MOBILVERSION

24. maj 2025

Der gik fisk i den på Torvet

Lørdag blev området omkring Torvet i Esbjerg forvandlet til en levende markedsplads, hvor tradition og gastronomi mødtes under Esbjerg Street Food Festival.

Lørdag blev området omkring Torvet i Esbjerg forvandlet til en levende markedsplads, hvor tradition og gastronomi mødtes under Esbjerg Street Food Festival.

Denne artikel er mere end 15 dage gammel. Indholdet kan derfor være uaktuelt.

Lørdag blev området omkring Torvet i Esbjerg forvandlet til en levende markedsplads, hvor tradition og gastronomi mødtes under Esbjerg Street Food Festival.

Midt i duften af internationale retter og lyden af glade festivalgæster, fandt en særlig begivenhed sted: en autentisk fiskeauktion, der bragte havets friskhed direkte til byens hjerte.

Klokken 16.00 trådte Geert Gregersen, Esbjergs sidste auktionarius, en levende lokal legende, fra Auktionshallen, op på scenen. Med sin karakteristiske, vestjyske og underspillede, halvbrovtne stemmeføring og smittende entusiasme ledte han auktionen, hvor publikum kunne byde på friskfanget fisk – klar til at tage med hjem og tilberede.

– 120 – 140 – 160 … ahh … vi skal op på 180 for denne flotte lakseside. Nogen bud?

Og det var der. Bænkene foran den lille scene i Skolegade var fyldt med både nysgerrige og købelystne esbjergensere, hvoraf en hel del fik bid på krogen – eller i hvert fald reddet aftensmaden.

Arrangementet blev præsenteret af Esbjergfiskernes Seniorklub og tiltrak både lokale og besøgende, der ønskede at opleve en bid af Esbjergs maritime kulturarv. Fisken og skaldyrene, der var under hammeren i den halve time auktionen varede, kom fra Havnens Fiskehus, som er en af Esbjerg få tilbageværende fiskeforretninger.

Med tørvejr og delvis solskin, duften af frisk fisk og lyden af auktionarius’ stemme, blev dagens fiskeauktion et af højdepunkterne på festivalen. som alt andet lige forbandt Esbjergs maritime fortid med nutidens kulinariske glæder.

Man kan i hele juli måned, hver onsdag, komme til fiskeauktion med Gregersen i Auktionshallen på havnen, fik han slutteligt nævnt.

Frisk fisk og skaldyr til gode priser var der nok af i løbet af den gode halve time auktionen varede. Foto: Fjodor Pedersen.
Frisk fisk og skaldyr til gode priser var der nok af i løbet af den gode halve time auktionen varede. Foto: Fjodor Pedersen.

Festivalens kulinariske mangfoldighed

Esbjerg Street Food Festival, der løber fra den 22. til 25. maj, byder på over 60 forskellige retter, drikkevarer og events.

Festivalen er et resultat af samarbejde mellem Esbjerg Kommune, Mad & Kultur, Destination Vadehavskysten og Esbjerg City.

Festivalen fortsætter i morgen, søndag den 25. maj, med flere spændende aktiviteter og smagsoplevelser. Blandt andet kan børn og barnlige sjæle glæde sig til et show med Hr. Skæg kl. 16.00.

Del artiklen