For små to måneder siden sprang 34-årige Carina Petersen ud som selvstændig og åbnede sin café. En café, der skal føres med omtanke og omhu.
Svært barn har haft mange navne: Caféen på Hovedbiblioteket har levet en omtumlet tilværelse gennem de seneste år med så mange forskellige navne og ejere, at selv undertegnede har mistet overblikket.
For cirka 20 år siden hed caféen Café Harlekin og blev drevet af Reva. Her blev caféen blandt andet brugt til at sende borgere i aktiveringsjobs. De senere år har caféen været drevet af private på en forpagtningsaftale, men af forskellige årsager, som fx coronanedlukning, har intet koncept overlevet i særligt lang tid.
– Det er jeg helt bevidst om, og derfor har jeg selvfølgeligt gjort mig mine tanker om, hvordan caféen skal drives for at kunne leve længere end de forrige, der har drevet stedet her, siger Carina Petersen, der blandt andet har otte år som overtjener på Nørby Kro på Fanø med i bagagen.
Kan du li' artiklen? Abonnér på vores nyhedsbrev!
Hun er klar over, at hendes café måske ikke er top of mind blandt byens borgere, hvilket hun selvfølgeligt gerne vil lave om på – samtidigt med at hun udfører den rolle en caféforpagter skal, når nu man deler adresse med byens store bibliotek.
– Vi har jo en del forplejning af biblioteket, der helt naturligt tilfalder os, når der er konferencer, møder og andre aktiviteter her på biblioteket. Vi havde også ret travlt med at lave sandwiches og den slags under teaterfestivalen for nyligt, siger Carina med henvisning til KLAP – teaterfestivalen, hvor Esbjerg i år var vært for mange tusinde teaterfolk.
Allerede nu glæder hun sig til efterårets Fantasyfestival.
– Jeg synes generelt, at folkene på biblioteket er rigtigt dygtige til at sætte gang i en masse spændende arrangementer og aktiviteter. Det glæder jeg mig til at være en lille del af, siger hun.
Fortsætter under samme navn
At den seneste forpagter før Carina Petersen, Lasse Slebsager, stoppede, skyldtes dog en anden grund end de forrige. Han fik mulighed for at overtage Restaurant Sydvesten, og efter i en periode at have drevet både restaurationen på havnen og caféen på biblioteket måtte han indse, at det blev for meget at gabe over på én gang, og opsagde derfor forpagtningen af bibliotekscaféen i begyndelsen af året.
Allerede fra september havde Carina Petersen dog været i caféen som ansat, og derfor var det nærliggende for hende at overtage projektet. Der gik dog lidt tid, hvor alting lige skulle falde på plads og hvor caféen skulle ombygges.
Navnet, Café Memfis, har hun beholdt – så der i hvert fald på den front er en vis form for kontinuitet.
Åbningstiderne er indskrænket til at hedde hverdage fra 10 til 15, og der er ingen deciderede varme retter på kortet – kun lette frokostanretninger, rundstykker, kage, kolde drikke og kvalitetskaffe. Ingen spiritus eller øl.
– Og så køber jeg lokale råvarer i det omfang, det kan lade sig gøre. Frisk fisk fra havnen hver dag og æg ude fra Katrinelund. Det giver jo slet ikke mening at købe den slags andre steder, når man kan få det lokalt i de mængder, man skal bruge til dagligt, siger Carina Petersen.
Privat bor hun sammen med manden Jacob, og sammen har de to mindre børn. I Café Memfis vil man, udover Carina selv, kunne møde køkkenmedhjælperen Jan, der er fulgt med over fra den forrige forpagter.
Café Memfis
Nørregade 19
Åbningstider: Hverdage 10-15