MOBILVERSION

4. juni 2026

Suset klar med årets madprogram: Fra stegt flæsk til koreansk streetfood

Fra stegt flæsk til koreansk streetfood og saftig döner. Suset har netop løftet sløret for årets madprogram – og flere nye smagsoplevelser er på vej til Esbjerg Havn.

Fra stegt flæsk til koreansk streetfood og saftig döner. Suset har netop løftet sløret for årets madprogram – og flere nye smagsoplevelser er på vej til Esbjerg Havn.

Denne artikel er mere end 15 dage gammel. Indholdet kan derfor være uaktuelt.

Når Suset vender tilbage til Esbjerg Havn og Byparken den 21.-22. august, bliver det ikke kun musikken, der skal lokke gæsterne af sted. Festivalen har nu offentliggjort årets madprogram, som byder på alt fra danske klassikere til internationale streetfood-favoritter.

Ifølge festivaldirektør Tobias Kippenberger er ambitionen at gøre mad- og drikkeoplevelsen til en lige så vigtig del af festivalen som koncerterne.

– Vi vil gerne hylde de lokale restauratører, men også give publikum ny kulinarisk inspiration ved at tilbyde dem noget, som de ikke kan opleve til dagligt i byen. Man får mulighed for at gå på opdagelse med sanserne og spise sig gennem alle fire verdenshjørner, siger han i en pressemeddelelse.

Blandt de deltagende madboder finder man blandt andre Bluesette, Lille Meyer, Casey’s Fish & Chips, Tacobørsen, Ma Teo Pizza, Sticks’n’Sushi og Gadens Burger. Derudover vender flere velkendte festivalfavoritter tilbage til havnen.

Fire nye madoplevelser

Årets program byder i alt på fire nyheder.

Festivalgæsterne kan blandt andet glæde sig til vietnamesiske bao og dumplings fra Bam Bam Bao, der har rødder i Varde. Derudover får Danmarks nationalret sin egen plads på festivalen, når Stegt Flæsk-boden rykker ind på pladsen.

To af tidens mest populære streetfood-retter finder også vej til Suset i form af Gadens Döner og Korean Fried Chicken. Sidstnævnte serverer grillet kylling med gochujang, mens döner-konceptet allerede har opnået stor popularitet på festivaler landet over.

Suset finder sted den 21.-22. august på Esbjerg Havn og i Byparken med blandt andre Pet Shop Boys og Kelis på plakaten.

Der er fortsat billetter i salg via Susets hjemmeside.

Voxeværket Esbjerg
Del artiklen