selv spørgsmålet: Ramte udstillingen noget i mig?
Efter første gennemgang vil jeg sige, at den overvældede mig.
Og det på trods af, at sidst jeg var her, hang Mathias Malling Mortensens meterstore papirklip ned fra loftet og brød rummene på en mere eksperimenterende og uforudsigelig facon. Her er den nye udstilling på det tekniske, lavpraktiske plan langt mere traditionel. Der hænger skilderier på en væg – værsgo’. Baggrundsfarverne på væggene og rækkefølgen af malerier er dog næppe helt tilfældig …
Mange af værkerne er kæmpe store og gigantiske. Væggene i de enkelte udstillingsrum er (som altid) malet i forskellige baggrundsfarver, hvor særligt det pink rum lige får en til at studse; er vi i Barbie-land?
Når man går på kunstudstilling, bør man også give sig tid til at gå på opdagelse i motiverne – det ville jo i hvert fald være spild af entrébillet bare at gå forbi dem … Noget kunst kræver mere tålmodighed end andet. Noget virker langt mere umiddelbart ved første øjekast.
Med udstillingen Billeddomino gør Esbjerg Kunstmuseum plads til en af dansk kunsts mere legesyge og kompromisløse malere, Inge Ellegaard. Motivet (Trilogi med støvsugere III fra 1996-’97), som museet har brugt i markedsføringen af udstillingen, er muligvis noget af det mest kendetegnende ved malerinden, men hendes produktion byder på mange andre stilarter, der er knapt så minimalistiske og naive, ville de kunstkloge nok sige.
Efter at have været vist på Sorø Kunstmuseum for ganske nyligt er det nu Esbjergs tur til at udforske Ellegaards billedverden, hvor vildskab og stringens går hånd i hånd.
Sent fredag eftermiddag blev udstillingen ferniseret med en introduktion ved museumsdirektør Inge Merete Kjeldgaard. Og som hun sagde, så er der en vis tryghed i at kunne præsentere en udstilling, der på forhånd er blevet anmelderrost.
Inge Ellegaard, der døde som bare 57-årig i 2010, var en del af 1980’ernes ‘Unge Vilde’ og har efterladt sig en arv fra et virke, der kombinerer det ekspressive og det systematiske, har jeg læst mig til. Billeddomino er en præsentation af hendes karakteristiske billedsprog: blomster, tern, grids, flyvemaskiner og støvsugere, der svæver i et flimrende sammensurium af farver og former.
Titlen Billeddomino giver god mening. Som et domino-spil griber malerierne fat i hinanden, hvor motiverne genbruges og muterer fra værk til værk. Igen kan trilogien med Nilfisk-støvsugerne nævnes – eller de tre lyserøde roser, der giver vidt forskellige indtryk, selvom hovedmotivet er ens på tre kvadratiske værker, der gemmer sig i et af udstillingens bagerste rum. Det skaber en fornemmelse af leg, men også af uafsluttet orden, hvor princip og kaos ikke modarbejder, men supplerer hinanden. Drillende, vil jeg kalde det overordnede indtryk.
Farvepaletten er dristig, ofte med et drillesygt twist, hvor kraftige kontraster møder minutiøst opstillede kompositioner. Et af de værker, der virkede allerstærkest på mig, var et af de allermest umiddelbart simple; et menneskehøjt højkantsbillede med lige, udelukkende vertikale, grønne og røde linjer fra bund til top på hvid baggrund. Man kan vel sige, at Ellegaards kunst på én gang er både stringent og vild, systematisk og anarkistisk. Måske de lige linjer driller mig, fordi jeg forventede endnu et grid; hvor er de horisontale streger nu pludseligt blevet af?
Som et væv af farver og figurer slynger Inge Ellegaards Billeddomino sig gennem rummet – et spil mellem gentagelse og variation, hvor hvert værk er et ekko af det forrige og en skygge af det næste. Blik forvandles til brikker, og beskueren bliver en medspiller i kunstens uforudsigelige bevægelse. Hvad sker der, når vi ser det samme motiv igen – forskudt, spejlet, opløst? Svaret findes i lagene af maling, i linjernes brud og i den summende energi mellem lærrederne. Billedbrikkerne falder lige så stille på plads.
Udstillingen på Esbjerg Kunstmuseum er veltilrettelagt og giver et fornemt indblik i Ellegaards udvikling som kunstner. Hun debuterede i 1976 og udstillede for 41 år siden på samme adresse, da der stod Esbjerg Kunstpavillon på facaden. Derfor giver det god mening med et genbesøg af kunstneren.
Og skal man anvende analysearket fra danskeksamen i folkeskolen, ville man under punktet med perspektivering drage en parallel til kunstmuseets next big thing: Den 4. april er der nok engang indkaldt til fernisering, og her bliver det med noget, de (vilde?) unge anno 2025 er vilde med: Streetart-kunstneren Peter Birk rykker nemlig gadekunsten ind i kunstmuseets hellige haller, hvor Galleri Grisk-medejeren får lov at fylde hele den store kælderetage med en soloudstilling.
For dem, der ikke tidligere har stiftet bekendtskab med Inge Ellegaards kunst, vil det være en berigende oplevelse. Udstillingen er en anbefalelsesværdig oplevelse for alle, der har lyst til at lade sig udfordre af et kalejdoskopisk univers, der aldrig står stille.
Billeddomino kan ses frem til den 31. august i år i Esbjerg Kunstmuseums åbningstid.
