Der er desværre ikke bare tale om ferielukning. Restaurant Sydvestens forpagter er taget under konkursbehandling, og dermed er fremtiden uvis for den kendte restaurant på kajkanten.
Ikke engang halvandet år blev det til for Lasse Bronton Slebsager og hans kone Wicki Dam Slebsager samt søster Anette Bronton Slebsager, der udgør direktionen i Bronton ApS, der har forpagtet Sydvesten i Fiskerihavnsgade 6 siden foråret 2023.
For to dage siden blev ugens menu ellers lagt op på restaurantens Facebook-side som vanligt, men mandag morgen var dørene stænget, hvilket fik flere kunder til at undre sig.
Det samme gentog sig i dag, og der var desværre hverken tale om, at nogen havde sovet over sig eller var gået på uanmeldt ferie.
Kan du li' artiklen? Abonnér på vores nyhedsbrev!
Lasse Bronton Slebsager bekræfter, at der er blevet indgivet konkursbegæring mod selskabet, men at sagen endnu ikke er blevet behandlet af skifteretten.
Af CVR-registret fremgår konkursen derfor heller ikke endnu, ligesom man kan se, at der indtil videre ikke er blevet offentliggjort noget årsregnskab. Det er derfor ikke muligt at få videre indsigt i, hvordan økonomien har set ud i firmaet.
Da Lasse Slebsager & Co. sidste år overtog forpagtningen efter Tom Riber Hansen og Vita Jellesen, som havde drevet stedet i 37 år og fortsat ejer det, sagde man, at man ikke ville lave revolutioner – Sydvesten skulle fortsætte i samme ånd som hidtil.
EsbjergLiv.dk har flere gange besøgt restauranten og har med glæde og selvsyn kunnet konstatere, at såvel de gastronomiske ambitioner, de fysiske rammer og aktiviteterne på stedet havde fået et tiltrængt løft.
Blandt andet har man fokuseret på at højne kvaliteten af råvarerne, som i udpræget grad har været lokale. Et nyt og tilsyneladende populært initiativ har også været de mange koncertaftener, hvor Sydvesten har haft besøg af store navne som Dicte og Juncker – bare for at nævne to.
Ejer Tom Riber Hansen udtaler til dagbladet JydskeVestkysten, at han først blev bekendt med tingenes tilstand mandag aften og selvsagt ikke ved, hvad der skal ske med restauranten.
EsbjergLiv.dk mener i øvrigt, at … det er et stort tab for både byen og havnen, hvis Restaurant Sydvesten lukker permanent. For Sydvesten er ikke blot en herlig restaurant med en historie, der går helt tilbage til 1947, og et levende museum fuld af kutternavneskilte og maritim memorabilia – et mindesmærke for fiskeriets storhedstid. Nej, den er sandelig også et stykke autentisk lokal kulturhistorie, der overgår enhver milliondyr musikfestival eller 117 omgange gøgl i gågaden i betydning for byens sjæl og identitet. Ved selvsyn har vi på EsbjergLiv.dk kunnet konstatere, hvor mange timer og hvor meget hjerteblod, der blev lagt i at drive stedet af de nye forpagtere, og derfor gør det ondt at se, at det desværre ikke var nok. Ser vi bort fra de personlige omkostninger, vil det også være rigtigt fattigt for Esbjerg som helhed, hvis vi mister denne gastro-bastion på havnefronten for bestandigt. Forhåbentligt vil Sydvesten genopstå i en eller anden form.