Læge og sexolog Majken Højrup Wiborg fra Esbjerg hjælper mennesker med at genfinde lysten, forstå kroppen og skabe balance mellem krop, sind og samliv.
For lægen og sexologen Majken Højrup Wiborg handler sundhed ikke kun om tal, prøver og medicin – men om hele mennesket bag.
I hendes klinik i Jyllandsgade i Esbjerg bliver samtalen om seksualitet en naturlig del af sundheden.
– Mange tror, at et besøg hos en sexolog kun handler om sex, men i virkeligheden handler det om sundhed og livskvalitet. Når man tør tage sig selv alvorligt, begynder alt det andet også at falde på plads, siger hun.
Majken H. Wiborg hjælper både mænd og kvinder med alt fra manglende lyst til hormonelle forandringer, smerter ved samleje eller følger efter sygdom og stress. Som læge kan hun tilbyde medicinsk behandling – og som sexolog kan hun skabe et trygt rum til de svære samtaler.
– Det giver mig mulighed for at hjælpe mennesker på flere niveauer – både med refleksion og, ved behov, recepter. Ofte er det netop kombinationen, der gør forskellen, fortæller hun.
Ph.d. i peniskrumning
Hun oplever især, at mange kvinder søger hjælp i forbindelse med overgangsalderen, hvor hormonelle og følelsesmæssige forandringer kan give usikkerhed og påvirke både krop og relationer.
– Under overgangsalderen kan der ske store ændringer i både kroppen og psyken. Når man forstår, hvad der sker hormonelt, og samtidig får redskaber til at håndtere de følelsesmæssige sider, begynder tingene at hænge sammen igen, siger hun.
Samtidig henvender flere mænd sig med Peyronies sygdom – en pludselig krumning af penis – som Majken Højrup Wiborg har forsket i og skrevet ph.d. om.
– Da der stort set ingen offentlige behandlingstilbud findes i den tidlige fase af sygdommen, bliver Klinik for Sexologi et naturligt sted at søge hjælp, fortæller hun.

Fra hospitalsgang til hjerterum
I denne uge markerer hun, at det er et år siden åbningen af Klinik for Sexologi i Esbjerg. På kort tid er klinikken vokset og har nu klienter fra hele landet – og også enkelte fra udlandet via onlinekonsultationer.
– Klinikken vokser stille og roligt, men der er plads til flere – og til mere. For mig handler det også om at bryde tabuer. Seksuel sundhed burde være lige så naturligt at tale om som tandpleje eller blodtryk, siger hun.
Vejen hertil begyndte, da Majken Højrup Wiborg for et år siden lagde arbejdet som urolog (En urolog er en læge, der specialiserer sig i sygdomme i urinvejene hos både mænd og kvinder, samt mandens kønsorganer., red.) bag sig.
Hun elskede faget, men savnede tid til samtalerne og helheden.
– Jeg holdt af mit arbejde som urolog, men jeg ønskede at fordybe mig i samtalerne og arbejde mere helhedsorienteret med seksualitet og trivsel, fortæller hun.
Skiftet fra hospital til egen klinik har krævet både mod og nytænkning.
– At gå fra hospitalsvæsen til egen klinik har været en rejse – både fagligt og menneskeligt. Det er en anden virkelighed at stå alene, men det giver også friheden til at tage den tid, der skal til. Jeg kan møde folk dér, hvor de er, og hjælpe dem med noget, der faktisk ændrer deres liv, siger hun.
Fakta: 3 ting, du skal vide om at gå til sexolog
• Du er ikke alene – langt de fleste oplever seksuelle udfordringer på et tidspunkt i livet
• Seksuelle problemer handler sjældent kun om teknik – krop, tanker og relation hænger sammen
• Det kan føles svært at tage skridtet og tale om noget så personligt, men åbenhed virker – og der er hjælp at hente
Kilde: Majken H. Wiborg, læge og sexolog
Om Klinik for Sexologi
Klinikken åbnede den 1. november 2024 og tilbyder specialiseret behandling og rådgivning inden for blandt andet lyst, nærhed, hormonelle forandringer, smerter ved samleje og andre udfordringer i det intime liv.
Derudover tilbyder klinikken forebyggende forløb for kommende forældre, foredrag og fyraftensmøder om sammenhængen mellem seksualitet, trivsel og arbejdsliv – samt online rådgivning i samarbejde med en gynækologisk klinik.
🔗 Læs mere på www.sexologiesbjerg.dk
Del eller print:
- Click to share on Facebook (Opens in new window) Facebook
- Click to share on LinkedIn (Opens in new window) LinkedIn
- Click to share on X (Opens in new window) X
- Click to share on Threads (Opens in new window) Threads
- Click to email a link to a friend (Opens in new window) Email
- Click to print (Opens in new window) Print

