Esbjerg-favorit fik kun tre stjerner: Den kendte YouTuber og selvproklamerede professionelle livsnyder Casper Drømme har gjort det til sin levevej at tage rundt i landet og anmelde mad. For nyligt var han i Esbjerg, hvor han blandt andet spiste sig igennem Street Food.
Med over 200.000 følgere i alt på forskellige sociale medier, har Casper Drømme – med det borgerlige navn Christiansen – lidt at skulle have sagt i disse SoMe-tider.
Han har gjort det til en levevej at tage rundt for at æde sig igennem den ene by efter den anden. Blandt andet. For nyligt aflagde han Esbjerg besøg.
Og det er jo altid spændende at høre, hvad udefrakommende har at sige til byens udbud af mad.
Casper Drømme æder sig stort set igennem alle madboderne på Esbjerg Street Food, hvor han gennemgående er imponeret over størrelserne på portionerne og mængden af kød.
Og så mener han, at det er bemærkelsesværdigt, hvor lidt grønt og salat, der er på tallerkenerne.
Næsten 40.000 har allerede set videoen fra Esbjerg, hvor mange i kommentarfeltet ærgrer sig over de steder, som han IKKE fik besøgt – blandt andet Hos Ingeborg og Piola Pizza (som pudsigt nok er ved at åbne en filial i Street Food).
Til gengæld er den selvbestaltede københavnske fast food-anmelder en tur på Gelato di Natura for at få en is og på Dronning Louise for at smage på en anden dessert.
Og så får han også en døner fra Döner Deluxe i Skolegade, som han ærligt talt ikke er så pjattet med.
Om han er mere begejstret for burgeren fra Gadens Gastronomer, kan du finde ud af ved at se videoen herunder, hvor i alt ti esbjergensiske steder bedømmes af YouTuberen.