Med lidt god vilje kan Esbjerg Festuge dateres helt tilbage til 1976. Her afholdt man for første gang en fire dage lang byfest under navnet Havfriske Dage.
Allerede dengang forsøgte man sig med at lukke midtbyen af for biltrafik, og arrangementerne var også dengang spredt udover det meste af byen. Bamses Venner på Palads Hotel, som dengang var byens toneangivende spillested. Stylteræs og motionsløb på atletikstadion, og Danmarks største æde- og ølgilde i Gasas nedlagte hal på Vibevej. Hva’behar?
Torvet dannede ramme om tivoli med tombola, “rundskue” med konkurrencer og salg af rabathæfter til byens butikker. Fagenes fest var også en del af den festlige begivenhed, ligesom man i Auktionshallen på havnen havde linet intet mindre end verdens største sildebord op. Herfra kunne man også komme på gratis havnerundfart – eller alternativt tage til viseaften på Hotel Britannia i Torvegade.
Seks gange løb Havfriske Dage af stablen indtil fattigfirserne satte ind, og gjorde sit til at ødelægge den gode stemning. Generelt var 1980’erne et lidt kedeligt årti for Esbjerg, som blandt andet også måtte finde sig i at de femfoldige fodboldmestre fra EfB rykkede ud af landets bedste række.
Kan du li' artiklen? Abonnér på vores nyhedsbrev!
De glade 90’ere bød på ny byfest
Med en ny borgmester og erhvervschef i spidsen – og måske inspireret af den store succes og folkelige opbakning til The Cutty Sark Tall Ships’ Race i forbindelse med havnens 125-års jubilæum i 1993 – syntes man, at det var på tide at genoplive en fast årlig byfest i Esbjerg. 1990’erne var generelt et forandringens årti i Esbjerg, hvor både Tobakken og De Studerendes Hus opstod – og Musikhuset Esbjerg blev indviet i 1997. Vigtigst af alt var måske, at Torvet blev gjort bilfrit, og dermed oplagt til at danne ramme om store arrangementer og koncerter.
Torvet har da også lige siden været det centrale midtpunkt og folkelige samlingspunkt, når alt fra Johnny Madsen til Johnny Søtrup har indtaget Festugens store scene. Premieren var i 1997, hvor navnkundige Dahlgaards Tivoli huserede på museumspladsen, og de primære aktiviteter foregik på Torvet, og ellers var udlagt til restauratørerne i midtbyen. Siden da har festugen udviklet sig til en mere alsidig størrelse, og med tilføjelsen af faste elementer som containerkunsten på havnen og senere Made in Esbjerg-festivalen på Tobakken blev det umuligt for den enkelte at få det hele med.
Esbjerg Festuge er i dag for stor til at være provinsiel byfest, og for lille til at være Aarhus Festuge. På forunderlig vis formår det hele at gå op i en højere enhed, så Esbjerg Festuge er helt sin egen.