Hvad er det egentlig, der venter Esbjerg efter valget? Klummeskribent Torben Skov reflekterer over fremtiden, usikkerhederne og systemets store spørgsmål.
I skrivende stund står vi overfor kommunalvalget tirsdag den 18. november 2025 – et valg, der i høj grad kommer til at diktere Esbjergs retning og udvikling på en lang række områder. Både for borgerne og for kommunens virksomheder.
Et byråd sætter kursen for en bys udvikling, og derfor er det ganske afgørende, om Esbjerg de kommende år skal ledes af en blå eller rød borgmester.
Lige nu peger prognoserne på, at Esbjerg fortsat vil være en blå kommune efter 18. november. Men der er mange ubekendte, der kan forstyrre det samlede billede.
Mange unge stemmer for første gang, og deres stemmedeltagelse – og deres valg af kandidat – blafrer i vinden. Mange unge interesserer sig ganske enkelt ikke for lokalpolitik. Det er for kedeligt, for lukket og for sammenspist, mener flere. De ”gamle” hanelefanter, som genvælges gang på gang, taler ikke de unges sprog. Måske har de unge en pointe?
Derudover er der mange vælgere, som er i tvivl om, hvor krydset skal sættes. Det siges, at op mod 30-40 procent af vælgerne vakler mellem partier og kandidater. Stemmeprocenten bliver også en joker. At vi kun forventer en stemmeprocent omkring 65-67 siger desværre meget om interessen for lokalpolitik.
Og så er der de helt uforudsigelige faktorer. Hvis vejret bliver ekstra koldt eller blæsende, vil nogle vælge at blive hjemme. En anden joker denne gang er den meget vigtige fodboldlandskamp mellem Danmark og Skotland samme aften. Kampen starter klokken 20.45 – Tre kvarter efter valgstederne lukker – men mon ikke mange vil bruge dagen på at varme op i andre sammenhænge end i stemmeboksen?
Regionsrådsvalget – et valg i tåge
Samtidig skal der stemmes til Regionsrådet i Syddanmark. Et råd, de fleste ærligt talt ikke kender meget til, selv om de mange politikere her træffer beslutninger om noget af det mest centrale i vores hverdag: sundhedsvæsnet, sygehusdrift, prioritering af behandlinger, psykiatri og regional trafik.
Begge områder bløder. Psykiatrien kalder på handling og flere ressourcer. Alt for mange psykisk sårbare oplever et system, hvor hjælpen kun er et plaster på såret, og ventetiderne skaber håbløshed.
Den regionale trafik – busdriften – er i en elendig forfatning. De busser, der kører rundt, er halv- eller helt tomme, på tidspunkter og ruter, som ikke giver mening for ældre, unge eller mennesker uden bil. Det er en skændsel for os skattebetalere. Det er hønen og ægget. Der er sparet så mange ruter væk, at ingen kan bruge de tilbageværende til ret meget.
For mange fremstår regionsrådet som en tåge i horisonten: deres politiske arbejde er usynligt, og kandidaterne ukendte. Flere ser regionsrådene som et unødvendigt fedtlag – et dyrt mellemled fyldt med lag på lag af administration. Nogle foreslår endda, at staten overtager hele området. Måske værd at afprøve?
Kan Danmark forenkles?
Vi lever i et fantastisk samfund, hvor næsten alt er muligt, og hvor demokratiet giver os rammerne for at udleve vores drømme. Med lige knap seks millioner indbyggere er vi på størrelse med stor-Hamborg lige syd for grænsen.
Så spørgsmålet er, om vi kunne forenkle vores systemer. Antallet af kommuner og regioner. Antallet af ministerier, råd, konsulenter og unødigt bureaukrati. Alt sammen til gavn for borgerne – og uden at vi behøver gå på kompromis med vores position som et af verdens bedste samfund.
Kan vi gøre det enklere?
Jeg spørger bare.
