For fem år siden flyttede Henrik List, der har fået udgivet 18 bøger (senest ”Bodega Blues”) og i mange år var kulturjournalist på Berlingske, tilbage til fødebyen Esbjerg – efter næsten fire årtier i København. I anledning af forfatterens 60 års-fødselsdag i maj har vi stillet ham ti spørgsmål om hans forhold til Esbjerg – set både udefra og indefra.

Hvor i byen voksede du op?

Som lille i en lejlighed på 1. sal – med bad i kælderen – i Sjællandsgade i Vesterbyen. Da der endnu var bager, slagter, tobakskiosk, to barberer, grønthandler, ismejeri og tømmerhandel lige i nærheden … Senere flyttede vi ud til et parcelhus i Fovrfeldt, hvor jeg gik i skole i betonbunkerne dér, indtil jeg vendte tilbage til 6700 på Statsskolen. Hvor jeg blev student – uden hue! – i 1984.

Du var en af byens allerførste punkere som teenager. Hvordan var de år i starten af 80’erne?

Pænt syge! Det vakte jo massiv opsigt i en provinshavneby som Esbjerg i 1981-82-83 at gå rundt med hanekam, sortlakerede negle, hjemmelavet ørepiercing, læderjakke med nitter, hullede bukser og klodsede militærstøvler, og det hjalp nok heller ikke, at jeg ofte var skidefuld i sociale sammenhænge.

Der var sgu altid råben og skrigen og tilsvininger, spytklatter og potentielle tæsk, når man gik i byen som punker dengang. Men det var tillige en fed, kreativ, spændende tid, der udviklede mig som menneske – gav mig sympati for samfundets outsidere og mod til at turde gå imod strømmen …

Det var ret paradoksalt: På den ene side kunne man bo hjemme, lave lektier, skrive digte, have kærester, læse en masse skidegode bøger og spille punkmusik med vennerne. På den anden side kunne man om aftenen få flækket hagen med et ølkrus, så blodet sprøjtede, og bagefter bare spadsere ned på skadestuen med et værtshushåndklæde som ’bandage’ for at blive syet … Eller til en koncert være nødt til at springe ud af et vindue fra lokummet på 1. sal på Hotel Esbjerg i Skolegade, fordi en eller anden stor psykotype løb efter mig med trukken kniv.

Lykkeligvis havde vi meget få og små, forhutlede punkere dog enkelte ’heller’ – bl.a. på værtshusene Karolines (hos søde, skrappe Anni) og De Tre Musketérer, hvor rockerbanden Sods af en eller anden grund passede lidt på os.

Hvordan ser du Esbjerg nu – efter så mange års eksil i København?

Det er uretfærdigt at sammenligne Esbjerg med København. Kbh. er en storby (Danmarks eneste!); det bliver Esbjerg aldrig. Men der sker mere – især for unge – nu, end da jeg var teenager, og det er cool. Det er samtidig tydeligt, at Esbjerg i modsætning til i ’gamle dage’ har fået honette ambitioner; gerne vil være lige så ’fin’ som alle mulige andre større byer. Og mange esbjergensere er blevet mere sarte og krænkelsesparate, end de var før – der skal ikke meget til, før borgerne klager og hyler op nu om dage …

Måske skammer pænere kredse i byen sig også en smule over Esbjergs gamle image som rå, beskidt havneby med fiskestank og øretæver i luften? Man vil så gerne re-brande sig på kunst/kultur/’oplevelser’ (plus grøn energi), men jeg synes egentlig, vi skal være stolte af, hvor vi kommer fra – i stedet for at være så desperate efter at være noget andet.

Byudvikling er all right, hvis den respekterer det oprindelige, måske mere slidte bymiljø, men det ene udelukker heller ikke det andet i mit hoved. Der bør være plads til både kommunal street art og illegal graffiti på murene; til både moderne restauranter og bæbrune, tilrøgede bodegaer; til både fortovscafeer for krea-middelklassen og en håndbajer på bænken sammen med de lokale bumser!

LÆS OGSÅ: Henne om hjørnet – i havnebyen

Hvordan var det at komme ’hjem’ til 6700?

Jeg landede lige før corona-nedlukningen, så det var som at flytte fra det mangfoldige, myldrende stenbroliv i Istedgade til en spøgelsesby med øde gader og lukkede steder. Det var deprimerende. Jeg havde under alle omstændigheder fået et kulturchok, men pandemien gjorde det jo ekstremt …

Heldigvis er livet vendt stærkt tilbage, og jeg har det ok med at bo her, men kan f.eks. stadig forbløffes over, hvor alle menneskerne mon pludseligt bliver af efter kl. 18 på hverdage? Og på søndage om efteråret/vinteren er det nogle gange, som om der er blevet kastet en lydløs neutronbombe i løbet af natten. Mystisk … Fascinerende …

Hvordan er det at være professionel forfatter i en provinsby?

Jeg kan såmænd lige så godt skrive bøger i Esbjerg som i København, men meget få kan leve af bøgerne i sig selv i et mikro sprogområde som det danske. Man tjener en hel del af sine penge på at læse op, holde foredrag og skrive freelance-journalistik, og den slags er der desværre ingen professionelle muligheder for her i byen – ikke for mig i al fald. Ud over esbjergliv.dk, selvfølgelig!

I de fem år, jeg har været tilbage, har jeg kun læst op på Rybners og Vinbaren (tak!), selvom jeg forgæves har kontaktet alle mulige steder – ja, nærmest alt, hvad der er af kultur- og uddannelsesinstitutioner osv. Jeg har læst op på biblioteker, højskoler og kultursteder overalt i landet, men er f.eks. endnu aldrig blevet inviteret til at lave et show på Hovedbiblioteket i Esbjerg. Selvom jeg et par gange har kontaktet dem desangående … Dét kan godt undre mig … lidt?

Hvor går du hen, når du går ’i byen’?

Nu er jeg altså ved at være for gammel til at danse moderne, så det er tit mere noget med kaffe og kage og en genudsendelse af ”Barnaby” under fleece-tæppet hjemme i sofaen. Men okay, jeg har brugt årtier af mit liv på sex, drugs & rock’n’roll – på selv at drive natklubber og arrangere techno-, house- og hip hop-fester i Kbh. – samt besøge de hippeste natklubber i alverdens storbyer – så jeg har vist aftjent min værnepligt?

Når det er sagt, så går jeg af og til på værtshus, selvom det ikke er så ofte mere – i forhold til, da jeg boede på Vesterbro og skrev og researchede min seneste bog ”Bodega Blues”. Her i Blæsbjerg dropper jeg mest ind forbi beverdingerne tæt på, hvor jeg bor, så jeg nemt kan slingre hjem: Boretårnet, Corners Pub og Horns Rev – herligt mørkebrune steder, hvor man naturligvis må ryge. Inde i byen rammer jeg en gang imellem Lygten og Vinbaren, og det er skidesjove steder – på hver deres måde!

Hvad er dine yndlingsrestauranter?

Det må blive de tre klassiske, historiske steder: Café Danmark, Sand’s og Hos Ingeborg. Jeg er også glad for Kaffesmeden, hvor man næsten året rundt kan sidde i læ under varmelamperne ude i den lille gård og drikke kaffe og spise mormorboller – samt ryge et par smøger.  Svinger af og til forbi Gittes Grillbar, som genåbner denne måned, for at få en Cocio og en tyk rød m. brød. Skal det være takeaway-smørrebrød, er der jo kun ét valg: Favoritten! Derudover er jeg begejstret over, at der de senere år er kommet flere og flere gode, autentiske etno-restauranter til – så som Singapore, Buns & Noodles, Namaste, Kanda’s Take-away m.fl. Street Food i Kongensgade er skam også cool – især når man kan sidde uden for i solen i baggården, jo tak.

Jeg er dybt trist over, at Sydvesten – et af mine favoritsteder – ikke længere er en offentligt tilgængelig restaurant, men lukket firmakantine. Til gengæld er der billig, hjemmelavet dansk mad til frokost på Marina Trafikbar på havnen hver onsdag!

Hvor shopper du helst?

Fisk skal købes hos vores tre fiskehandlere på havnen – Hansa Fisk, Vesterhavsfisk og Havnens Fiskehus. Man skal dæleme ikke købe gasset, vacuumpakket pruttefisk i supermarkedet, når man har så fine fiskepushere med friske varer og rimelige priser. Lige såvel som det er dumt kun at købe slatne plasticgrøntsager i supermarkedet, når vi har et skønt grønttorv med varer fra lokale gartnerier foran Rådhuset, åbent hver onsdag og lørdag fra 08-12.

Specialbutikker jeg holder af: Varmings Boghandel, Den Rigtige Skomager (i Torvegade), Just Ask, Ost, Kaffe & The Huset, Slagter Theilgaard, Guldbageren i Nørregade, Kiosken Midt-I og Bogormen. Jeg savner Collabo i Smedegade, hvor jeg købte funky Vans- og Nike-sko. Øv at den lukkede …

Hvilke steder kan du bedste lide i byen?

Først og fremmest Esbjergs hjerte, havnen, hvor jeg aldrig bliver træt af at gå ture. Marineforeningen. Vesterhavsgade og Klevestien. Street Mekka-skaterhelvedet. Parkeringstaget på Broen med byens flotteste hav(ne)udsigt. Kunstmuseet, der bliver bedre og bedre, selvom det lokalt har et støvet ry. Ruinen af Rugbrødsfabrikken. Nazitårnet i Strandskoven. Kirkegården i Gormsgade. Gravlunden/Mindelunden, der er garant for klump i halsen. Ghettostranden i Måde med dens skønne terrain vague-rod. Og når man vil heeelt ud i naturen: Sjelborg og Marbæk.

Hvad ville du lave om i Esbjerg, hvis du kunne?

Det kan jeg ikke! Men hvis jeg kunne, skal den visne, vestlige ende af Kongensgade fluks åbnes for biltrafik igen. Det lille, lyserøde hus i Borgergade skal fredes i klasse A, og vi bør generelt passe bedre på vores sidste rester af en historisk bykerne.

Ellers: Mere liv og aktivitet i den gamle fiskerihavn om sommeren – f.eks. med Skt. Hans-aften med bål på tømmerflåde og madboder på kajkanten. Flere bænke i Sjelborg/Marbæk. Flere billige lejligheder til os, der ikke har så mange penge. Krav om, at kommunalt ansatte topchefer skal bo i kommunen. Et legat til Galleri Rum, så det snart kan genåbne. Kommunal støtte til flere boder (f.eks. en filial af Esbjerg Bazar?) på Grønttorvet, der gerne må være åbent hver dag i sommersæsonen inkl. loppemarked (i stedet for bevillinger til karlsmarte madfestivaler).

Byens sande vartegn, Vestkraft-skorstenen, bevares og laves om til turistattraktion, hvor man fra en platform nær toppen kan tage en kabelbane ned til Dokken. Og så er det slut med kun at importere dyre ’eksperter’/konsulenter/arkitekter/kunstnere/kendiskokke udefra, hver gang der skal sættes strøm til ”kultur- og oplevelsesbyen”. Drop provinssnobberiet og involvér da for h…… også de bedste lokale talenter og skæve hjerner meget, meget mere – også i idé- og brainstorming-fasen!