MOBILVERSION
Torbens Tanker fra Vandtårnet: Julen varer længe, koster mange penge
I en tid, hvor julehandlen buldrer derudad, pakkerne hober sig op og presset stiger for familier med stram økonomi, minder december os om både overflodens pris og julens egentlige budskab.
I en tid, hvor julehandlen buldrer derudad, pakkerne hober sig op og presset stiger for familier med stram økonomi, minder december os om både overflodens pris og julens egentlige budskab.
I en tid, hvor julehandlen buldrer derudad, pakkerne hober sig op og presset stiger for familier med stram økonomi, minder december os om både overflodens pris og julens egentlige budskab.
I denne her halvkolde, våde juletid er der stort fokus på køb, køb og atter køb. Mange butikker ser juleindkøbene som en redning. Der skal ganske enkelt en stor juleomsætning i kassen for at være i live i det nye år.
Der er ikke det samme handelsliv på gader og stræder som for år tilbage – hverken generelt eller her i vor egen by – trods ihærdig og flot indsats for at skabe liv, lys og hygge for store og små.
Black Friday blev afholdt i et hæsblæsende tempo, hvor dankortet nærmest glødede, og kontanterne føg afsted. Det skønnes, at forbruget på det amerikanske misfoster af en dag – black friday – beløb sig til enorme 3,4 milliarder kroner.
Det meste af forbruget skete dog ikke i byens fysiske butikker. Køb over nettet har taget teten. Prøv at gå ind i en butik, hvor de har kontrakt med de store pakkeleverandører som GLS med flere. Du er jo nærmest ved at falde over pakker i butikslokalet. Pakkeleverandørerne soler sig i den nye købsadfærd. De oplever kæmpe overskud og vækst.
Der er desværre mange, som ikke har overskud – hverken på kontoen eller i livet. I Esbjerg – ligesom i hele landet – er tendensen, at flere børnefamilier ansøger om julehjælp fra blandt andre Kirkens Korshær eller Frelsens Hær. Stor respekt til jer, som forsøger at hjælpe familier i økonomisk nød her i den søde juletid, hvor vi, som har råd til det, begaver hinanden til overflod. Det er jo lige før, juletræet vælter under alle de enorme antal gaver under træet.
Julehygge, klejner, julemusik og god julemad er selvfølgelig gavnligt for vores alles humør og velvære her i denne mørke tid, men vi har måske glemt det egentlige julebudskab i vores iver efter at give og modtage julegaver?
Jeg tror på, at julestress også er et tema her i december. Vi skal nå så meget, ja alt for meget. Ud over det daglige arbejde, de mange juleindkøb, en række julefrokoster i firmaet og i privat regi skal der også tænkes på skatten for året 2025.
Indkomsterne i Danmark har fået en ganske pæn stor vækst i forhold til inflationen, som nu reelt ligger på de anbefalede to procent trods de store prisstigninger på en god bøf og andre dagligvarer. Reallønnen er steget pænt, og skaber netop mulighederne for en julehandel, som igen slår rekord i omsætning.
Apropos julefrokoster har jeg et godt råd … Sæt dig ikke ved siden af chefen. Hold dig under radaren, nyd silden, dine øl og snapse i adstadigt tempo. Når chefen har forladt det højtråbende, vel beduggede selskab, ja så har du friere tøjler.
En god, gammel bekendt af mig “fyrede” år efter år chefen under julefrokosten. Første arbejdsdag efter juleferien stod han skoleret foran chefen. Et “sødt” juleritual, som min bekendte vidste ville ske, dog med fortsat beskæftigelse …
Ønsker jer alle i Esbjerg en glædelig jul og et lykkebringende NYTÅR 2026. Mine tanker går især mod dem, som har det økonomisk svært netop i en tid, hvor alle burde nyde den dejlige juletid – med eller uden overflod af gaver.



















