2025 bød på mere krig, dyre dagligvarer og politisk nedsmeltning i Esbjerg. I denne klumme spørger skribenten, om der alligevel er håb at finde, når vi ser frem mod 2026.

Året 2025, som gik – eller måske snarere gik skævt – har været en prøvelse for mange af os. På godt og ondt. Vi har været vidner til en vedvarende eskalering af krigen mellem Rusland og Ukraine, hvor vi som tv-seere dagligt bombarderes med uhyggelige billeder fra et land, der i stigende grad tæppebombes af den russiske tyran Putin. Det skaber uro og angst – også her hos os i Esbjerg.

Det gør ikke situationen bedre, at USA’s præsident Trump skammeligt har indstillet støtten til Ukraine, både økonomisk og militært. Europa – og dermed Danmark og i mindre skala os borgere i Esbjerg – står nu med aben. Hvis Ukraine falder i russiske, brutale hænder, er det et direkte resultat af manglende opbakning. Men hvor længe kan vi blive ved med at betale prisen? En analyse viser, at selv hvis krigen stoppede her og nu, vil genopbygningen af Ukraine koste omkring 3.300 milliarder kroner. Spørgsmålet er: Hvem skal betale – og hvorfor?

Der er desværre mange andre forhold fra 2025, som giver os esbjergensere dybe panderynker. Tag blot fødevarepriserne. Oksekød og kaffe er steget voldsomt. Børnefamilier og mindre bemidlede husholdninger må vende hver krone, og for nogle føles selv en omgang spaghetti med kødsovs som en luksus – også i Esbjerg.

Smør var ganske vist på tilbud her op mod jul: 8,95 kroner for en pakke Lurpak mod en normalpris på 32,95 kroner, vist endda endnu billigere enkelte steder. Det siger mig én ting: Arla må tjene en regulær bondegård på deres smør. Kunne vi borgere starte en regulær shitstorm mod smørproducenterne? Jeg spørger bare. Måske endda med udgangspunkt her i Esbjerg.

Det paradoksale er, at inflationen faktisk er kommet under kontrol. Den ligger aktuelt på omkring 2,1 procent målt via forbrugerprisindekset. Alligevel oplever mange danskere sig hårdt ramt – især når det gælder dagligvarer.

En ny levevilkårsundersøgelse fra Danmarks Statistik viser, at hver ottende dansker – 12 procent af befolkningen – har svært ved at få pengene til at slå til. Det er dybt bekymrende i et land, der ynder at kalde sig et velfærdssamfund. I Esbjerg svarer det til omkring 13.000 borgere, hvis økonomiske situation truer deres livstilfredshed alvorligt.

Økonomi og livstilfredshed er ganske enkelt tro følgesvende.

Lokalt set vil jeg vove den påstand, at den største begivenhed i 2025 har været Socialdemokratiets nedsmeltning i Esbjerg. Byrådsgruppen har i en uset grad formået at skabe intern splid og uro, der har gjort partiet til grin. Resultatet er, at Socialdemokratiet i de kommende fire år står uden reel indflydelse – og flere valgte er sat uden for poster og bestyrelsesstole med pæne honorarer. Et ikke just kønt scenarie. Et lokalt parti i total rundforvirring, uden klare planer eller visioner, hvor interne magtkampe langsomt æder partiet indefra.

Trods alle disse bekymringer må vi alligevel rette blikket fremad mod nytåret 2026 – og forsøge at tænke positivt.

Vi bor i Danmark. Et lille land med knap seks millioner indbyggere – men et forbandet dygtigt land. Vi burde være dybt taknemmelige for, at vi er født her og ikke i Somalia eller Rusland. Vi lever i et levende demokrati, hvor ytringsfrihed er en selvfølge, og hvor vi har mulighed for at udvikle os og forme vores eget liv, hvis viljen er der.

Vi har en stærk samfundsøkonomi, solide danske virksomheder med global gennemslagskraft og dygtige mennesker inden for håndværk, erhvervsliv, sport og innovation. Det er noget at være stolt af.

Jeg har næsten lyst til at løbe ned ad gaden med Dannebrog hævet højt for at hylde os danskere – for vores indsats globalt, nationalt og lokalt.

Klap hinanden på skulderen. Vi er et dygtigt folkefærd. Og det skal nok gå – også i det nye år.

Jeg ønsker jer alle et forhåbentligt godt nytår 2026 med fremgang og glæde.
Trods en verden i uro og kaos.