EsbjergLiv.dk’s skribent Henrik List skriver indimellem stadig også for andre medier – helt ovre i København! Men dette kritiske debatindlæg, bragt lørdag den 23. august i Politiken om hovedstadens udvikling, handler på en måde også om at komme fra og ende tilbage i … Esbjerg! Og derfor har vi været så heldige at få lov til også at bringe det. Uden betalingsvæg!
Alt var ikke bedre i de onde, gamle dage i København, men noget er til gengæld gået helt galt i nutidens pæne, polerede hovedstad, hvor der ikke længere er plads til de fattige og de forkerte. Heller ikke til en kreativ flipproletar som mig, der røg ud, da en uønsket altan gjorde min lejlighed for dyr til, at jeg kunne blive boende der.
”Altanfinten” kaldte vi det på Vesterbro, når boligspekulanter smækkede altaner op på facaderne i kvarteret. Angiveligt for at ’forbedre’ lejlighederne, men reelt for at udnytte et hul i loven til at hæve huslejen. Og optimalt for at presse mangeårige beboere ud, så boligerne kunne totalrenoveres og hustles legalt til en langt højere København 2.0-markedspris.
Dét skete i 2020 i den ejendom midt i Istedgade, hvor jeg havde boet en snes år i en nedslidt, men stor og dejlig lejlighed. Som jeg vel havde regnet med at skulle bæres ud fra i en ligkiste …
Det er helt cool, når andelsforeninger kollektivt beslutter sig for at få altaner. Men vores ejer sendte ikke forslaget om altaner til afstemning iblandt os seks lejere, der slet ikke ønskede dem. Han insisterede tværtimod på at opsætte nogle minialtaner, hvorpå der til nød var plads til et par campingstole og en kasse bajere, for en permanent huslejestigning på 2.200 kr. pr. måned. Der var intet at gøre, selvom vi havde både LLO og (dyre) advokater inde over.
Kommunen gummiblåstemplede projektet, fordi man på Rådhuset mener, at altaner fremmer det sociale fællesskab. For dem, der har råd i al fald. Tre af os havde ikke og var dermed hjemløse, da sagen sluttede, om end vi dog fik en vis økonomisk kompensation. (Jeg har hørt, at mit tidligere hjem nu udlejes for over 20.000 + forbrug om måneden, imens jeg boede der for ca. 8.500 i alt. Hvilket var min smertegrænse.)
LÆS OGSÅ: Mit Esbjerg med Henrik List – i anledning af hans 60 års fødselsdag
København kan derfor sagtens være ”verdens bedste by at bo i”. Hvis man ejer udlejningsejendomme. Hvis man har en fast månedsløn på minimum 40.000 (og helst en samlever, der tjener det samme). Hvis man købte en ejer- eller andelsbolig på det perkekt timede tidspunkt i 1990’erne, da priserne var rimelige. Hvis man tilhører krea- og DJØF-bourgeoisiet eller måske endda er barn af rige forældre. Forældre af den slags, der uden at kny dropper fem mille for en funky hybel, når junior m/k vil ind på en stenbro, der er blevet så hipt mondæn, at meget få af dens oprindelige beboere er tilbage.
For nogle måneder siden var jeg til en vens fødselsdag i H15 i Kødbyen. Imens grånende repræsentanter for den københavnske medie-, reklame- og kulturelite strømmede til og fra, sad et beskidt dusin junkier overfor – på reposen uden for stofindtagelsesrummet H17 – og røg, sniffede eller injicerede deres ’medicin’.
Imellem de to bygninger er der et ingenmandsland, som ingen af parterne krydsede. Indtil jeg sent på aftenen stod udenfor og fik en snak med en gammel homie fra hip hop-miljøet, da en bamsemand i en nusset, orange sparkedragt pludseligt kom tiltende over til os. Han var ikke truende, men begyndte at rappe – sandsynligvis fordi han vidste, hvem vi var og måske engang havde været til de samme koncerter som os. Vi roste ham for hans sejt snøvlende show, og jeg henviste ham til den gratis mad hos festens catering-firma for enden af gården. Mere kunne jeg ikke gøre.
Sådan er København som by også blevet. Der er alt for mange usynlige grænser imellem ”os” og ”dem”, som man ikke må overskride. Især ikke, hvis man er en af de forkerte: En af dem, der larmer og råber, drikker for meget, tager hårde stoffer, ser mærkelig ud, er psykisk syg og/eller hjemløs, sælger sex på Strassen eller for den sags skyld som mig ryger fæle cigaretter, uha-uha!
De marginaliserede ødelægger den gode stemning. De lever i deres eget Udkantsdanmark midt i et nyt, pænt poleret København, hvor de ikke slipper for indignerede eller i bedste fald fake-medlidende blikke fra øko- og kreaborgerne. Dem, der er så passionerede omkring at gøre hovedstaden endnu mere Instagram-lækker og woke-politisk korrekt; endnu mere bilfri, bæredygtig og ikke mindst hyggeligt neddæmpet. For mange af de sidste par årtiers tilflyttere ville nok gerne ind i den pulserende storby, men storbyen skal altså ikke pulsere lige i deres hus, deres gade eller deres kvarter, vel?!
Det er ikke, fordi jeg synes, alt var bedre i de onde, gamle dage. Da det vitterlig var svært at undgå at blive konfronteret med vold, misbrug og fattigdom; med kolde slumlejligheder, overpissede bagtrappelokummer og rotter imellem gårdenes stinkende skraldespande. Hvis man ikke havde penge nok til at undgå den slags. Og det havde jeg ikke.
Det København, jeg ankom til med fire-toget fra Esbjerg – efter flere turbulente ture til punkkoncerter i årene før – i 1984, ville således aldrig være blevet udnævnt til ”the world’s most liveable city”. Det var en anden by, jeg flyttede til dengang – på en enkeltbillet, der holdt i næsten 40 år. En rå, flabet, forfalden, anarkistisk, sprællevende by i kornet sort-hvid. Som jeg elskede, fordi det var sådan, jeg følte, at en storby burde være.
Samtidigt var det en lille storby, hvor det meste var billigt (selv når man levede på SU eller bistand!) Enhver kunne få en skodlejlighed til 7-800 kr. i husleje efter få måneders ventetid, hvis man blev skrevet op hos kommunen, der stadig ejede en pæn del af boligmassen. Billige erhvervslejemål gjorde, at der overalt var rum til gallerier, foreninger, øvelokaler, indvandrerklubber, mindre spillesteder og en masse for længst forsvundne, herligt anakronistiske forretninger. Så som et væld af små danske bagere, købmænd, renserier, slagtere og skomagere.
80’ernes og 90’ernes København var på mange måder en mere inklusiv by end nutidens ditto, som ellers praler af sin ’mangfoldighed’. Fordi en broget blanding af arbejdere, pensionister, studerende, indvandrere, håndværkere, langtidsledige, middelklassefunktionærer, boheme- og kunstnertyper, bistandsklienter, homo- og transseksuelle, gøglere, ludere og lommetyve faktisk var tvunget til at leve side om side. Uden nødvendigvis at elske hinanden, bevares, men normalt på en måde, hvor man fik løst problemerne – uden straks at klage til kommunen eller ringe til politiet.
Selvom Indre By, Østerbro og Frederiksberg havde et mere bedsteborgerligt, sine steder endog herskabeligt skær, var der selv dér kontraster. F.eks. i form af baglokaler, grillsnasker, homosaunaer, pisserender, old school-kaffebarer, døgnkiosker, spillehaller, massageklinikker, møntvaskerier og brune værtshuse, hvor der skete lidt af hvert. Dét gør der ikke mere. Takket være altanfinter, Airbnb-turisme, byfornyelse, gentrifikation, overvågning, sarte forstadstilflyttere og eskalerende priser på alt fra caffelatte til boliger/erhvervslejemål.
Udviklingen har muligvis forvandlet København til ”verdens bedste by at bo i”, men den er det afgjort ikke længere for hvem som helst. Heller ikke for en kreativ flipproletar som mig, der umuligt kunne finde en ny, tilsvarende lejlighed (med plads til bog- og tegneseriesamling) og måtte flytte tilbage til 6700 Blæsbjerg. Til en lejlighed på 90m2 med altan til knap en femmer i måneden i en blok i samme kvarter ved havnen, hvor jeg blev født … i en toværelses med bad i kælderen …
Artiklen blev bragt i den trykte udgave af Politiken i lørdags og kan læses også ses online HER, men kræver abonnement.
