EfB var i 1960’erne en magtfaktor i dansk fodbold, idet esbjergenserne vandt det danske mesterskab hele fire gange, mens det også blev til en pokalsejr.
EfB fylder 100 år den 23. juli i år. Det fejrer vi her på EsbjergLiv.dk, hvor vi igennem 10 spændende kapitler fortæller historien om det lokale fodboldflagskib. Her får du fjerde kapitel, som omhandler årene fra 1960-1968.
Denne succes skyldtes ikke mindst ansættelsen af den østrigske cheftræner Rudi Strittich, som indførte effektivitet og fik sat system på spillet.
Samtidig blev offensiven tegnet ved angrebsprofilerne Jens Peder Hansen, der er optaget i Fodboldens Hall of Fame, og Carl Emil Christiansen – førstnævnte betegnes som den bedste EfB’er nogensinde – og dermed var vejen banet til den ultimative succes.
I 1961 vandt EfB endelig det første danske mesterskab. Adskillige af spillerne på dette hold havde også været med på ynglingemesterholdet fra 1956, som omtalt i forrige kapitel.
Meget afgørende for mesterskabet var, at klubben før sæsonen havde hyret den totalt ukendte østrigske træner Rudi Strittich. Han indførte tysk effektivitet på holdet, som nu skulle spille resultatorienteret fodbold og systemerne blev lagt efter denne recept.
Holdets store talent gjorde imidlertid, at spillet ikke af den grund blev kedeligt. Nu var det blot endnu mere effektivt. Ved sæsonafslutningen 1960-1961 skulle det hele afgøres i den sidste kamp. EfB skulle til Køge og spille, mens konkurrenterne fra KB skulle møde Skovshoved hjemme.
Heldigvis var holdet i den situation, at det selv kunne afgøre tingene. På trods af at KB vandt en knusende sejr på 7-1 kunne EfB derfor via sin snævre 2-1 sejr fejre klubbens første danske mesterskab.
Sæsonen efter tog EfB atter et sæt guldmedaljer, idet holdet – der på dette tidspunkt havde hele otte landsholdsspillere – vandt på overlegen vis fire runder før turneringen sluttede.
Aldrig før i fodbolddanmark har én og samme klub haft så mange spillere på det danske A-landshold. Erik Gaardhøje, Preben Jensen, John Madsen, Jens Petersen, Egon Jensen, Carl Bertelsen, Carl Emil Christiansen og Jens Jørgen Hansen
Men vejen til mesterskabet i 1962 var ikke helt uden bump på vejen. Det viser et sjovt kuriosum fra en udekamp i Frederikshavn foran 6.300 tilskuere.
I startopstillingen var Erik Gaardhøje, Jens Jørgen Hansen, Preben Jensen, John Madsen, Jens Peder Hansen, Knud Petersen, Carl Emil Christiansen, Egon Jensen, Jens Petersen, Launy Andersen samt Bjarne Kikkenborg.
Der stod 0-0 efter 1. halvleg og EfB havde ikke spillet overbevisende. I pausen var Rudi Strittich oppe i det røde felt – han skældte ud på gebrokkent dansk og med fråde om munden. Det blev Jens Peder Hansen for meget. Han tog støvlerne af, bandt dem sammen og smed dem hen ad gulvet “er det sådan man skal behandles – så er jeg færdig med fodbold”. Strittich smed alle de ti andre ud af rummet og var så i enerum med Jens Peder.
2. halvleg blev fløjtet i gang – uden Jens Peder. Efter fire minutter skulle Bjarne Kikkenborg sparke hjørnespark, men nu kom Jens Peder luntende ind på banen og sagde til Kik at han skulle gå ind foran mål – Jens Peder tog så hjørnesparket og med et bananskud scorede han kampens første mål direkte på hjørnespark!
Siden blev der scoret yderligere seks mål, så resultatet blev 0-7. EfB var atter på vej mod mesterskabet.
I 1963 var der større kamp om guldet, men den vestjyske fodboldstormagt kørte sikkert klubbens tredje danmarksmesterskab i hus – og det tredje på stribe.
1963 var nemlig langt mere tæt og spændende, men holdet som hovedsageligt bestod af de samme spillere som i 1961, vandt mesterskabet til EfB for tredje gang i træk. Alle regnede med at dette var afslutningen på en epoke. Der havde som nævnt ikke været noget særligt generationsskifte og man mente ikke at dette hold kunne blive ved med at vinde.
Efterårets absolutte højdepunkt var topkampen mellem nr. 1 EfB og nr. 2 B 1913, som blev spillet en herlig sensommer søndag på Odense Stadion. Der har aldrig tidligere været så stor tilskuertilstrømning – alt blev kaos og til sidst måtte kontrollørerne bare give op og lade folk strømme ind.
Det officielle tilskuertal blev på 28.500, men iagttagere var enige om at der var over 30.000 der mere eller mindre kunne se at EfB vandt topopgøret med 3-2. I øvrigt med en sjov detalje, idet begge holds normale målmænd og begge i A-landstruppen Erik Gaardhøje og Erik Lykke Sørensen blev skadede op til kampen og holdene måtte stille op med deres reservemålmænd: Verner Beck, EfB og Knud Engedal, der senere nåede 17 A-landskampe som spiller for B 1913.
Men EfB vandt kampen og det danske mesterskab for tredje år i træk.
De sejrsvante vestjyder formåede dog ikke at tage guldet i 1964, men reddede dog sæsonen med en pokalsejr over Odense KFUM. Til gengæld var Rudi Strittichs tropper tilbage øverst på sejrsskamlen i 1965, da det igen blev til et mesterskab. Det fjerde på fem år.
At holdet i 1965 igen vandt mesterskabet, var derfor en kæmpe overraskelse for de fleste. Speciel mestertrænerne Rudi Strittich (61, 62, 65) og Arne Sørensen (63) havde stor andel i de fire guldmedaljer, der blev vundet på fem år. En enestående rekord, som kun Brøndby sidenhen har formået at gøre efter.
Storhedstiden i 1960’erne sluttede brat. Sølvmedaljerne i 1968 med den senere så navnkundige landstræner Richard Møller Nielsen som cheftræner, blev det sidste stykke metal til EfB i en rum tid, idet holdet året efter, i 1969, måtte erkende en nedrykning fra landets bedste række, 1. division, til 2. division, og en trist afslutning på et fantastisk årti var nu en realitet.
Mere om det i næste kapitel.
Teksten er skrevet og redigeret af Tage Elkjær, Erik Hilmar Kragh og Fjodor Pedersen.
Kilder: EfB-retro.dk, EfBhistorik.dk, EfB.dk, Esbjerg Byhistoriske Arkiv, DBU og Verner Bruhn: Idræt i Esbjerg, 2005.
